Biografanmeldelse
27. dec. 2013 | 10:55

Nymphomaniac

Foto | Christian Geisnæs
Dramaet slår gnister, når konen til en af Joes elskere tropper op med sine tre drengebørn for at vise dem ”horesengen”. Uma Thurman er forrygende!

Det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse Nymphomaniac som Triers poetik. Men den er også legesyg, poetisk og vis. Og så har den Triers måske bedste scene nogensinde.

Af Claus Christensen

Opgaven er svær: Anmeld den nye Trier-film, som ikke er hans!

En allerede herostratisk berømt fortekst proklamerer, at den ”forkortede og censurerede” version af Nymphomaniac er skabt ”med samtykke fra Lars von Trier, men uden dennes medvirken”. Trier har altså ikke bare i pressen givet sig selv mundkurv på, men det storværk, der skulle være hans frie kunstneriske udtryk, er paradoksalt nok også blevet bundet på mund og hånd.

Det er sket af kommercielle hensyn (som vi aldrig holder os tilbage fra at skose Hollywood for) og på grund af mindre frisindede lande, hvor filmen også skal vises.

Men hvorfor skal Danmark, der i 1969 legaliserede billedpornografien som det første land i verden, nu være gå forrest med censurering af en kunstner i hans eget land? Hvorfor giver Zentropa os i det mindste ikke valget mellem director’s cut (fem en halv time) og producer’s cut (fire timer), når filmen har fået 9,7 millioner kroner i dansk kunststøtte?

På et tidspunkt får vi vel Triers egen version at se herhjemme, men indtil da må vi spejde forgæves efter den ”abortlæge”, som krediteres i pressematerialet, og som efter sigende forestår en meget barsk abortscene optaget indefra.

Man må også konstatere, at selv om den flot udtænkte pr-kampagne har tudet publikum ørerne fulde af sex, så er der væsentligt mere eksplicit sex i et harmløst lystspil som Agent 69 Jensen i Skyttens tegn fra 1978 med en lang række folkekære skuespillere end i denne ”grænseoverskridende” artfilm anno 2013.

Ak ja, tiderne skifter, men den kastrerede nymfoman har gudskelov andet at byde på.

En mesters signatur
En Trier-film starter spektakulært – fra jernbaneskinne-indstillingen i Europa med Max von Sydows hypnotiserende stemme til barnets fald ud af vinduet tilsat Händels arie i Antichrist – og den film nye er ingen undtagelse.

Efter at have kigget længe på et kulsort lærred og fået forventningerne stemt af uhyggeligt udechifrerbare skramlelyde glider kameraet langsomt ned ad en regnvåd mur og dvæler meditativt ved genstande i en baggård, indtil – bum – totalbilledet af en forslået kvinde på jorden smækkes på sammen med Rammsteins tordnende metalmusik.

En filmisk mesters signatur og spillereglerne for et værk, der dyrker modsætninger, spring og voldsomhed.

Kvinden bliver fundet af en ældre, jødisk herre, Seligman, som hjælper hende med op i sin spartanske munkelejlighed, hvor hun over en kop te med mælk fortæller sin livshistorie i otte kapitler, cirka fra 60’erne og op til i dag.

I legende topform
Som Sheherazade i Tusind og en nat kredser 50-årige Joes fortællinger om erotikken – fra barndommens opdagelse af lysten, da hun med veninden B leger frøer på badeværelsesgulvet, over ungdommens morsomme seksuelle eskapader til voksenalderens tragiske vendepunkt, hvor hun pludselig ikke kan mærke noget mellem benene mere.

Trier er i legende topform i de indledende scener, hvor Joe får sin alt andet end romantiske debut med en ufølsom knallertknægt, Jerôme, og tæller stød – tre i det ene hul og fem i det andet – der med matematisk præcision skrives på lærredet, mens Seligman i rammehistorien nørdet konstaterer, at det er Fibonacci-tal.

Eller når Joe og hendes veninde dyster om, hvem der kan nedlægge flest mænd på en togrejse, og Joe vinder ved at bringe Jens Albinus’ hensynsfulde gentleman i fedtefadet. Han var ellers i al hast på vej hjem til sin barnløse kone, der netop havde fået ægløsning.

