Biografanmeldelse
16. juni 2015 | 11:12

Pride

Foto | Nicola Dove
I 1984 fandt de strejkende minearbejdere i Wales og bøsser i Londons undergrundsmiljø en fælles fjende i premierminister Thatcher. Gruppernes umage alliance er den sande historie bag Pride.

Det er en sejr, at en vigtig og rørende film om homoseksuelles rettigheder kan fokusere på politik frem for sex. Til gengæld mangler den lidt dramatisk frækhed.

Af Michael Bo

En halv snes homoer allierer sig med de strejkende minearbejdere i Wales og går på gaden med skilte og bannere. Og jo, der forekommer både glimmer og olierede muskler i Pride, men filmen er noget så sjældent for en mainstreamfilm som stramt vinklet på det aktivistiske snarere end det private.

Vores hovedperson, den unge Joe, får diskret taget sin dyd, mens historiens hunk, Mark, går seksuelt uantastet igennem handlingen som en retlinet, højrøstet London-udgave af den franske revolutions ikoniske Marianne.

Pride indskriver sig i en fornem britisk tradition for homotematiske skildringer, og den opnår samme inciterende, opviglende effekt som Mit smukke vaskeri (1985), Beautiful Thing (1996), Billy Elliot (2000) og den australske Ørkendronningen Priscilla (1994), der alle handler om, hvordan homoseksualiteten udfordrer et fjendtligt omkringliggende samfund.

De roterer også om det decideret private og bruger mere eller mindre eksplicit seksualitet som lokkemiddel.

Det er fantastisk, at vi er kommet dertil i borgerretshistorien, at en Pride kan laves med så ufravendt et fokus på det substantielle, det politiske. Men i dramatisk forstand er det også i nogen grad filmens svaghed.

Kort fortalt er Pride fortællingen om, hvordan bøsser i Londons alternative undergrund i 1984 solidariserer sig med de strejkende minearbejdere i Wales, som sultes og fryses til at makke ret af premierminister Thatcher.

Men en stor del af minearbejderne – traditionelt ikke det mest rummelige segment i forhold til seksuelle minoriteter – modsætter sig hjælpen, så der bliver lokal kamp til stregen mellem minearbejderfamilierne i den lille landsby Dulais.

Som en af replikkerne hedder: ”Hvad hedder egentlig ’lesbisk’ på walisisk?”

I London er Mark en karismatisk leder og god til at samle folk om sig og få dem til at forstå homosagen i en større sammenhæng, mens Joe er en tyveårig dreng, der stryger sine jeans, og hvis forældres forstadsmoral tvinger ham til at opfinde sin egen familie.

I Thatchers England var den seksuelle lavalder for homoseksuelle 21 år, hvilket lyder absurd i dag, men måske er det derfor, filmen træder lidt puritansk rundt om Joe, hvad hormonerne angår.

I det hele taget er den nok forsigtigere, end godt er, for eksempel taler de væsentligt pænere til bøsserne i Pride, end man gjorde det i virkelighedens Thatcher-England. Jeg ved det, for jeg var der. Kun ét faggot på to timer og ingen poofters?

Men Pride er en film for hele familien, og den klipper, skriver og spiller sig op til flotte emotionelle klimakser uden hanky-panky.

Scenen fra foreningshuset i Wales, hvor Dominic West med de lidt trætte permanentkrøller og den lidt for stumpede bluse viser hetero-mænnerne, hvor uimodståeligt man kan danse til Shirleys Shame Shame Shame, er et arketypisk eksempel fra genren, ligesom det forventeligt tager kegler, når den godmodige walisiske husmor Imelda Staunton går på læderbar med sin håndtaske.

Og når den altid brillante Bill Nighy som den aldrende minearbejder, måske, måske ikke, opdager noget om sig selv, bør der ikke være et øje tørt.

Der er masser af interessante takter i Pride, der peger ud over selve værket. For efter det store fællesprojekt med minearbejderne, der er den skinbarligste historiske sandhed, opstod der en politisk afmatning i homomiljøet, ikke kun i England.

Aids og en ny bølge af diskrimination trak veksler, og i subkulturen druknede man i høj grad sorgen ved at danse den væk.

Det er en god tone at anslå for en film som Pride, lidt som da Ang Lees undervurderede Taking Woodstock knap nok når at nyde den forlængede flowerpower-orgasme, før den gustne hverdag melder sig, og inden kapitalkræfterne for alvor sluger det frisættende i rocken.

Trailer: Pride

Kommentarer

Titel:
Pride

Land:
England, Frankrig

År:
2014

Instruktør:
Matthew Warchus

Manuskript:
Stephen Beresford

Medvirkende:
Ben Schnetzer, Abram Rooney, Dominic West, Imelda Staunton, Bill Nighy

Spilletid:
119 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Premiere:
18. juni 2015

© Filmmagasinet Ekko