Kunstanmeldelse
16. feb. 2014 | 12:36

Skammekrogen – film i første person

Foto | Dark Matters
Som tilskuer sidder man rundt om bordet i Skammekrogen, men hjernen tror, at kroppen er i bevægelse på grund af virtual reality-brillerne. Det kan give kvalme.

At deltage i en skamfuld middag iført virtual reality-briller er en banebrydende oplevelse, der hæmmes af teknologiske begrænsninger.

Af Rune Bruun Madsen

Enhver med fantasien i behold har formentlig drømt sig fra biografens slatne sæde og op på det hvide lærred – side om side med stjernerne i begivenhedens centrum.

Springet gennem den fjerde væg er nu muligt. I hvert fald til en vis grad.

Skammekrogen – film i første person er en del af videokunstfestivalen Fokus 2014 i Nikolaj Kunsthal. Via virtual reality-udstyr smelter man sammen med en af de fem skuespillere i en kortfilm optaget med 180-graders kamera.

Man oplever med andre ord filmen gennem øjnene på én af de medvirkende.

Bag filmen – og projektet – står instruktør og manusforfatter Johan Knattrup Jensen, producer Mads Damsbo og konceptgruppen Dark Matters.

Som et naturligt trinbræt til oplevelsen placeres jeg og mine fire meddeltagere rundt om et dekadent spisebord, inden vi modtager vores instrukser. Vi ifører os de højteknologiske briller, der er nøglen til illusionen. Kunststykket kan begynde.

Pludselig befinder jeg mig til en familiemiddag. Rundt om bordet sidder min mand, min yngste søn og min ældste søn, der har sin nye kæreste med hjem for første gang.

Jeg slår blikket nedad og kigger – ubehageligt uvant – på mine egne feminine kurver. Jeg er mor Karen. Jeg sætter tydeligvis stor pris på rødvin.

”Nu skal I bare tage for jer. Der er mere, hvor det kommer fra,” siger jeg anspændt og lyder som en kliche.

Rammen for Skammekrogen er velvalgt. Stort set alle kan relatere til den trykkede familiemiddag, hvor gode intentioner langsomt erstattes af uproduktive promiller og pinlige optrin.

Far spilder flødeskum på gæstens barm. Sønnen bliver grov over for sin nye kæreste, da hun ikke kan spise op. Og moren – altså mig – afslører pludselig en skandaløs hemmelighed.

En aroma af skam hænger tungt over det ovale middagsbord. Jeg har det, som om jeg er med i en miniatureudgave af Festen. Det her er film og socialt eksperiment i samme ombæring.

Filmen i sig selv fungerer glimrende. Sofie Stougaard og de øvrige skuespillere er overbevisende som akavede middagsgæster, og den dramaturgiske bue spændes vidt på de kun atten minutter, filmen varer.

Det interessante ved den personlige synsvinkel er, at vi oplever hver vores version af middagen. Jeg ser eksempelvis ikke min mands pinlige optrin, fordi jeg er på toilettet.

Her adskiller konceptet sig fra en konventionel spillefilm, hvor alle potentielt har samme forudsætning for at afkode værkets plot. Derfor er det også fornuftigt, at konceptet inkluderer en ti minutters samtale efter filmen, hvor alle klarlægger deres oplevelse.

Imidlertid er oplevelsen hæmmet af teknologien. For det første er de enkelte pixels i ens synsfelt markant tydelige. Det føles lidt som at opleve verden gennem et myggenet. Resultatet er en uskarp grafik, hvor detaljer som ansigtstræk og sovsens kontur på tallerkenen fremstår sært udviskede.

For det andet oplever to af mine borddamer, at det mildt klaustrofobiske set-up giver kvalme, hvilket vi da også er advaret om på forhånd. De må derfor lukke øjnene flere gange under filmen på bekostning af indlevelsen.

Desuden må en af deltagerne forlade bordet allerede inden filmen begynder, fordi der er problemer med den computer, brillerne er tilkoblet.

Hvad der på papiret er en banebrydende filmoplevelse, bliver derfor i praksis en blandet fornøjelse. Konceptet rummer ellers uanede muligheder, også inden for andre genrer som computerspil og pornografi. Potentielt kan man jo netop opleve ethvert tænkbart scenarie fra egen synsvinkel – måske i fremtiden endda per bestillingsopgave?

I det amerikanske militær, hvor brillerne er udviklet, anvendes virtual reality til at behandle soldater med posttraumatisk stress. Men teknologien er stadig en stopklods for den indlevelse, der skal ophæve barrieren mellem tilskueren og det virtuelle scenegulv.

Trailer: Skammekrogen:

Land:
Danmark

År:
2014

Instruktør:
Johan Knattrup Jensen

Manuskript:
Johan Knattrup Jensen

Medvirkende:
Sofie Stougaard, Ole Boisen, Katrine Bruun, Benjamin Engell og Sebastian Teschemacher

Spilletid:
30 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
7. februar til  2. marts i Nikolaj Kunsthal, København

© Filmmagasinet Ekko