Biografanmeldelse
12. juni 2013 | 20:00

Reality

Foto | Marco Onorato
Fiskehandleren Luciano bliver så optaget af den italienske udgave af Big Brother, at han tror, han selv er deltager. Reality dykker ned i hans svimlende vrangforestillinger.

Gomorra-instruktør Matteo Garrones nye film om en fiskehandler, der fanatisk dyrker Big Brother, er et fascinerende og tvetydigt melodrama a la Douglas Sirk.

Af Lee Marshall

Matteo Garrones opfølger til den eksplosive Gomorra er på alle måder en underlig film. Man kommer til at tænke på karikaturerne fra fladpandede italienske socialkomedier, men den er også en elegant kritik af disse klicheer. Den er elitær og folkelig på samme tid, boblende af visuelt og tematisk overskud, men samtidig lidt tilbageholdende med at folde dramaet ud.

Reality er baseret på sande begivenheder og fortæller historien om den napolitanske fiskehandler Luciano, hvis fascination af den italienske udgave af Big Brother gradvist bliver så altomfattende, at han kommer til at forveksle sine drømme med virkeligheden og tror, at han er blevet udvalgt som deltager.

Det besynderlige ved filmen ligger ikke så meget i historien i sig selv, men mere i måden den fortælles på. Plottet lægger op til mediesatirisk komedie, men Reality kan ikke rigtigt betegnes som en komedie. Dertil er den for mørk og trist, særligt i anden halvdel, hvor filmen dykker ned i en svimlende, nærmest Lynch’sk afgrund af vrangforestillinger, som da Luciano tror, at en græshoppe er en skjult mikrofon. Det vil være mere præcist at beskrive Reality som et melodrama, nærmest som Douglas Sirk lavede dem i 50’erne. Tænk bare på Imitation of Life, hvor Lana Turner-karakterens skuespilkarriere viser sig at være forgyldt elendighed. Også Reality handler om de illusoriske drømme om en strålende fremtid, som kan ødelægge ellers helt normale, velfungerende mennesker.

Gomorra blev i visse kredse hyldet som en tilbagevenden til den klassiske italienske neorealisme, og på overfladen trækker Reality på samme arv, ikke mindst i sit stjerneløse skuespillerensemble. Hovedrolleindehaver Aniello Arena – perfekt og rørende som en simpel mand vildledt af en gal drøm – er tidligere fodsoldat i Camorra-mafiaen og begyndte at spille skuespil i fængslet, hvor han afsoner en livstidsdom for sin rolle i et mafiarelateret mord.

Reality bør dog også sættes ind i en napolitansk kontekst. Selvom Garrone kommer fra Rom, er det her hans tredje film, som finder sted i eller i nærheden af Napoli. Reality udspringer af en napolitansk folketradition, der rækker tilbage til commedia dell’arte og en mere overset side af den neorealistiske pioner Vittorio De Sica, som også lavede farverige og bittersøde komedier som L’oro di Napoli. Alexandre Desplats fine soundtrack bevæger sig tydeligt i commedia dell’arte-traditionen og understøtter umiddelbart Lucianos evige optimisme, men underminerer den samtidig med melankolske toner.

Luciano er en trist Harlekin, der supplerer sin magre fiskehandlerindkomst med et fupnummer, som involverer udlejning af køkkenredskaber. Han er en tvetydig, androgyn karakter, der allerede i åbningsscenen iklæder sig dametøj for at underholde gæsterne til en bryllupsfest. Brudeparret ankommer i en disneyficeret hestevogn, og brylluppets stjernegæst er en tidligere Big Brother-deltager, der tager sig uanstændigt godt betalt for sin korte optræden. Her er fuldt af den billedfikserede verdens fortvivlede drømme.

I filmens første og mest medrivende del introduceres Lucianos verden og den hensmuldrende bygning, hvor han bor med sin store familie. Det er en verden af så tykt lykkelig arbejderklassesolidaritet, at man spørger sig selv, om instruktøren indikerer, at også denne virkelighed er imitation of life. Den overdrevent idylliske markedsplads, hvor Luciano sælger sine fisk, ligner næsten et gammeldags filmset.

På den måde viger Garrone uden om banale budskaber. Det her er ikke bare historien om, hvordan en mand af folket forføres af reality-programmernes tomme løfter om pludselig rigdom og berømmelse. Ligesom Den hvide sheik og The Truman Show er Reality godt nok en moralsk film om billedernes illusoriske magt. Men den antyder, at ”virkeligheden” ikke længere er en god målestok at dømme mediernes vildledelser efter. Også virkeligheden er fuld af forstillelse.

Trailer: Reality


Kommentarer

Land:
Italien

År:
2012

Instruktør:
Matteo Garrone

Manuskript:
Matteo Garrone, Massimo Gaudioso, Ugo Chiti, Maurizio Braucci

Medvirkende:
Aniello Arena, Loredana Simioli

Spilletid:
116 minutter

Premiere:
13. juni 2013

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

© Filmmagasinet Ekko