Tv-anmeldelse
22. sep. 2017 | 12:10

Tæt på sandheden

Foto | Bjarne Bergius Hermansen
Den garvede komiker Jonatan Spang gør sig fremragende foran en teleprompter, når han i sit ugentlige aktualitetsprogram prøver at finde en grimasse, der kan passe.

Jonatan Spang gør knivskarpt grin med politikere, medier og feminister i et ugentligt aktualitetsprogram. Det låner kraftigt fra amerikanske inspirationskilder, men byder også på originale idéer.

Af Nicki Bruun

Jonatan Spang er den danske pendant til John Oliver.

Det står klart efter premieren på Spangs ugentlige halvtimes-program Tæt på sandheden, hvor den danske komiker søndag aften tager temperaturen på ugen, der gik.

Formatet virker direkte planket fra Olivers populære HBO-show Last Week Tonight, der tager de sjove og kloge briller på i dissekeringen af nyhedsstrømmen og aktuelle begivenheder.

”Gode kunstnere kopierer, store kunstnere stjæler,” lyder et velkendt ordsprog, og inspiration grænsende til tyveri gør ingenting, når det eksekveres så glimrende.

Dansk tv har hungret efter begavet satire med politisk bid. Og det leverer Tæt på sandheden, når Spang og co. i første afsnit går humoristisk i kødet på alvorlige emner som Danske Banks hvidvaskning af penge for diktaturstaten Aserbajdsjan og Nobel-prisvinderen Aung San Suu Kyis forfølgelse af Rohingya-folket i Myanmar. 

Det er kosteligt, når han spidder Alternativets 74-årige Ulla Sandbæk, der for åben mikrofon har blåstemplet etnisk udrensning som middel til at få fred i Myanmar. ”Det siger noget om, hvor pakket ind i vat, man kan være i Alternativets folketingsgruppe,” konstaterer han tørt.

Intet emne synes for alvorligt at grine ad, og i processen er der også en god opdatering på både Danmarks- og verdenssituationen for os, der ikke lige får læst avisen fra for- til bagside hver eneste dag.

Inspirationen fra Last Week Tonight tager overhånd, når Jonatan Spang giver en fingeret skideballe til sine medarbejdere bag kameraet for med et dækbillede at have forvekslet Myanmar og bandet Me & My. Eller når han opfordrer publikum til at sende penge til sig på MobilePay for at fucke med Danske Bank.

Men den erfarne komiker er fra første sekund lige så hjemmevant foran skrivebordet og teleprompteren, som han er på standup-scenen, og 39-årige Spang virker fuld af overskud, der lydefrit bringer showet fra det ene segment til det andet.

Men Tæt på sandheden er ikke kun en begavet kopi. Den byder også på originale tiltag.

For eksempel et længere indslag, hvor Jonatan Spang får besøg i privaten af de to fjerdebølge-feminister Nikita Klæstrup og Louise Kjølsen, også kendt som Twerk Queen. Spang hæfter sig ved deres blanding af akademisk-kryptisk sprogbrug og kontant seksualitet, og det er hylemorsomt, når han under interviewet sender lumre blikke og til sidst kun er iført underbukser.

Ved at klæde sig selv af får han uden at pege fingre påvist, at kejseren også i feminismens tilfælde ikke altid har tøj på.

Netop Jonatan Spangs skarpe værtspersona får Tæt på sandheden til at hænge godt sammen. Vittighederne er af blandet kvalitet – sammenligningen af Brian Mikkelsen med Harry Potter har vist passeret udløbsdatoen. 

Men ligesom i sin standup er Spang lynende intelligent, når han skal være det, og påtaget dum, når det kræves.

I samspillet med korrespondenten Noah (kendt fra satireduoen Adam & Noah) knyttes der komiske forbindelser mellem dækningen af muslimsk terror og Peter Madsens verserende retssag. ”Hvornår tager de andre ubådsbyggere afstand?” spørger Noah og slår fast, at han ikke skal ud og sejle med nogen hvide mennesker.

Det er endnu for tidligt at spå, om Tæt på sandheden kan udvikle sig til et kultprogram i stil med Mikael Bertelsens talkshow Den 11. time. Men indtil videre kan vi konstatere, at det er lykkedes for Jonatan Spang at få et meget amerikansk format til at fungere i en dansk sammenhæng – noget, andre personligheder, for eksempel Michael Meyerheim og Christian Fuhlendorff, tidligere har forsøgt uden det store held.

Spang har et klart koncept om at holde opsyn med magtinstitutioner. Og i programmets sidste indslag går værten i rette med den fjerde statsmagt og nominerer Ekstra Bladet til ”den omvendte Cavling” for deres overdrevne skatteyder-harme over borgmester Anna Mee Allerslevs rådhusbryllup.

Mediesatire på tv kender vi bedst fra Anders Breinholts Natholdet på TV 2, men her tjener humoren kun det formål at skabe et hurtigt grin inden sengetid. Så er der et anderledes bid og en politisk relevant i Tæt på sandheden, der gør, at man glæder sig voldsomt til søndag aften.

Titel:
Tæt på sandheden

Land:
Danmark

År:
2017

Vært:
Jonatan Spang

Spilletid:
30 minutter per afsnit

Anmeldelse:
Et afsnit

Premiere:
17. september på DR2

© Filmmagasinet Ekko