Det er fuldstændigt naturstridigt. De lange, slanke fingre med omhyggeligt filede negle spiller hurtigere på den akustiske guitars strenge, end øjet kan nå at registrere.
”Guitaren har frigjort mig. Jeg udtrykker mig gennem den,” fortæller Paco de Lucía i et gammelt sort-hvidt filmklip.
Han er i sandhed flamencoens mester. For ud over at blænde med sin lynhurtige, perfekte teknik og sin fuldendte, rene klang, så har han en unik musikalitet. Hans akkompagnement og melodier rummer skønhed og vildskab, så hårene på armene rejser sig. Kærlighed, ømhed, sorg, vrede, alle store følelser fremtvinger han på sit hule, seksstrengede instrument.
Han voksede op under beskedne kår i det andalusiske Algeciras, der var en fattig, ildeset del af Spanien. Hans far knoklede hver dag for at skaffe brød på bordet til familien. Men når arbejdsdagen var forbi, tog han ud for at spille flamencomusik, ofte uden at få en krone for det – for musikken var simpelthen meningen med livet.
Derfor var det naturligt, at Paco og hans søskende lærte at spille musik. Ved middagsbordet klapper de tørre flamencorytmer med flad hånd. Men syvårige Paco griber på et tidspunkt guitaren efter at have set sin storebror kæmpe med en lektion hos faren. Langsomt, men sikkert, spiller han den melodi, broren ikke kunne, selvom han aldrig har rørt ved en guitar før.
Historien om Paco fortælles overvejende kronologisk, så vi følger hans udvikling som musiker. Han reflekterer over musikken og sit liv, beskedent og kompromisløst, mens væsentlige personer for ham – fra storebroren, sangeren Pepe de Lucía, til guitaristerne John McLaughlin og Carlos Santana – giver deres besyv med.
Paco de Lucía revolutionerede flamencoen, fordi han inddrog andre genrer i en ellers konservativ musik- tradition – og han blev også udskældt af de gamle musikere. De mente, at han svigtede sine rødder.
Men i filmen forstår vi hans videbegær og evige lyst til at lære og suge til sig. Jazzmusik, rock og fusion – han er grænseløs i sin kærlighed til musik, og det gør ham også til en fantastisk improvisator, en praksis, der ellers ikke før har været forbundet med flamenco.
Fra duoen med den hudløst råt-syngende sigøjner Camarón de la Isla til den mere jazzede The Guitar Trio og hans senere fusionsprægede sekstet – og alle mulige samarbejdspartnere indimellem – går Paco på musikalsk opdagelse, mens filmens lydside forkæler høresansen.
Desværre døde det musikalske geni i en alder af 66 år i 2014. Han var faktisk midt i at medvirke i denne dokumentarfilm – de sidste optagelser skulle være lavet to dage efter, at han pludselig fik hjertestop.
Trods den sørgelige begivenhed bliver filmen aldrig et sentimentalt portræt. Det er særligt stærkt, da det tilmed er hans søn, Curro Sánchez Varela, der debuterer som filminstruktør. Og der er ingen slinger i valsen, når han krydrer nye interviews og optagelser med gammelt arkivmateriale og sepiatonede privatfotos, der gøres smukt levende med panoreringer og dybde-effekter, så personerne nærmest træder ud af billedet.
Pacos liv er spændende nok i sig selv, men det giver filmen endnu mere tyngde, at den også er et portræt af flamencokulturen. Det er de fattiges musik, og i Spaniens gader og skyggefulde gårdhaver mødes folk om musikken, fordi de ikke har andet. Alle kan klappe med, frustration og passion udtrykkes i flamencodans, mens der stemmes i med guitar og sang.
Så stærkt og medrivende er det musikalske fællesskab, at man får lyst til at hoppe i en tidsmaskine og tage til Spanien i midten af forrige århundrede, hvor den guitarbaserede flamenco havde sin storhedstid, inden den blev kommercialiseret allemandseje.
facebook
twitter
Kommentarer