”Jeg er et forfærdeligt menneske,” konstaterer Joe fuld af selvhad, men Seligman argumenterer, at hun måske tværtimod har gjort ægteparret en tjeneste. Hvis man holder for længe på sæden, vil den nemlig dø eller degenerere.

”Takket være dig har de sikkert i dag et sundt og velfungerende barn,” siger han opmuntrende.

Alibi for huller
I Triers senere film har pludselige spring i handlingen givet en fornemmelse af, at der manglede en filmspole. Denne gang har han gjort en dyd ud af nødvendigheden og skabt en episodisk fortælleform, der i sig selv er et alibi for huller og idiosynkratiske sidespring.

Og det selvpålagte taleforbud, efter det famøse Cannes-pressemøde i 2011, kommer han på elegant vis udenom ved at gøre især Seligman til en slags talerør. Samtidig med at han kan bruge Joe til at punktere Seligman, når han bliver lidt for vidtløftig eller sentimental.

Nymphomaniac er således Triers mest selvkommenterende film, og ting, han normalt ville have sagt i premiere-interviews, bliver i stedet fremført i filmen.

Vi hører om Freuds teori om det seksuelle barn, Bachs polyfoniske æstetik, Edgar Allen Poes delirium tremens, antizionisme versus antisemitisme, kristendommens øst- og vestkirke, fluefiskeri, Prusikknuder og meget mere. I baggrunden spøger hovedinspirationskilden, Marcel Prousts erindringsroman På sporet af den tabte tid, hvorfra Trier har hentet digressionsprincippet.

Det lyder tørt, men bliver det aldrig takket være et veloplagt manuskript, Manuel Claros opmærksomme, men aldrig opmærksomhedskrævende kameraarbejde og så skuespillerne.

Charlotte Gainsbourg og især en genuint rørende Stellan Skarsgård legemliggør samtalen mellem den amoralske livsnyder Joe og den intellektuelle humanist Seligman, der kun kender livet fra bøgernes sublimerende verden, men er en fortrøstningsfuld fortolker af hendes historier.

De er hinandens modsætninger, der mødes over det imaginære lejrbål og i rolig kontemplation puster liv i den mundtlige fortælling, samtidig med at de dialektisk udfordrer hinandens livssyn.

Og digressionerne er i sig selv sjove. Som når Joes mandejagt krydsklippes med dokumentaroptagelser af fluefiskeri, eller når en diskussion om, hvorvidt jødiske rugelach-kager skal spises med gaffel, ender i den russiske revolution. Trier forholder sig også vittigt til sin egen slalom-fortælling, når han sent i filmen lader Joe bemærke over for Seligman: ”Det var din svageste digression hidtil!”

Skingrende skinsyg
Nymphomaniac er i det hele taget et overflødighedshorn af poesi, humor, visdom og drama.

Den er mest poetisk i scenerne mellem den unge Joe og hendes kærlige lægefar (stærkt spillet af Christian Slater), der indfører datteren i asketræers skønhed og fortæller, at ethvert menneske har et skæbnetræ. Senere finder Joe sit træ på en klippekant – alene, forblæst og splittet i to.

Dramaet slår gnister, da konen til en af Joes mange elskere pludselig tropper op med sine tre drengebørn, fordi de skal se ”horesengen”. Her mærker man for alvor begærets kraft og farlige konsekvenser, og med en forrygende Uma Thurman i rollen som den skingrende skinsyge kvinde er det ikke bare filmens bedste scene, men måske ligefrem den bedste i hele Triers oeuvre.

Unge Joe spilles af debutanten Stacy Martin, som ikke har et stort udtryksregister, men inkarnerer den uansvarlige forførerske, en Lolita, der kan sno mænd om sin lillefinger.

Hendes umættelige begær afstedkommer flere sex-sekvenser, som fortalt i udstrakt arm er mere komiske end ophidsende. Munter er en montage af pikke i alle størrelser og hudfarver, og Trier glemmer ikke at gøre grin med borgermusikken. I en urkomisk scene på en fisefornem restaurant fylder Joe sin skede med skeer, der falder højlydt på gulvet én for én, da hun rejser sig for at gå.

