Biografanmeldelse
07. dec. 2016 | 19:37

Rød

Foto | Piotr Jaxa
Valentine (Irène Jacob) har studiejob som model. Efter hun er blevet fotograferet til en tyggegummireklame, kører hun ind i en hund – og alting ændrer sig.

Kieślowski slutter sin hudfletning af idealer mesterligt ved at vende vrangen ud på broderskabet. Her er mennesket i en rørende, ensom jagt på lidt kærlighed.

Af Jeppe Mørch

Rød skulle vise sig at blive Krzysztof Kieślowskis sidste film, og når man forlader verden med en så overrumplende, æstetisk bjergtagende diskussion af moralprincipper, er dommen ikke vanskelig.

Den polske instruktør er en af den europæiske filmhistories vigtigste skikkelser.

Hvis man da overhovedet tør ophøje sig til dommer efter rulleteksterne. I Rød føres den slags hovne bæster mod anger og sjælesår.

Filmen afslutter Kieślowskis drilske dissektion af de franske revolutionsidealer liberté, égalité, fraternité, og denne gang er det den smukke tanke om nationalt broderskab, der udstilles som en enfoldig umulighed.

Polakken klipper simpelthen de forestillede fællesskabers tynde tråde over.

Det er livet, Kieślowski vil beskrive på under 100 minutter, og det lykkes instruktøren, når karaktererne vralter vilkårligt rundt på flugt fra ensomhed.

Det starter med en drastisk rejse. Vi suges ind i filmen, som er vi selve telefonforbindelsen mellem England og Genève. De 1.000 kilometre går gennem ledninger og Den Engelske Kanal.

Valentine (Irène Jacob) modtager mange opkald fra sin besidderiske kæreste. Han befinder sig i Storbritannien, mens hun studerer og arbejder som deltidsmodel i Genève.

Et tyggegummifirma vil bruge Valentines ansigt i en stor kampagne, og snart hænger et gigantisk billede af de smukke træk ved et lyskryds. Så indtræffer det tilfældige: I bil skumpler hun ind i en hund, og livet ændrer sig.

Tricolore-trilogien lader titlerne bestemme farvevalget. I Rød er alt rødt. Tapet, trafikskilte, plakater, seler, schweizerkniv, bowlingkugler, efterårets blade, solnedgangen over Alperne. Farven er kærlighed og det gode, men også det blod, som flyder fra den påkørte vovse.

Hunden tilhører den tidligere dommer Kern, der gestaltes af uforlignelige Jean-Louis Trintignant (Hanekes Amour). Her har han lagt ansigtet i spotske folder, for tilværelsen har kanøflet ham. Som så mange andre har han vendt sorg til fjendtlighed.

Han virker ligeglad med hundeulykken, og apatien både frastøder og fascinerer Valentine. Hun kan ikke glemme Kern og vender da også efter nogle dage tilbage til hans ruinøse gemakker, hvor støv og snavs ændrer farvetonen.

Vi går fra det røde til det brunlige.

Kieślowskis film taler ikke kun til intellektet, selv om parrets diskussioner om modstridende begreber som medlidenhed og afsky konstant får én til at overveje sine egne standpunkter.

Piotr Sobocińskis eminente kamerabevægelser skifter mellem det helt rolige og det abrupt konvulsiviske. Det går i kroppen. Første gang Valentine befinder sig i Kerns hus, er vi som hensat til en horrorfilm, hvor det forfærdelige kan gemme sig om hvert hjørne.

Senere opdager hun, at Kern bruger sit otium på at overvåge sine naboers telefonsamtaler. I denne scene skifter synsvinklen pludseligt, og man bliver i tvivl om, hvem af de to hovedpersoner der overvåger hvem.

Rød foregriber et af nutidens mest skræmmende og interessante emner, og gennem Valentine forstår vi, at Kerns overvågningsprojekt er både forkasteligt og dragende.

I en sidefortælling gennemlever en nyuddannet dommer tilsyneladende smertelige oplevelser fra Kerns ungdom, og sådan sammenfletter Kieślowski temaer, plot og karakterer uden at plædere for en større sammenhæng eller kausalitet.

Alt kan lige så godt være et resultat af tilfældigheder.

En dag kan Valentine ikke komme ind i sin lejlighed. Nøglehullet er blevet stoppet til med tyggegummi, og det er uklart, om nogle barylere blot har kedet sig, eller om de har gjort det, fordi hendes ansigt reklamerer for tyggegummi over hele Geneve.

Kieślowski lader Kern bløde op i løbet af filmen, og til sidst kæler han endda for hvalpe. Men den polske mester er ingen romantiker, og da han endelig har samlet alle tråde (også dem fra Blå og Hvid), lader han det hele kæntre.

Livet er lunefuldt.

Trailer: Rød

Kommentarer

Titel:
Rød

Originaltitel:
Trois couleurs: Rouge

Land:
Frankrig, Polen, Schweiz

År:
1994 

Instruktør:
Krzysztof Kieslowski

Manuskript:
Krzysztof Kieslowski, Krzysztof Piesiewicz 

Medvirkende:
Irène Jacob, Jean-Louis Trintignant, Frédérique Feder, Jean-Pierre Lorit

Spilletid:
99 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt over 7 år 

Premiere:
8. december

© Filmmagasinet Ekko