Sweet Dreams

En niårig dreng mister sin højtelskede mor. Hun dør. Men af hvad?

Ingen fortæller ham noget. Hverken som voksen eller midaldrende lykkes det ham at finde mental balance eller en livspartner, og tabet af moren vedbliver at være det, der definerer ham.

Hmm ...

Måske vil afsløringen af, hvad der slog moren ihjel, bringe forløsning i filmens sidste akt. Eller i det mindste lidt filmisk closure.

Hmm ...

Sweet Dreams er et decideret italiensk fænomen. Spørgsmålet er, om den kan tilfredsstille publikum nord for Torino og syd for Taormina.

Det ekstremt intime forhold mellem mor og søn smager ganske særligt italiensk. Ikke bare er Madonna med barn det mest populære malermotiv for støvlelandet, men selv i dagens Italien flytter de unge og efterhånden knap så unge mænd langt senere hjemmefra end i andre lande, selv andre lande i Sydeuropa.

Så der er basis for et drama af mytologiske dimensioner om Mamma og hendes barn. Og det er, hvad Marco Bellocchio har præsteret. To timer og ét kvarters dybt smertefuld, uhjælpeligt traumatiseret sorgbearbejdelse.

Så magtfuldt er spøgelset af moren, at end ikke sønnen Massimos job som korrespondent under borgerkrigen i Kosovo formår at ryste ham ud af hans søvngængeragtige ligevægt. Det er alligevel vildt!

Vi ser det ved, at han og en filmfotograf kommer ind i et hjem, hvor en kvinde ligger skudt i en blodpøl ud for en åben køkkendør. Hendes lille søn har meldt sig helt ud af verden og sidder uanfægtet og spiller PlayStation på sit værelse. Fotografen bærer drengen, som bliver siddende i sin stol, ind i køkkenet, så han kan få både mor og søn i samme billedramme.

Massimo blev altså komplet uempatisk af at miste sin mor. Men modsat fotografen er der måske håb for ham endnu.

”Er du moderløs?” bliver Massimo på et tidspunkt spurgt af en mand. Og i Sweet Dreams er det netop svaret på alt. I det, filmen gerne vil gøre til sit mest emotionelle og uafviselige øjeblik, svarer Massimo på et brev i avisen fra en læser, der hader sin mor og hendes følelseskulde så meget, at han kunne slå hende ihjel.

Massimos modsvar handler kort og godt om, at mor er den bedste i verden. På vore mere skeptiske og måske knap så morsyge breddegrader kan det være svært ikke at komme til at grine.

Det kunne lyde, som om Sweet Dreams er et meget personligt projekt for den nu 77-årige veteran Bellocchio, men det tyder intet på.

Faktisk bygger filmen på journalisten Massimo Gramellinis selvbiografiske roman Fai bei sogni, som gik direkte ind hos italienerne.

Bellocchio har ellers en fortid på den ret hardcore-venstreorienterede side af italiensk film fra 60’erne og frem. Det var ham med den socialt bevidste, semipornografiske genindspilningaf Djævelen i kroppen. Senere kom Godmorgen nat om De Røde Brigaders kidnapning af den tidligere ministerpræsident Aldo Moro, og den operahøjstemte, filmisk brillante Vincere om Mussolinis tidlige år.

Der er – ret skal være ret – en fermhed over Sweet Dreams, som Bellocchio aldrig tidligere har tilstræbt.

Åbningsscenen, hvor mor og søn danser twist til et nummer i radioen, er flot, men spejles på nærmest pinlig vis i en scene 35-40 år senere, da en smuk, ung kvinde tvinger den hæmmede Massimo ud på dansegulvet. Da de tilfældigvis spiller det samme twistnummer som hin dag med Mamma, går han amok i virtuos danserus på gulvet, og alle klapper ad ham, i takt med at hans traumer falder fra hinanden.

Hmm ...

Det er alt sammen lovligt let og ret banalt. Men allerede præmissen – den indiskutabelt livsvigtige mor i sønnens liv – er underlig at sidde og tygge på i en dansk biografsal.