Biografanmeldelse
10. okt. 2016 | 18:57

Supersonic

Foto | Mint Pictures
Noel Gallagher (th.) sagde farvel til Liam (tv.) i 2009, og til trods for vedvarende rygter afviser de rivaliserende brødre at blive genforenet.

Medrivende Oasis-dokumentar med gamle optagelser giver indsigt i tragedier og eskapader og et rockhistorisk sus fra 90’erne.

Af Anders Højberg Kamp

Dokumentaren slutter, hvor den begynder. I august 1996 spiller Oasis på Knebworth foran 125.000 begejstrede tilskuere. Pigerne hviner af forsanger Liam, drengene beundrer Noels kompositioner. To aftener i træk. Over 2,5 millioner mennesker forsøgte at få billet.

Nu kan Oasis ikke blive større.

Fra den storladne scene tager dokumentaren os tilbage i tiden og kronologisk frem. Fra brødrene Noel og Liams Gallaghers barndom i et hårdtprøvet arbejderklassehjem – med en voldelig far og kærlig mor – til rodløs ungdom med fodbold, piger og pubber til en mere eller mindre tilfældig entré i et band i 1991.

Fra gaden til tronen, lyder den fængende og til tider hypnotiserende historie frem mod det store koncert-klimaks.

I den periode udgiver bandet deres to første albums, der lægger verden ned. Den øjeblikkelige succesdebut Definitely Maybe og hitparaden (What’s the Story) Morning Glory?

Derimod får vi intet at vide om tiden efter toppen, den tid, hvor bandet vaklede på grund af offentlige skænderier mellem Gallagher-brødrene, der endeligt gik fra hinanden i 2009.

Måske fordi Oasis-brødrene selv har været med til at producere filmen?

Historien fortælles gennem gamle hjemmeoptagelser, interviews og fotografier og voice-over fra primært brødrene. En lignende form så vi i den fremragende dokumentar Amy, hvis instruktør, Asif Kapadia, har været med til at producere filmen.

Instruktør Mat Whitecross, der blandt andet står bag Ian Dury-dokumentaren Sex & Drugs & Rock & Roll og Vejen til Guantanamo sammen med Michael Winterbottom, er utvivlsomt blevet påvirket af stilen.

Heldigvis for det.

Filmen fungerer, fordi arkivmaterialet er så rigt, og fordi fortællingen får tid og plads til at udfolde sig. Det er britpopscenen fortalt gennem ét band, Oasis, og det er helt i orden, at andre engelske 90’er-konger som Blur, Pulp og Suede og den fejde, der skulle være mellem de forskellige fans og bands, er udeladt.

For splittelse er der rigeligt af, og det er guf for munden og ørerne.

Forholdet mellem de to brødre er den klassiske kat-og.hund-historie. Liam Gallagher er lillebror og ballademager, der konstant vil have opmærksomhed, fest og kvinder. Noel er den alvorlige storebror, der sidder alene på værelset eller i studiet for at øve sig. Noel misunder Liam for hans udseende og charme, Liam misunder Noel for at skrive 90’ernes største sange.

Supersonic er rockmyte, når det er bedst, og ikke-fans kan være med hele vejen fra livet i arbejderkvarteret til verdens største scener.

Det er sex, stoffer og smadrede hotelværelser. Det er arrogance i medierne. Både Liam og Noel mener, at de er verdens bedste band. Det er interne magtkampe, der bliver forløst live på scenen. Tag bare bandets tour til USA, hvor Liam Gallagher – energidrevet på crystal meth – på scenen smider en trampolin efter Noel. Noel tager umiddelbart efter et fly.

Men han blev i bandet, for hvad skulle han ellers lave, spørger han. Være på bissen?

Bassisten forlader også bandet, men kommer tilbage igen. Det må man gerne, siger Liam. Er man inde, så cool. Når man er væk, er man en wanker.

Derimod bliver trommeslageren koldt og kynisk smidt ud. Man får indtryk af, at Liam hader ham, fordi han er dårlig på trommer. Endnu dybere stikker hadet til deres far, som tæskede Noel, ikke Liam, fra barnsben.

Familie- og bandstridighederne er rørende, men alvoren bliver – heldigvis – konstant brudt af scener med sarkastiske og kompromisløse drengerøvskommentarer, der er fyldt med ”fucking” og ”shite”, som særligt Liam Gallagher er blevet så kendt for.

Og det er hamrende underholdende.

Noel kom ikke til premieren på filmen, og det fik Liam til at kalde sin storebror for en ”shit bag” på hans i øvrigt underholdende Twitter-profil, hvor Noel konstant bliver udstillet som en kartoffel.

Det lyder plat, men fejden på de sociale medier hører med til alt det, der foregår efter dokumentaren. Supersonic slutter på toppen i 1996, og den føles som klassisk 1’er, der skal have en lykkelig slutning. Den store nedtur kommer forhåbentlig i en 2’er.

Trailer

Kommentarer

Titel:
Supersonic

Land:
England

År:
2016

Instruktør:
Mat Whitecross

Medvirkende:
Noel Gallagher, Liam Gallagher, Paul McGuigan, Paul ”Bonehead” Arthurs, Peggy Gallagher, Alan McGee, Tony McCarroll, Marcus Russell

Spilletid:
122 minutter

Premiere:
13. oktober

© Filmmagasinet Ekko