Biografanmeldelse
17. okt. 2015 | 17:15

Slow West

Foto | Parisha Taghizadeh
Kodi Smit-McPhee spiller, trods sin unge alder, lige op med den rutineret og altid gode Michael Fassbender i Slow West.

Michael Fassbender og unge Kodi Smit-McPhee er et forrygende makkerpar i et uhøjtideligt og fejende flot livtag med den ellers bedagede western-genre.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Slow West er en af de sjældne film, der er præcis, hvad titlen lover. Nemlig en western, der går langsomt til værks og giver sig god tid. Handlingen er enkel, klog og driver roligt af sted som en cowboy på sin hest over prærien.

Men selv om filmen trækker selvbevidst på westerngenrens bagkatalog, er den alligevel befriende original og forfriskende.

Historien starter, da den unge Jay (Kodie Smit-McPhee) i 1870 rejser fra Skotland til Amerika for at finde sin elskede Rose (Caren Pistorious).

På rejsen over den farefulde amerikanske ødemark møder Jay den knarvorne, men snarrådige Silas (Michael Fassbender), der tilbyder sin hjælp som en rejsemakker. Eller chaperone, som Fassbender kalder sin funktion med stærk amerikansk accent.

Jay og Silas er et godt, men umage par. Jay er uskyldig og godtroen, mens Silas’ hjælpsomhed skjuler hans egentlige hensigter. Hvad Jay ikke ved, er der udstedt en dusør på Rose og hendes far – død eller levende. Silas er dusørjæger og vil ledes på sporet af Rose.

Filmen udvikler sig hurtigt som en road movie, der bevæger både sine karakterer og handlingen mod den uundgåelige finale. Rejsen mod vest og Rose bliver også hurtigt identisk med Jays udvikling fra dreng til mand.

Men Jay og Silas er ikke de eneste, der leder efter Rose. En bande dusørjægere ledet af Payne (Ben Mendelsohn) følger dem, og så bliver det pludselig et spørgsmål om tid. Hvem finder først Rose?

Slow West ligner på mange måder film som Coen-brødrenes True Grit eller Kristian Levrings The Salvation – film, der selvbevidst leger med den moderne western som genre. Men Slow West er ikke blot en stilsikker eksekveret genreøvelse, men vinder især på sine to hovedkarakterer.

Makkeparret Michael Fassbender og Kodi Smit-McPhee er forrygende sammen. Selv om deres dialog er beskeden og nedbarberet til det mest nødvendige, knytter de et selvironisk, maskulint bånd.

Det kommer renest til udtryk i en scene, hvor Silas barberer Jays pubertetsdunede kinder med en skarpsleben dolk. Scenen emmer af det far-søn-forhold, der hele tiden har ligget latent, og tillidsforholdet mellem de to mænd symboliseres effektivt ved ragekniven på halsen.

Slow West er instruktøren John Macleans første spillefilm. Og det er en lovende og imponerende debut. Handlingen, lyden og billederne underbygger ubesværet hinanden, og resultatet bliver derfor et helstøbt værk.

Det slentrende soundtrack assisterer lækkert handlingens fremaddrivende progression. ”Let’s drift,” som det lyder flere gange, når Jay og Silas skal ride afsted.

Slutningen er et overlegent eksekveret klimaks eller show down,som det hedder i western-terminologien.

Til trods for at Slow West ikke er filmet i det brede format, som vi kender fra Sergio Leones spaghetti-westerns, er finalen fejende flot og udnytter det filmiske rum sikkert. Her bliver en skudduel i og omkring et lille hus på en stor kornmark fatal for vores hovedpersoner.

Uden at gøre det store væsen af sig transcenderer Slow West således westerngenrens rammer. Den vedkender sig sin arv uden at romantisere. Men vigtigst af alt kan filmens kerne sagtens stå uden genre-skelettet. Det menneskelige drama og relationen mellem Jay og Silas kommer først, og dernæst pakkes det ind i en western med masser af selvironi.

Derfor er det også helt fortjent, at Slow West kommer til Danmark med Grand Jury-prisen fra årets Sundance-festival i bagagen. Det er en stærk filmoplevelse, der langsomt, men sikkert erobrer én.

Trailer: Slow West

Titel:
Slow West

Land:
England, New Zealand

År:
2015

Instruktør:
John Maclean

Manuskript:
John Maclean

Medvirkende:
Michael Fassbender, Kodi Smit-McPhee

Spilletid:
84 min.

Aldersgrænse:
Tilladt over 15 år

Premiere:
22. oktober 2015

© Filmmagasinet Ekko