Serieanmeldelse
17. feb. 2017 | 06:58

Riverdale

Foto | Netflix
Archie (K.J. Apa) har fået en mere neddæmpet rødbrun nuance i håret end det orange garn fra tegneserie-originalen, mens teenageidolet Luke Perry som faren Fred Andrews bare ligner en lidt ældre udgave af sig selv.

Ny ungdomsserie er en ren klippe-klistre-kollage af tidligere tv-serier. Flot indpakning og velkendte figurer redder ikke kopiproduktet.

Af Ida Rud

Dylan fra Beverly Hills 90210 er blevet gammel. Men hov, han hedder ikke Dylan, men er en mand med skæg og rynker ved navn Fred Andrews i Luke Perrys skikkelse.

Og så er han far til Archie, der har hovedrollen i ny serie, der handler om de unge elever på Riverdale High.

Laura Palmer fra Twin Peaks var også gymnasieelev. Hun er ikke med i Riverdale, men det er Mädchen Amick, der var den smukke unge servitrice Shelly i David Lynch’ tv-serie. Nu er hun mor til seriens Betty og en ondskabsfuld møgkælling.

I Twin Peaks blev Laura Palmer myrdet. Det bliver Jason Blossom også i første afsnit af denne nye tv-serie – han bliver tilmed fundet ved søen ligesom Laura – og man skal virkelig ryste hovedet for ikke at føle sig hensat til tv-serierne fra de tidlige 90’ere.

Serien er bygget op om de ærkeamerikanske figurer fra Archie-tegneserie, men man har proppet forførende og farligt Twin Peaks-indhold ind i det kernesunde univers. Det er sikkert ment som en provokation, men man efterlades med følelsen af at se en dårlig kopi.

Byen Riverdale minder på mange måder om Twin Peaks. Den lokale diner oser af rustik charme, og der er masser af smuk natur.

Men serien finder sted i nutiden med alt, hvad det indebærer af moderne teknologi, herunder hævnporno, som de unge på Riverdale High også trækkes med.

Og så er der noget med et forbudt forhold mellem elev og lærer, ekstremt kontrollerende forældre, homoseksualitet og kærlighed. Selvfølgelig er der masser af kærlighed, når det handler om teenagere.

Men når man tackler hævnporno og homofobi så overfladisk, som det er tilfældet her, og løser det i et snuptag, virker det respektløst over dem, der kæmper med dens slags problemer i virkeligheden.

Der foregår alt for meget, og de første tre afsnit ud af seks er en uoverkommelig og forvirrende mundfuld.

Serien har ungdomsproblemerne fra 90210 pakket ind i et drama og en æstetik, der slægter Twin Peaks på. Men det er for meget, at seriens bagmænd er så forelskede i deres forbilleder, at de har castet skuespillere fra de serier i denne nye, incestuøse bastard.

Der er gjort meget ud af, at karaktererne skal ligne deres tegneserieophav. Charmerende Archie med det røde hår og talenter en masse. Blonde Betty, som er åh så perfekt og håbløst forelsket i Archie. Mørkhårede Veronica, der i serien er nytilflytter og gerne vil være bedste venner med Betty, men samtidig er lidt en strigle over for hende.

Og så er der Jughead, Archies bedste ven, der med sin kongekroneformede hue nu leger Truman Capote, manden bag I koldt blod, og vil skrive om mordet på klassekammeraten.

De unge hovedroller forstår intellektuelle referencer, som det langt fra er alle forundt. Derudover er de ekstremt forstående, åbensindede og modne. Det er urealistisk, at de er så overmenneskelige, og det skurrer, fordi de er popkulturelle kendinge.

Havde man lavet den her historie uden at bygge på en arv af forventninger til rollerne, kunne man godt være sluppet af sted med at gøre dem lige så nævenyttigt kløgtige og talentfulde, som tilfældet er.

Det er ærgerligt, at indholdet ikke matcher udseendet, for seriens production value og optagelser er voldsomt smukke. Der er skruet op for farverne, tøjet er ekstremt lækkert, velsiddende og (lidt for) retro-smart, og teknisk er der ikke en finger at sætte på serien.

Men de unge skuespillere har lige så meget karisma som en teflonpande på tilbud.

Trailer: Riverdale

Titel:
Riverdale

Land:
USA

År:
2017

Serieskaber:
Roberto Aguirre-Sacasa

Medvirkende:
K.J. Apa, Lili Reinhart, Camila Mendes, Cole Sprouse

Spilletid:
Tretten afsnit af 45 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
26. januar på Netflix

© Filmmagasinet Ekko