Biografanmeldelse
01. sep. 2015 | 12:03

Tavshedens labyrint

Foto | Heike Ulrich
Alexander Fehling spiller den ihærdige og idealistiske advokat Johann Radmann, der dykker ned i traumerne fra Auschwitz.

Tysk drama fortæller historien om processen op til det retslige efterspil af Auschwitz i en velspillet og svimlende flot film.

Af Peter Tudvad

Hvis man har fået nok af lænestolssadistiske film om holocaust, men fortsat interesserer sig for emnet, er Tavshedens labyrint løsningen. Ikke en eneste scene fra transporter, selektioner og forbrydelser i Auschwitz!

Og dog fortæller filmen netop historien om Auschwitz – eller snarere historien om historien om Auschwitz.

For al den viden, vi sidder inde med i dag, alle de billeder, der spontant dukker op på nethinden, når nogen bringer Auschwitz på banen, er resultatet af et halvt århundredes granskning og filmindustriel udnyttelse af det systematiske massemord på over en million mennesker, fortrinsvis jøder, i den tyske udryddelseslejr i det besatte Polen i årene 1941 til 1945.

Filmen tager os med tilbage, ikke til Auschwitz under krigen, men til Frankfurt am Main i 1958.

Amerikanerne har i lyset af den kolde krig slået en streg over sine nye allieredes forbrydelser, mens det økonomiske mirakel – Wirtschaftswunder – har givet vesttyskerne velstand. ”Dette land vil have glasur,” siger en Auschwitz-overlevende. ”Det vil ikke vide af sandheden.”

Men det vil undtagelsen Johann Radmann, en ung jurist i statsadvokaturet, som med opbakning fra sin chef begynder at forberede en sag mod en række gerningsmænd.

Tavshedens labyrint slutter, netop som retssagen endelig kan begynde i december 1963. Den første Auschwitz-proces, som den er blevet kendt som.

Filmen er med andre ord ikke noget retssalsdrama, derimod en dramatisering af processen før processen, erkendelsesprocessen, som Radmann mod alle odds fører mod gamle nazister, der i det nye Tyskland ikke har mistet deres magt. Og mod sig selv, da han både må se ubekvemme sandheder om sig selv og sin idealiserede far i øjnene.

Dette er en befriende film, befriende fri for de alt for velkendte historier og billeder. En modig film, fordi den giver afkald på sikre effekter og mod alle odds præsterer at føre sit publikum tilbage til en tid, hvor Auschwitz og holocaust endnu ikke var banket fast i offentlighedens bevidsthed som eksponenter for den notoriske ondskab. En væsentlig film, fordi den konfronterer os med, at der ingen sandhed er uden vilje til sandhed.

Tilmed er det en flot film, der indimellem får én til at svimle af fryd, når kameraet kælent følger en svungen trappe op eller ned, eller når det dvæler i præcis den vinkel, der får arkitekturen til at opløse sig i lys og linjer.

Der klippes dygtigt, snart i et hastigt tempo, snart i et roligt, men aldrig uden mening og aldrig uden rytme. Dialogen er skarp, dog af og til noget didaktisk og lettere karikerende, når instruktøren og manuskriptforfatteren lader moralen gå over kunsten.

Spillet er godt. Alexander Fehling (Buddenbrooks, Inglourious Basterds, Goethe!) er fornuftigt castet til hovedrollen som Radmann: ung, engageret, naiv, uspoleret – indtil han momentant krakelerer under tyngden af de erkendelser, han må gøre sig. Endnu bedre castet og et virkeligt scoop er nyligt afdøde Gert Voss (overvejende kendt for teaterroller i Tyskland og Østrig) i rollen som Radmanns chef, rigsadvokaten Fritz Bauer.

I modsætning til Radmann er Bauer ikke nogen fiktiv karakter, men virkelighedens hovedperson: en jurist og jøde, der i 1933 blev interneret af nazisterne og derpå flygtede til Danmark (og Sverige), inden han efter krigen vendte hjem til Tyskland. Her trodsede han sin egen desillusion og kæmpede for demokrati og retfærdighed, ikke som idealer, men som realiteter.

Filmen er dedikeret til ham, og den kunne udmærket også have haft ham som sin hovedperson. På den anden side fungerer Fritz Bauer alias Gert Voss ved sin tilbagetrukne myndighed og underspillede melankoli eminent som filmens ånd.

Trailer: Tavshedens labyrint

Titel:
Tavshedens Labyrint

Originaltitel:
Im Labyrinth des Schweigens

Land:
Tyskland

År:
2014

Instruktør:
Giulio Ricciarelli

Manuskript:
Elisabeth Bartel, Giulio Ricciarelli

Medvirkende:
Alexander Fehling, André Szymanski, Friederike Becht

Spilletid:
124 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
3. september

© Filmmagasinet Ekko