Cph:Dox 2017
17. mar. 2017 | 16:19

Starless Dreams

Foto | Oskouei Film Production
De fleste af pigerne i Starless Dreams drømmer om, at verdenen uden for ungdomsfængslet vil behandle dem godt, når de omsider har afsonet deres straf.

Iransk dokumentar giver et sjældent indblik i et ungdomsfængsel, hvis mordere og pushere er teenagepiger med helt almindelige drømme.

Af Jens Steinicke Kjær

”Hvad hedder du?” spørger instruktøren Mehrdad Oskouei en af pigerne i ungdomsfængslet i Teheran. ”Ingen,” lyder svaret fra en lille pige med at flabet smil.

I syv år ansøgte den iranske instruktør om at filme inde i institutionen, og til sidst fik han overraskende tilladelse af diktaturet, der ellers ikke skilter med sine sociale problemer. I tyve dage havde Oskouei og hans filmhold adgang til de indsatte og lov til at være fluen på væggen.

Instruktøren er tålmodig, nysgerrig og opmærksom, og det er måske derfor, at han får hudløst ærlige historier ud af de mange piger, som er indsatte i fængslet.

Ingen er teenager og har været afhængig af crystal meth i fem år. Hun er vant til at gå med pistol, men har ikke lyst til at dræbe nogen på nær sin onkel, som er grunden til, at hun er flygtet fra sin familie. Han har flere gange misbrugt hende.

Dokumentaren imponerer, fordi de unge piger fortæller så bramfrit om deres oplevelser. Det er sjældent, at nogen får lov til at komme ind og snakke med pigerne, så måske er det grunden til, at Oskouei har nemt ved at få historier ud af dem.

Men som filmen skrider frem, forstår man, at pigerne slet ikke er piger. De er mordere, røvere og pushere, der dog alle er blevet tvunget ud i kriminalitet på grund af deres tarvelige familieforhold.

De har set så mange forfærdelige ting, at et interview med en rar voksen mand er barnemad. De har været tvunget til hurtigt at blive voksne og konfrontere virkelighedens ubarmhjertigheder i en meget tidlig alder.

Med et enkelt udtryk og behagelige billedkompositioner fremstår fængslet dog som et overraskende rart sted at være.

Fangerne fjoller og leger med dukker som de børn, de er, og gennemgående skaber dokumentaren en fornemmelse af, at det ikke er pigerne, som der er noget galt med. De har samme følelser og drømme om kærlighed som mange andre unge piger. Det er samfundet uden for fængslet, der er skurken.

En syttenårig er kommet i fængsel, fordi hendes papfar har tvunget hende til at sælge stoffer. Hun blev gift som fjortenårig og har en datter på to. Hun er selv afhængig af stoffer, fordi hendes mors misbrug vakte hendes nysgerrighed.

Pigerne er født direkte ind i elendigheden og har ingen mulighed haft for at styre uden om strømmen af slum og fattigdom. Stoffer er en hurtig, men risikabel vej til penge. En af dem kalder sig ”651”, fordi det er antallet af gram, hun blev taget med, da hun blev anholdt!

Nogle af de mest hjerteskærende scener foregår på fængslets kontor, hvor pigerne får lov til at ringe til deres familie. De fleste af dem ender med at græde højlydt, fordi deres familiemedlemmer ikke vil have noget med dem at gøre.

Sådan understreger Mehrdad Oskeui kløgtigt, hvordan der for mange af de indsatte ikke findes nogen livline. De er overladt til sig selv.

Somayeh sidder inde for at have dræbt sin egen far. Faren bankede både hende og moren så voldsomt, at de til sidst blev enige om at tage hans liv. Hun forklarer, at pigerne i fængslet forstår hinanden og derfor respekterer hinanden.

Alligevel har de fleste svært ved at forstå, hvorfor Somayeh dræbte sin far.

Fangernes sammenhold bliver smukt fremstillet, da de skal vaske tæpper sammen. I flok bærer de tæpperne ud og får dem hurtigt renset, fordi de har gjort det mange gange før og forstår at arbejde sammen. De griner og hygger sig.

I filmens sjoveste og mest bizarre scene, får de besøg af en dukkefører, som har en masse dukker med. Pigerne leger med dukkerne, men dukkernes replikker er noget anderledes end på et dansk børneværelse: ”Det er nytårsaften, lad os stjæle noget Adidas-tøj og finde en kone.” ”Hej Lela, jeg elsker dig. Jeg vil røve og stjæle for dig.”

Det er underholdende at se, hvordan de unge kvinder selv forstår, hvor absurd deres tilværelse er.

Natten inden Ingen bliver sat fri, kan hun ikke sove. Oskouei spørger, hvorfor hun er vågen. Den ellers hårde pige bryder ud i gråd. Tidligere har hun forklaret, at hendes hårde attitude bare er facadespil.

I virkeligheden er hun bange for at ende tilbage i rendestenen. ”Vil du ikke kæmpe for et bedre liv,” spørger Oskouei. ”Samfundet er stærkere end mig,” svarer den lille pige opgivende.

Starless Dreams understreger den håbløshed, som pigerne lever under, men mest af alt viser den, hvordan de inderst inde har et hjerte af guld og potentiale til at blive til meget mere end samfundet tillader.

Trailer: Starless Dreams

Titel:
Starless Dreams

Originaltitel:
Royahaye dame sobh

Land:
Iran

År:
2016

Instruktør:
Mehrdad Oskouei

Manuskript:
Mehrdad Oskouei

Spilletid:
76 minutter

Premiere:
18. marts på Cph:Dox

© Filmmagasinet Ekko