Biografanmeldelse
13. maj 2014 | 18:36

Selv i de bedste hjem

Foto | Jean-Claude Moireau

Fabrice Luchini spiller den krakilske klasselærer Germaine, som klager sig over ungdommens lave dannelsesniveau. Han liver dog op, da Claude (Ernst Umhauer) begynder at aflevere velskrevne, men uhyggelig virkelighedsnære stile.

François Ozon viser Hitchcock’sk suspense og nyt menneskeligt overskud i historien om en lærer, som bliver afhængig af at læse sin elevs fristile om overklassens seksuelle udskejelser.

Af Michael Bo

Hvad er der sket for François Ozon?

Fransk films sardoniske og hjerteløse levnedsskildrer har byttet den nemme sarkasme ud med noget langt dybere og mere forpligtende.

Fra at være en andenrangs-Chabrol viser han nu takter til at blive en førsterangs-Hitchcock med et stramt og mesterligt greb om suspense-teknik og med et nyt menneskeligt overskud. Faktisk ét, som han end aldrig har antydet før.

I Selv i de bedste hjem modtager klasselæreren Germain, evindeligt forbitret på ungdommens og på vidensniveauets vegne, en stil fra den forældreløse Claude. Her fortæller han, hvordan han har udspioneret en klassekammerat, Rapha, og tiltusket sig adgang til hans familie for at se, hvordan den pæne, veltilrettede middelklasse lever.

Snart modtager læreren et opus 2, en fortsættelse, og inden længe er både læreren og hans kone afhængige af drengens skriverier, der begynder at flirte med både sex og død. Samtidig dukker de selv op i udkanten af prosaen, og snart ved de ikke, hvad der er digt og realitet. Og er drengen ligefrem farlig?

Der er noget Tartuffe over præmissen, Molières smiskende pjalt, der indynder sig i en familie og udstiller deres sociale og seksuelle hykleri. Men Claude er ikke i Raphas hjem for at bidrage med et socialt eftertryk. I det omfang, han gør det alligevel, er det som en bi-effekt. Hvorfor han er der, ved han næppe.

Germain, den vrisne, gamle krakiler, bliver ved med at finde fortælletekniske problemer med Claudes stile: ”Der mangler noget konflikt,” brokker han sig, og straks opfinder Claude – og dermed Ozon – lidt melodrama i hver deres fortælling.

Da Claude vil forføre Raphas mor med et digt, hvæser Germain: ”Ja ja, drop et vers og en metafor over for middelklassen, og det er som at smide en bombe. Jeg vil læse om, hvad der optager dig!”

I afdæmpede, realistiske farver og en rolig klipperytme følger Ozon – fantasten, fabuløren, ferskvandshajen – hvordan den lille historie udfolder sig, mageligt tilbagelænet og med et finurligt-fiffigt udtryk i ansigtet. Det er en smule tørt, men kun i delikat grad. Det har en elegance og en lethed i afleveringen, der er besnærende.

En ung Ozon ville have understreget metalaget i filmen, udpenslet hvordan liv og kunst spejler hinanden. Han ville have tegnet figurerne med flere og mere barokke penselstrøg. Og han ville have hængt dem til tørre på Chabrol-manér med denne selvrefererende, brillante og blærede kunst, han kan som sin ABC.

Derfor er det fascinerende at opleve, hvor tyst et hjørne han arbejder fra i disse år. Selv i de bedste hjem og den endnu nyere Jeune et jolie hviler i sig selv og er nærmest demonstrativt udemonstrative, og de kommer jo dog fra manden, der skabte 8 kvinder, Angel og Potiche. Selv når han i en mellemperiode med film som Under sandet og Swimming Pool skruer ned for glamour og kitsch, er stilen upåfaldende på en ret påfaldende måde.

Selv i de bedste hjem ville, i mindre kyndige hænder end Ozons, have udviklet sig til ren thriller, for han magter den subtile suspense som få. Den ætsende sociale satire lader han også ligge.

I stedet kigger han fordomsfrit og lakonisk på denne Claude og hans fortællemani – og denne desillusionerede professor og hans fortolkesyge. Han lægger hovedet på skrå og siger: ”Hmmmm ...”

Tak til importørerne, i øvrigt, for en tilbagevenden til danske titler i stedet for de generiske amerikanske titler, som også europæiske film har været udstyret med i årevis.

Trailer: Selv i de bedste hjem

Originaltitel:
Dans la maison

Land:

Frankrig

År:
2012

Instruktør:
François Ozon

Manuskript:

François Ozon

Medvirkende:

Fabrice Luchini, Ernst Umhauer, Kristin Scott Thomas, Emanuelle Seigner

Spilletid:

105 min.

Aldersgrænse:

Tilladt for alle

Premiere:
15. maj 2014

© Filmmagasinet Ekko