Buster 2012
Nyhed
10. sep. 2012 | 16:55

140 film for børn og unge

Foto | Lee Hirsch
Bully

Animerede aber, kontroversiel mobbefilm og et gensyn med Cirkeline er blandt attraktionerne, når Buster-festivalen starter på torsdag.

Af Anne-Sophie Thostrup

En børnefilm, der er forbudt for børn, lyder som lidt af et paradoks.

Men det var ikke desto mindre tilfældet med den amerikanske dokumentarfilm Bully. Lee Hirsch’ kontroversielle film har vakt røre i de amerikanske medier, da den handler om mobning på en folkeskole af en så grov karakter, at flere af de medvirkende siden har begået selvmord. 

På grund af voldsomme scener blev den amerikanske aldersgrænse hævet til sytten år, hvilket udelukkede filmens tiltænkte målgruppe: børn fra trettenårsalderen. Siden blev aldersgrænsen dog igen sænket til tretten år.

Nu får det danske publikum også mulighed for at få syn for sagn på årets Buster-filmfestival, der fra torsdag og ti dage frem har omkring 140 børne- og ungdomsfilm på programmet.

Gammelt og nyt fra Jannik Hastrup
Festivalen kan dog også byde på film i den mere muntre ende.

Man kan få et glædeligt gensyn med den legendariske tegnefilminstruktør Jannik Hastrup og hans klassiske film som Cirkeline, Bennys badekar, Samson og Sally og Fuglekrigen i Kanøfleskoven.

Hastrup er kendt for sin minimalistiske og naive akvarel-tegnestil, og ved festivalen vil man også kunne se hans helt nye kortfilm, Jeg husker altid far – Soléns historie.

Animationskomik
Buster serverer også helt nye bud på animationsfilm for børn. Man kan således opleve syngende aber på en øde ø, når Jan Rahbeks komiske animationsfilm Marco Macaco får verdenspremiere (officiel premiere er 11. oktober).

Filmen er en videreudvikling af hans veloplagte afgangsfilm fra Filmskolen, Space Monkeys. Det er hans første spillefilm, og i det nye nummer af Ekko bliver den belønnet med fire stjerner.

”Det er moderne animation med fabulerende bid og inciterende skæve rytmer, der rykker,” skriver anmelder Rikke Schubart om filmen.

Lav din egen fodbold
Buster henvender sig til børn i alle aldre, og festivalen tager de yngste med ud i verden, når der vises dokumentarfilm i kortfilmpakken Børnebiffen i Afrika.

Her kan publikum besøge børn, der lever et anderledes liv i det fjerne Afrika, og de kan for eksempel se, hvordan man laver sin egen fodbold.

Under festivalen kan man også komme bag om filmene og møde en række af de instruktører, der har film med på festivalen.

Det gælder blandt andre amerikanske Olivia Silver, der er aktuel med sin roadmovie Arcadia om en tolvårig piges liv. Filmen skildrer grænselandet mellem barn og voksen og vandt i februar en Krystalbjørn ved filmfestivalen i Berlin.

Børn indtager instruktørstolen
Børnene får dog også mulighed for selv at indtage instruktørstolen under festivalen i filmværkstedet Film X.

Og festivalen har endda lavet sit eget Medieakademi, som blandt andet danner grobund for filmkonkurrencen Oregon, hvor unge under tyve år kan deltage med deres egne små film.

Indtil videre er der 120 tilmeldte film til konkurrencen. 

Buster er samtidig en god anledning for landets skoleklasser til at udskifte skolebænken med bløde biografsæder. Festivalen arrangerer nemlig et overflødighedshorn af filmarrangementer, der er specielt henvendt til skoleklasser. Her vil der være diskussion af filmene før og efter, så der er masser af stof til eftertanke.

Buster Film Festival løber af stablen 13.-23 september og afholdes for tolvte år i træk.

Standardbilletprisen er på 15 kroner, hvis arrangementet ikke er gratis.

© Filmmagasinet Ekko