Teateranmeldelse
15. maj 2015 | 10:02

Von Trier – persona non grata

Foto | Søren Kuhn
Jens Jørn Spottag fordyber sig ikke i Lars von Trier-figuren i Teater V’s opsætning, men det er der en klar pointe med.

Teaterstykke om Trier handler hverken om manden eller hans kunst, men om noget, der rækker langt længere ud.

Af Casper Hindse

Man bliver befriet efter pausen i Von Trier – Persona non grata. Befriet fra sig selv, befriet fra skuespillet, befriet fra klichéen. For Lars von Trier er i Jens Jørn Spottags skikkelse på Teater V en kolossal kliché:

En nederdrægtig, selvhævdende lille lort, der ønsker at genopsætte sit famøse Cannes-pressemøde som en film.

Men så kommer pausen og anden akt begynder: Væk er von Trier. Ind er kommet et retssalsdrama, hvor Zentropa lægger sag an mod Teater V for at have brugt ytringsfriheden uetisk. Men kan man overhovedet bruge ytringsfriheden uetisk? Kan retten til at sige alting hele tiden være uetisk?

Det spørger Teater V, der tidligere har afdækket andre kulturpinger i Udslet Hornsleth og Casper Christensen Komplekset med samme grovkornede tilgang.

Ja, faktisk bliver vi tilskuere bedt om at tage stilling til, om retten til at ytre sig er nødvendig, eller om den kan være for meget. Et ualmindeligt interessant og perspektivrigt spørgsmål.

Første akt er på næsten halvanden time. Omgivelserne er enkle. På en afskallet scene tøffer maniske Lars rundt og filmer dig, mig, sig selv og os alle sammen. Jo flere mongoler, skuespillere og Peter Aalbæk’er, der kommer på scenen, jo mere bliver man i tvivl om, hvad er oprigtigt, og hvad er instrueret. Hvad er virkelighed, og hvad er konstruktion?

Et af Lars von Triers yndlingsord er, hvis man skal tro Nils Thorsens biografi Geniet, ”røvmytologisk”. Det svælger forestillingen da også i, mens der konstant er referencer til Triers film, uden at en eneste af dem bliver brugt eller analyseret. Til gengæld fremstilles alle von Trier-persona-klichéerne. Mange af dem er så tykke, at det blot ville kræve en syvsekunders google-søgning at få dem afkræftet, men hen ad vejen bliver det nu også mere og mere klart, at forestillingen slet ikke handler om Lars von Trier.

Tværtimod handler det hele i stedet om, hvor langt man kan gå i ytringsfrihedens tjeneste.

Nej, von Trier kunne for eksempel ikke sige, at han forstod Hitler, selvom han lavede sjov. Fra de ord forlod instruktørens mund (mens Kirsten Dunst græmmede sig fra siden), var Trier Cannes-festivalens persona non grata. Røvmytologisk på den helt forkerte måde.

Idéen om at Trier så vil lave en spillefilm om netop denne episode, er det eneste reelt originale i første akt af Von Trier – Persona Non Grata. Ud over denne idé er det meste af fantasien overladt til en talende terapeut-ræv, der er langt mere venlig end ræven i Antichrist, samt en masse gennemført komiske sekvenser, der nu egentlig mere minder om svenske Roy Anderssons tragikomiske film end om Lars von Triers afsøgende billedballader.

Der er en konstant distance mellem skuespillerne og de figurer, der portrætteres. Formentlig for at understrege, at de alle er figurer i en maskerade af Lars von Trier. Dette virker imidlertid en kende forceret, og man savner ofte at møde ”den rigtige Lars von Trier” undervejs.

Men mens man i første akt sidder og savner at blive inviteret med ind i disse småvanvittige menneskers verden, frem for blot at være på afstand, så giver anden akt os al den indlevelse, vi kan forestille os.

For efter pausen hvor man har grublet over, hvad det er Von Trier – Persona non grata egentlig vil eller kan fortælle os om én af verdens største filminstruktører (nogensinde), deler anden akt en kontant verbal lussing ud, så man næsten frydes på samme måde som Charlotte Gainsbourg i Nymphomaniac-scenen med Jamie Bell og en sofa.

Væk er alle klichéerne, men til gengæld er en af filmverdenens største klichéer helt præsent: retssalsdramaet. Zentropa versus Teater V. Den etiske ytringsfrihed versus den totale ytringsfrihed. Advokaternes dueller på ord er enormt fængende, og det er intet mindre end en genistreg at introducere et begreb som en ”etisk ytringsfrihed”. Kan ytringsfriheden være etisk eller uetisk, spørger Teater V og beder publikum svare.

Kommentarer

Titel:
Von Trier – persona non grata

Land:
Danmark

År:
2015

Manuskript:
Jakob Weiss

Iscenesættelse:
Pelle Koppel

Medvirkende:
Jens Jørn Spottag, Hans Henrik Clemensen, Karin Bang Heinemeier og Caspar Philipson

Spilletid:
2 timer og 15 minutter inkl. pause

Premiere:
3. maj – forestillingen kører frem til 31. maj.

© Filmmagasinet Ekko