kortfilmanmeldelse
27. okt. 2017 | 08:31

Super8 midtvejsfilm årgang 8

Foto | Kim Bech
Det er en lille genistreg at få Ghita Nørby til at spille den konfuse, men geniale forsker Ellen Franklin i Lux Aeterna, mener Ekkos anmelder.

Kvinder har morderiske, journalistiske og kunstneriske drømme i Super8’s midtvejsfilm. Særligt sci-fi-film om evigt liv viser, at filmtalent findes i Aarhus.

Af Jeppe Mørch

Der kan sagtens laves film langt vest for Valby Bakke.

På den netop overståede Cph Pix-festival brugte Kasper Rune Larsen Aarhus som kulisse i en vidunderligt doven slackerfilm med den drillende, emblematiske titel Danmark.

Danske filmtalenter findes ikke blot i København, og de beskæftiger sig med andet end hovedstaden.

Larsen er uddannet fra Vestdanmarks alternative filmuddannelse, Super8, og nu viser et nyt, talentfuldt kuld fra skolen i Aarhus deres midtvejsfilm frem her hos Ekko.

Og det er ikke til at få øje på jysk sindighed eller mindreværdskomplekser i de tre kortfilm.

Johan Egholm Nielsen skejer fuldstændigt ud med blod og kidnapninger i genrelegen Lillepus, mens Edith Tvede Byg-Fabritius dygtigt eksperimenterer med spirituel sci-fi i en hangar på Aarhus havn. I November forener Kasper Møller Jensen kunstnerdrømme og gråt efterår i et sandt montage-virvar.

Alle tre værker har ambitiøse kvinder i centrum. Én vil så gerne dræbe, én vil så gerne journalistikken, og én vil så gerne være filmskaber.

Lillepus
Johan Egholm Nielsen går grassat med hele genre-paletten i Lillepus.

Det er filmens styrke – og svaghed.

På film og i serier præsenteres seriemordere oftest som kejtede mænd med moustacher og mærkværdige moderbindinger. Tænk bare på den aktuelle Netflix-serie Mindhunter.

Derfor er det skægt, når den psykopatiske dræber i Lillepus gestaltes af teatralske Pernille Højmark. Med sorte øjne og viltert hår kidnapper hun unge piger hjem til den uhumske gård, hvor hun bor med sønnen – det lille pus fra titlen.

Alexander Krumhausen klarer den svære kunst at spille debil og misrøgtet ved at gøre den fuldvoksne pusling til en sølle eksistens et sted midt mellem Kaspar Hauser og Quasimodo. Johan Egholm Nielsen, der selv har stået for manuskriptet, har kløgtigt gjort titelrollen stum, så Krumhausen slipper for at tale som en evnesvag.

Sønnens tilstand forklares tydeligt med ar i ansigtet og tjavsede bukser.

De fleste rekvisitter i Lillepus er blodrøde, knivene er monstrøse, og ude på gårdspladsen står kærrer. Pernille Højmark fungerer skamløst underholdende, for hun turnerer morder-moren, som var hun med i en revy, og den svulstige stil gennemføres konsekvent.

Det tilfører en masse tant og fjas til ondskaben, men desværre umuliggør det også den indlevelse, som er altafgørende, hvis en gyser skal skræmme.

Lillepus er nok morsom, men aldrig decideret uhyggelig.

Lux Aeterna
Edith Tvede Byg-Fabritius har begået en mindre genistreg ved at få Ghita Nørby til at spille konfus, men genial forsker i sin midtvejsfilm.

Med sorte øjne og viltert hår brillerer erfarne Ghita som aldrende Ellen Franklin, der muligvis har løst det gamle spørgsmål om evigt liv. Journalisten Helene (Ditte Ylva Olsen) hader de voxpops, hun normalt udfører, så da hun får færten af Ellen Franklins opfindelse, bliver hun vild i øjnene af udsigten til et scoop.

Lux Aeterna starter som en interview-film a la Frost/Nixon, før Byg-Fabritius bevæger sig mod fængende sci-fi.

I en hangar i Aarhus havn har filmholdet opbygget en hvælving af lysende tråde, og konstruktionen fungerer eminent som mystisk maskine, der slår fast, at eksistensen er cyklisk.

Kroppen dør på et tidspunkt, men sjælen kan leve videre!

Edith Tvede Byg-Fabritius har skrevet manuskriptet i samarbejde med Nicklas Tägtström Møller, og makkerparret diskuterer ganske imponerende både videnskab og spiritualitet uden at reducere nogen af begreberne.

Ligesom Søren Peter Langkjær Bojsens Super 16-film Delphi viser Lux Aeterna, at man sagtens kan forene et meget lille budget med svimlende science fiction, hvis blot hittepåsomheden er stor nok.

CGI synes overflødig, når man som Edith Tvede Byg-Fabritius kan få en sjæl til at forlade en krop ved hjælp af lidt blå røg og den helt rigtige belysning.

November
Det må være en sælsom smerte at føle sig kunstnerisk begavet – og så ikke have noget på hjerte.

Sådan sjosker en ung, norsk kvinde (Theresa Frostad Eggesbø) rundt og lytter til manuskript-råd i høretelefonerne i en Henrik Nordbrandt’sk grå november, hvor selv sex fremstår gabende kedsommeligt.

Hun vil skrive et manuskript, men hun har intet at skrive om. Eller jo, måske noget om barndommen i Oslo. Og blomster i fuldt flor.

De sværmeriske tanker overbeviser ikke den konsulent, som skal tildele penge.

Kasper Møller Jensen illustrerer virtuost tankemylder og skriveblokade ved spastiske montager, der samtidig beskriver hovedpersonen i November som et medlem af den opmærksomhedsudfordrede YouTube-generation.

Samme trick anvender Joachim Trier i Louder Than Bombs, hvor knøsen Conrad netop producerer YouTube-videoer om forrådnelse for at bearbejde sin mors død.

Den norske kvindes erindringer om sin fødeby giver også positive mindelser om Triers Oslo, 31. august.

I disse autofiktive tider er det en yderst relevant pointe, at ikke alles hverdage rummer det fængende og universelle. Omvendt bakser Kasper Møller Jensen og manuskriptmakkeren Mie Schou med det faktum, at de har givet deres hovedperson et kedeligt liv.

Super8 midtvejsfilm

Lillepus
Instr. Johan Egholm Nielsen

Lux Aeterna
Instr. Edith Tvede Byg-Fabritius

November
Kasper Møller Jensen

Se filmene her.

© Filmmagasinet Ekko