Biografanmeldelse
06. feb. 2013 | 19:57

Otto er et næsehorn

Foto | Wil Film
Figurerne i animationsudgaven af Otto er et næsehorn er morsomt derforme, men næsehornet er lidt for fladt trods 3D'en.

Den sidste del af Ole Lund Kirkegaard-trilogien i 3D lider under, at Otto er et næsehorn ikke er forfatterens bedste historie.

Af Daniel Pilgaard

Hvad gør man, når der pludselig står et gigantisk gult næsehorn i ens stue? Man beslutter sig naturligvis for at give det til pigen, man gerne vil imponere.

Det lyder måske mere som et syretrip end en jordnær dansk børnefortælling, men ikke når Ole Lund Kirkegaards fantasifulde univers først folder sig ud, hvilket det nu gør for tredje gang i 3D. De to foregående år har vi fået Orla Frøsnapper og Gummi T, og nu afsluttes animationstrilogien så med historien om Topper og næsehornet Otto.

Snart sagt alle danskere, der har været eller haft børn, efter Ole Lund Kirkegaard debuterede med Lille Virgil for 46 år siden, er nok stødt på hans streg. Og mange vil huske rækken af filmatiseringer fra 80’erne, hvoraf Søren Kragh-Jacobsens socialrealistiske fortolkning af Gummi Tarzan er højdepunktet, mens Rumle Hammerichs Otto er et næsehorn i dag virker lige så gumpetung som næsehornet selv.

Crone Films overførsel af bøgerne til animationsfilm yder derimod Ole Lund Kirkegaards forfatterskab ære. I Orla Frøsnapper og Gummi T blomstrede de syrede historier og det absurde persongalleri, og animatorerne trak direkte på Ole Lund Kirkegaards tegninger.

Otto er et næsehorn følger samme koncept. Personerne har store hoveder med skæve smil og flakkende øjne, og deres kroppe er dybt deforme. Og det er netop hos de mest besynderlige karakterer, at man finder filmens sjoveste øjeblikke.

I filmens bedste scene møder vi den svært overvægtige Almanda og hendes lavstammede mand Folmer, der ejer byens bagerforretning. Det frembrusende ægtepar hader børn, og så er det ikke nemt at være Toppers ven Viggo, der kommer ind og spørger efter ti pakker rugbrød til et næsehorn hjemme i stuen. Det er Kirkegaard’sk humor, når det er bedst: absurde og hidsige voksne mod misforståede børn med snilde nok til at redde dem ud af situationen.

Næsten lige så vittig er scenen, hvor den gamle Hr. Holm spørger ind til den stokdøve fru Floras lysekrone, og hun henrivende hører det, som om han spørger ind til hendes tissekone!

Det skal nok få selv de mindste poder til at bryde ud i et rødmende grin.

Handlingen halter til gengæld. Sommerferien står for døren, og den byder ikke på meget sjov og spænding for vennerne Topper og Viggo. Det ændrer sig dog, da den store, gule Otto bliver legemliggjort midt i Toppers lejlighed, efter han har tegnet næsehornet med en magisk blyant. Et mirakel, som skal komme Toppers store kærlighed Sille til gode. Hun fik nemlig ikke sin højt ønskede hund i fødselsdagsgave.

At få et næsehorn ud af en lejlighed på tredje sal er dog ikke den nemmeste sag i verden. Slet ikke når de gæve venner modarbejdes af Viggos forbitrede far og byens inkompetente politimester, som desværre mangler Ole Lund Kirkegaards velkendte, humoristiske bid. De mangler facon og kantede karaktertræk. Problemet er måske, at Otto er et næsehorn ikke er Ole Lund Kirkegaard, når han allerbedst. Blandt hovedkaraktererne savner man en hæslig Orla Frøsnapper, der altid lurer rundt om hjørnet, en dum far, som får bølle-bank af Gummi-Tarzan, eller en hidsig vicevært, som Frode og alle de andre røddertager fusen på.

Også 3D-effekterne mangler fantasi. Næsehornet føles for fladt, så det virker, som om filmen lige så godt kunne være lavet i 2D. Men det er næppe noget, der bekymrer målgruppen, som er børn på ikke meget mere end ti år. For dem vil spilletiden på 76 minutter være tilpas lang. For de voksne er den tilpas kort.

Trailer: Otto er et næsehorn

Kommentarer

Land:
Danmark

År:
2013

Instruktør:
Kenneth Kainz

Manuskript:
Rune Shjøtt

Stemmer:
Lasse Kamper, Nikolai Aamand, Asta Danielsson, Lars Brygmann, Bodil Jørgensen, Tommy Kenter, Helle Dolleris, Søs Egelind

Spilletid:
75 min.

Premiere:
8. februar 2013

Censur:
Tilladt for alle

© Filmmagasinet Ekko