Tømmermænd tur-retur

Man skal som bekendt smede, mens jernet er varmt, og det er derfor ikke helt uforståeligt, hvorfor instruktør, manuskriptforfatter og producer Todd Phillips nu har skudt tre Tømmermænds-film af sted på blot fire år. De to første film i trilogien har trods alt indspillet i omegnen af seks milliarder kroner på verdensplan.

Det var da heller ikke uden humor, da de fire venner Phil (Bradley Cooper), Stu (Ed Helms), Doug (Justin Bartha) og Alan (Zach Galifianakis) vågnede op med hovedpine og en hullet hukommelse på et hotelværelse efter en kæmpe brandert i Tømmermænd i Vegas.

Men slænget lærte ikke af deres fejl, og to år senere gentog de stuntet i Thailand. Og nu var der straks længere mellem snapsene, når det kom til de humoristiske og grænseoverskridende påfund. Det er dog intet at regne i forhold til den tredje og sidste omgang, Tømmermænd tur-retur, hvor den sidste flaske sprut for længst er tømt for hver en dråbe, og vi er vidne til en akavet sodavandsfest, hvor selv de yngste vil kede sig.

Instruktøren Todd Phillips har droppet druk, tømmermænd og bizarre flashbacks. I stedet får vi en lige-ud-af-landevejen handling, der ender i en blanding af kikset komedie og forvirrende action.

Løjerne starter i et fængsel i Thailand, hvor den sexfikserede gangster fra de forrige film, Leslie Chow, flygter gennem et hul i muren i en formålsløs henvisning til En verden udenfor,hvor Rita Hayworth her er skiftet ud med en kat. Der klippes til en amerikansk motorvej, hvor Alan drøner rundt med en trailer, som transporterer en giraf, der halshugges i en viadukt og skaber et massivt trafikuheld. I ren afmagt dør hans far af et hjerteslag, og efter Alan opfører sig hensynsløst ved begravelsen, griber Stu, Doug og Phil ind for at få deres mentalt forstyrrede ven indlagt på en klinik.

Og så stopper dét handlingsspor ellers!

For firkløveret når knap nok ud af indkørslen, inden de overfaldes af Black Doug – pusheren, der solgte dem Rohypnol i stedet for Ecstasy i den første film. Han arbejder for Marshall (John Goodman), som Chow har stjålet 42 millioner dollar i guld fra. Den evigt uheldige Doug kidnappes af gangsterne, og den øvrige trio får ordre på at opsnuse Chow og guldet, hvis de vil se deres ven i live igen.

Ud fra denne bovlamme præmis kører det ellers derudaf, og uden problemer finder gruppen den utilregnelige Chow i Mexico, før turen uden større opfindsomhed går til Las Vegas for ligesom at slå en krølle på halen. Her går der parløb i plathederne mellem Alan og Chow, og den ene opfører sig mere ulideligt end den anden.

Tømmermænd i Vegas blev det store gennembrud for både Zach Galifianakis og Bradley Cooper i en rollebesætning, der komplimenterede hinanden i forsøget på at opklare karakterernes bizarre blackout. Nu er Cooper henvist til bagerste række, mens Galifianakis er rykket helt forrest som klassens komiske tykke dreng. Og med ham i spidsen som åndsbollen Alan knækker filmen nærmest fra første sekund. End ikke girafscenen på motorvejen serveres med komisk pondus.

Flovest er dog de utallige spekulative afstikkere. Som når vennerne aflægger stripperen (Heather Graham) og hendes barn fra Vegas-filmen et besøg, og Alan bilder knægten ind, at han er hans far – uden at man helt bliver klog på, om det skal være rørende eller sorthumoristisk.

Tømmermænd tur-retur giver samme flade fornemmelse, som hvis man bestiller en fadøl og får serveret en danskvand.