Biografanmeldelse
06. okt. 2016 | 15:57

Notes on Blindness

Foto | Agatha A. Nitecka
Dan Renton Skinner spiller den blinde teolog John M. Hull i filmens iscenesatte scener, hvor skuespilleren mimer Hulls stemme fra en gammel båndoptagelse.

Gribende dokumentar om blindhed tager publikum med på en sanselig og overraskende opløftende rejse ind i mørket.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Hvordan føles det at miste synet?

Det er det projekt, denne intime og til tider bjergtagende dokumentar kaster sig over. Ved at iscenesætte den engelske teolog John M. Hulls betragtninger og refleksioner om sit eget tiltagende synstab, gengiver den hans frustration, angst, isolation og gryende accept, så man næsten føler hans blindhed på egen krop. 

John M. Hull (1935-2015) blev blind i starten af 1980’erne, og han skrev livet igennem udførligt om sine erfaringer.

Eller rettere: dikterede.

Hans bånd afspilles på lydsiden, et sted mellem voice-over og dialog. Billedsiden viser skuespillere, der rekonstruerer situationerne, mens de mimer til båndoptagelserne. Ingen talking heads og ingen kommentarer fra andre end Hull og hans familiemedlemmer, som han til tider optog under en samtale.

Det kunne have været en farlig begrænsning, men det fremtvinger netop en stærk empati i tilskueren at være låst fast i John M. Hulls perspektiv.

De debuterende dokumentarinstruktører, Pete Middleton og James Spinney, har i det hele taget skabt en impressionistisk, stærkt sanselig æstetik, som perfekt komplimenterer Hulls lydlige dagbog ved at formidle hans oplevelse af en verden i forandring.

Fotograf Jerry Floyds maleriske, virtuost komponerede billeder illustrerer de detaljer, Hull genkalder sig.

Regndråber på bilruder, det lurvede tapet på en uhumsk Bed and Breakfast, et par hænder, der holder hinanden på en seng. Korte, gerne slørede indstillinger i 80’er-farvede nuancer af brun og rød, der altid vender tilbage til udgangspunktet: sort.

Mørket starter som en cirkel i midten af hans synsfelt og udvider sig langsomt. Inden længe kan ikke orientere sig, snart kan han kun dårligt ane, om en lampe er tændt, når den lyser ham i hovedet. Det sidste, teologen ser, inden verden går i sort, er et kirkespir, da han er på spadseretur.

Hull gestikuleres med imponerende indlevelse af Dan Renton Skinner som en lettere forfjamsket, bebrillet fyr med busket sort hår og skæg. Vi følger hans hverdag som universitetsunderviser og hans familieliv med børn og en evigt forstående og støttende kone.

Vi mærker hans frustration, når han skal lære at begå sig som handicappet. Da han spørger, hvordan blinde læser akademiske tekster, får han svaret: ”Det gør de ikke.”

Og vi beundrer hans gåpåmod, når han sætter et system i værk med hundredvis af frivillige, der indtaler videnskabelige bøger på kassettebånd. Han vil ikke acceptere sin begrænsning. Han vil ikke give op.

Stædigheden bærer ham frem, men den holder ham også tilbage. For mens han udtænker sindrige systemer for at kunne bevare både sin førlighed og sit arbejde, fortrænger han erkendelsen af sit handicap. Han kæmper en stille kamp for at holde fast i sig selv og sine egne oplevelser for at huske sine børn og sin kone.

Men erindringerne formørkes, og inden længe kan han ikke længere se sine børns ansigter for sig. Han gengælder ikke smil, fordi han ikke længere kan se dem. År efter han har mistet synet, går han stadig med briller.

Det er den melankolske længsel, Hulls afsavn og hans efterfølgende afsondrethed, der er konflikten i filmen. Men ligesom han aldrig forfalder til selvmedlidenhed, er filmen faktisk opløftende takket være instruktørernes poetiske iscenesættelse af hovedpersonens gradvise heling.

Den tilgang står allermest lyrisk frem, da Hull fortæller om sin nyopdagelse af regnvejr. ”Regnen frembringer konturen af, hvad der omringer dig,” forklarer han på den skrattende båndoptagelse. ”Man er ikke isoleret, men bliver præsenteret for verden.”

Og vi oplever det samme med John M. Hull. De fine, lette plink, da regnen rammer hans tekop. De mutte dryp, der giver genklang, når dråberne rammer ruder. Den vedvarende rislen, når en byge rammer fliserne i familiens have.

Violinerne er smukke, men unødvendige. Det er det nærmest æteriske, komplekse og dybt subjektive lyddesign, der ridser filmens stemninger op og viser publikum, hvordan man kan værdsætte en verden i mørke.

Notes on Blindness er en film, der fortjener at blive hørt i biografen.

Trailer: Notes on Blindness

Kommentarer

Titel:
Notes on Blindness 

Land:
England 

År:
2016 

Instruktør:
Pete Middleton, James Spinney

Manuskript:
Pete Middleton, James Spinney 

Medvirkende:
John M. Hull, Marilyn Hull, Dan Renton Skinner, Simone Kirby, Eileen Davies 

Spilletid:
90 minutter 

Premiere:
1. juli i England

© Filmmagasinet Ekko