Biografanmeldelse
01. juni 2017 | 09:13

Wonder Woman

Foto | Alex Bailey
Amazone-kvinden Wonder Woman (Gal Gadot) kaster sig frygtløst ud i kampen mod verdens ondskab under Første Verdenskrig, hvor hun alene ved hjælp af skjold beskytter sig mod bombenedslag.

Forfriskende kvindelig superheltefilm og måske den bedste af sin slags nogensinde, men konkurrencen er heller ikke stor.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Der er masser af girl power i Wonder Woman.

I en scene rejser hun sig op i en skyttegrav, tager sin tiara på, slår håret ud og løber uforfærdet ud i ingenmandsland, mens de forvirrede mænd bag hende griber deres rifler og halser efter.

Det er forfriskende, fordi kvinder i superheltefilm så ofte er reduceret til sexede bifigurer. Men så meget desto mere ærgerligt, at den første solofilm om Wonder Woman, der har det borgerlige navn Diana, ofte føles fortærsket og uinspireret.

Wonder Woman er dog den hidtil bedste i DC-filmuniverset, men efter Man of Steel, Batman v Superman og den rædderlige Suicide Squad er barren også sat lavt.

Det er måske endda den bedste superheltefilm med en kvindelig hovedrolle nogensinde, men den konkurrerer også med Catwoman og Elektra, og hvem kan huske dem?

Diana vokser op som eneste barn blandt gudesmukke amazone-krigere på en magisk afsondret ø. Hendes mor (Connie Nielsen) fortæller, at de gemmer sig for krigsguden Ares, og hendes moster (Robin Wright) træner den unge Diana til at blive den stærkeste amazone af alle.

Pludselig styrter en amerikansk pilot ned i havet ud for kysten, skarpt forfulgt af tyske soldater. Uden for øriget er året 1918, og Europa står i flammer.

Det må væres Ares’ værk, mener Diana, der stikker af sammen med piloten, for at finde og dræbe amazonernes oldgamle ærkefjende. Ares’ død vil skabe øjeblikkelig forbrødring i verden, mener hun. Piloten (Chris Pine) ryster på hovedet over hendes naivitet.

Der ligger en interessant konflikt i mødet mellem kitschet, tegneseriemytologisk overtro og den virkelige verdens forplumrede moralitet. Da Diana endelig når til Frankrig, går hun forbi haltende soldater med blodige bandager om benstumperne og itusprængte lig på kærrer på vej til anonyme massegrave. Og stadig er hun overbevist om, at hvis bare hun nedkæmper superskurken, bliver alt godt igen.

Når filmen aldrig rigtigt går i kødet på det mismatch, føles det, som om den vil blæse med mel i munden.

Det er en skam, at manuskriptet ikke gør mere ud af at udfordre Dianas firkantede verdenssyn. Hun er stovt og retskaffen på bedste, blanke Superman-maner, men en stærk kvinde er ikke nødvendigvis en stærk karakter, selv om israeleren Gal Gadot gør sit bedste i rollen.

Chris Pine har mere at arbejde med som piloten Steve Trevor, der gang på gang undermineres af den fremturende superkvinde.

”Er du et typisk eksemplar af dit køn?” spørger den ublu Diana, da hun overrasker ham i badet kort efter deres første møde. Han placerer sin hånd strategisk og trækker lidt såret på det. ”Jeg er over gennemsnittet.”

Humoren fungerer, og det kan veje op for mange synder. Da de når til London, lykkes det Steve at få Diana til at droppe sin krigsrustning for en jakke og hat, men hun insisterer på at have et sværd i den ene hånd og et skjold i den anden.

Og til tider giver filmen los med drabelig action, som i det første møde på stranden mellem de fremstormende tyskere og amazone-kvinderne. Rifler og bajonetter mod buer og sværd, mens sandet og røgen fyger dramatisk på kamppladsen.

Den slags computerassisterede slagscener sætter gang i adrenalinen og får én helt ud på sædekanten. Men når filmen i sidste akt skifter til computergenereret karambolage, har den svært ved at holde krigsgejsten oppe.

”Har du ikke mere at byde på?” håner den forglemmelige skurk, der flyver rundt og kaster med elektrisk spruttende lysstråler.

Det er den slags dovenskab, der hæmmer filmen. De underudviklede skurke, den kejtede blanding af realisme og fantasi. Undercover-gruppen af soldater, der langt bag fjendens linjer følger en nobel indianer, der dirigerer dem med røgsignaler!

Men det er næppe det, man fokuserer på, hvis man er en superhelteglad pige i den rigtige alder. Så ser man en slagkraftig kvinde, der sparker røv uden at spørge om lov.

Trailer: Wonder Woman

Kommentarer

Titel:
Wonder Woman

Land:
USA

År:
2017

Instruktør:
Patty Jenkins

Manuskript:
Allan Heinberg

Medvirkende:
Gal Gadot, Chris Pine, Connie Nielsen, Robin Wright, David Thewlis

Spilletid:
141 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
1. juni

© Filmmagasinet Ekko