Men grebet om tragedien strammes i filmens anden del, som er den mest interessante, men også den, der synes at lide mest under beskæringen.

Troværdig sadist
”Den hemmelige ingrediens i sex er kærlighed,” hvisker Joes veninde, og Joe forelsker sig af uransagelige årsager i fyren, der på brutal vis tog hendes mødom: Jerôme.

Skæbnens veje (eller Joes løbske fortællefantasi, som det antydes) fører dem omsider sammen, og parret får tilmed et barn. Men i et desperat forsøg på at genvinde sexlysten kaster Joe sig ud i nye og stadigt farligere eventyr, inklusive en privat S/M-klinik med en foruroligende troværdig Jamie Bell som underspillet, uudgrundelig hardcore-sadist.

Scenerne på klinikken hører til filmens mest fascinerende, fordi begæret bliver anskuet med et iskoldt analyseblik.

Problemet med denne del af filmen er bare, at det familieliv, Joe risikerer at sætte over styr, ikke rigtig er blevet etableret. Man er heller ikke overbevist om, at Jerôme (en lidt malplaceret Shia LaBeouf) er hendes store kærlighed, for slet ikke at tale om barnet, der nærmest bare er en rekvisit.

Eskapaderne og den efterfølgende ballade kommer derfor til at mangle den emotionelle tyngde, som scenen med Uma Thurman havde. Måske vil Triers egen version, hvis anden del er en time længere, råde bod på det.

Detaljerne i Joes eskalerende deroute skal ikke røbes her, men inden den store finale får Trier åbnet døren på klem til endnu et seksuelt tabu.

I første del antyder han et incestuøst begær med en kameraindstilling, der viser kussesaft løbe ned ad Joes ben ved synet af hendes døde far. Det er mere provokerende end overbevisende, men i anden del har han fået blod på tanden.

Nymfoman eller kunstner
Joe udsætter en tilsyneladende upåvirkelig mand (Jean-Marc Barr) for en sandhedsdetektor, hvor han med blottet lem får fortalt historier med alle typer af seksuelle afvigelser.

Der kommer ingen reaktion, før Joe beretter om en lille dreng, som bliver lokket hjem hos en ældre mand. Så begynder hans lem at vokse. Scenen leder tankerne hen på Todd Solondz’ illusionsløse Happiness, og i rammefortællingen udtrykker Joe sin beundring for de ”95 procent af de pædofile”, som formår at undertrykke deres begær.

Joe forsøger selv at bekæmpe sit begær. Hun går til møde i en terapigruppe for sexafhængige og får at vide, at hun skal fjerne alt, hvad der får hende til at tænke på sex.

Men seksualiteten er den stærkeste kraft i menneskehedens historie, som det siges i filmen. Trier interesserer sig ikke synderligt for, hvorfor Joe bliver nymfoman. Ligesom Stanley Kubrick i A Clockwork Orange ender han med at hylde begæret med alt, hvad det indebærer af kaos og destruktion, fordi begæret også er en del af skaberkraften.

Triers nymfoman er i sidste instans en potent oprørske, der ”altid har forlangt mere af solnedgangen”, og det er fristende at erstatte ”nymfoman” med ”kunstner” og læse filmen som en poetik.

Men det er en anden følelse, der gennemstrømmer Nymphomaniac og ender med at bundfælle sig. Filmen dyrker kødets lyst, men dens hjerte er sjælens ubodelige ensomhed. Joe og Seligman må være de mest ensomme eksistenser i Triers samlede værk, og til slut sætter han prikken over i’et på sin egen djævelsk-drilske facon.

En kættersk tanke: Kan Trier lave en varm kærlighedsfilm med en happy ending? Eller er det for grænseoverskridende?

Land:
Danmark

År:
2013

Instruktør:
Lars von Trier

Manuskript:
Lars von Trier

Medvirkende:
Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgård, Stacy Martin, Shia LeBeouf, Uma Thurman, Jamie Bell, Jean-Marc Barr, Willem Dafoe, Mia Goth

Spilletid:
330 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over femten år

Premiere:
25. december 2013

© Filmmagasinet Ekko