Gymnasiet, HF og ungdomsudd.
Undervisning
01. aug. 2002 | 08:00

A Clockwork Orange

Foto | Warner Bros. Pictures
Alexs (Malcolm McDowell) ondsindige adfærd giver sig også udtyk i hans interesser, der blandt andet omfatter voldtægt, ultra-vold og Beethoven.

I A Clockwork Orange fra 1971 gør mesterinstruktøren Stanley Kubrick op med et totalitært samfunds undertrykkende vold, men påpeger samtidig, at vold er en uundgåelig del af individet. Filmen er velegnet til såvel næranalyse som overordnede diskussioner.

Af Anders Dahl / Ekko #14

Fra premieren i 1972 deler A Clockwork Orange såvel kritikere som publikum i to lejre. I Newsweek kaldes filmen ”en slags intellektets og fantasiens tour de force, der gør Stanley Kubrick til et af filmkunstens virkelige genier” (3. januar 1972), mens anmeldelsen i Rolling Stone angriber Kubrick for at ”koreografere volden og derfor romantisere den” (2. marts 1972).

Herhjemme er dagbladsanmelderne i overvejende grad enige om, at filmen er et mesterværk. I Jyllands-Posten slutter Ib Monty sin anmeldelse: ”A Clockwork Orange er ikke lavet for at behage tilskuerne. Nogle vil føle sig skræmt af den, frastødt af dens kliniske intellektualisme og kuldslået af dens maniske logik. Men dens storslåede visionære stil får megen anden moderne film til at tage sig ynkeligt forkrampet ud. Her folder en mester sig ud, præcist som et urværk” (22. april 1972).

Citaterne fra anmeldelserne afspejler i høj grad, hvad der gør A Clockwork Orange til en kontroversiel film. Volden som undertrykkelsesmiddel er filmens grundlæggende tema. Filmens hovedperson Alex er i filmens første halvdel en afstumpet driftsstyret voldsmand, der holder alt og alle nede med vold i tilfredsstillelsen af sine egne behov. Midtvejs byttes rollerne om, idet Alex nu bliver udsat for en totalitær stats voldelige overgreb. Staten umyndiggør ham, og da han igen sendes ud i det voldelige samfund, er han ude af stand til at forsvare sig selv. Voldsmanden er nu voldsoffer.

Med sin film forholder Kubrick sig meget dobbelttydigt til volden. På den ene side tager han afstand fra et totalitært regime, der bruger volden som magtinstrument. På den anden side påpeger han, at volden er en uundgåelig del af det enkelte individ. Denne tvetydige holdning til volden rammer filmens publikum dobbelt hårdt i kraft af, at Alex ikke kun er voldsmand, men også filmens altdominerende hovedperson og identifikationsfigur.

På den måde understreger Kubrick volden som en uundgåelig del af os (publikum) selv, og set i dette lys vil reaktionerne nødvendigvis være voldsomme, positive eller negative. Efter en voldsom debat i de engelske aviser, hvor filmen blandt andet blev beskyldt for at have medført voldelige overfald, valgte Kubrick selv at trække A Clockwork Orange tilbage fra det engelske marked i en lang årrække.

Handlingen
I en nær fremtid er Alex (Malcolm McDowell) leder af en ungdomsbande. Høje af hallucinerende mælkedrinks hærger banden byen og nærmeste omegn på natlige togter. Alex’ tre interesser i livet er ultravold, sex og Beethoven. Ingen bliver skånet, når Alex’ behov skal opfyldes, heller ikke hans egne bandemedlemmer, som han styrer med hård hånd.

Efter et voldeligt overfald med dødelig udgang fanger politiet Alex. Han dømmes og sættes 14 år i fængsel. Staten skal imidlertid bruge pladserne i fængslerne til politiske fanger. Alex bliver derfor testperson i Ludovico-kuren – en kur, der på kort tid omvender kriminelle voldsmænd til mønsterborgere. Fastspændt og fyldt med medikamenter tvinges Alex til at se film med vold og sex. Inden længe føler han lede ved sine før så elskede interesser.

Alex bliver sluppet ud i samfundet igen, men blot for at opleve sine tidligere ofres hævn. Han evner ikke at forsvare sig mod volden, og som en sidste udvej forsøger han at begå selvmord. Da han vågner op igen, er han i pressen blevet udråbt til offer for regeringens Ludovico-kur. Regeringen med den populistiske indenrigsminister i spidsen forsones med Alex foran en samlet presse. I et sidste drømmesyn ser vi, at Alex er kommet sig, han er igen sit eget gode gamle ”jeg”.

Alex og samfundet
Filmen foregår i en ikke nærmere tidsbestemt fremtid, og instruktøren tegner et skræmmende billede af samfund, der kan sammenfattes i tre ord: konformt, aggressivt og falskt.

Alex’ forældre er et eksempel på konformiteten. I scenen, hvor forældrene spiser morgenmad, mens Alex’ sover rusen ud på sit værelse (0:21), oplever vi et midaldrende ægtepar, der resigneret accepterer livet i betonforstaden og arbejdet på fabrikken. De har mistet enhver form for kontakt med deres søn og lever nu et liv, hvor alt kører på rutinen.

Aggressiviteten og falskheden bliver især repræsenteret af politiet. Da Alex bliver anholdt (0:42), gennembankes han på politistationen, mens en nydelig overbetjent drikker te og spiser kage i forkontoret. På overfladen er alt pænt, men lige nedenunder lurer aggressiviteten.

I filmens fortælling stilles Alex over for det omgivende samfund. Han er i positiv forstand en outsider, der i kraft af sin afvigende levevis er i opposition til de normer og love, som gælder i samfundet. Alex beskrives som handlekraftig, charmerende, intelligent og kreativ (f.eks. er en han ægte sprogjonglør), og selv om filmen ikke lægger skjul på, at Alex er en samvittighedsløs voldsmand, er han i det mindste ikke en hykler som repræsentanterne for den totalitære stat.

Alex og tilskueren
Allerede i filmens åbningsscene står det helt klart, at dette er Alex’ fortælling. Filmen starter med et nærbillede af Alex’ ansigt. Han kigger direkte ind i kameraet, der langsomt kører baglæns og afslører resten af banden samt rummet, de sidder i: The Korova Milkbar. På lydsiden høres et forvrænget uddrag af Beethovens 9. symfoni. I voice-overen introducerer Alex sig selv og banden: ”There was me, that is Alex, and my three droogs, that is Pete, Georgie and Dim and we sat in the Korova Milkbar trying to make up our rassodocks what to do with the evening...”

Filmen lægger straks op til identifikation med Alex. I første indstilling har han øjenkontakt med det publikum, der nu skal til at lære ham at kende. Identifikationen underbygges yderligere af voice-over’en, som lader Alex præsentere sig selv over for os. Alex fortæller om begivenhederne i datid, hvilket er med til at understrege, at dette er hans tilbageblik på, hvordan tingene er sket. Dette er hans fortælling – vi er helt i hans hænder.

I sin struktur er filmen bygget op som en række episoder, der sammenlagt skaber en fortælling. Forløbet fra filmens start – hvor banden sidder på The Korova Milkbar – til de er tilbage på baren igen, ser således ud: 1. Banden i baren. 2. Overfaldet på vagabonden. 3. Kampen i kasinoet. 4. Overfaldet på forfatteren og hans kone. 5. Banden tilbage i baren. (Scene 1-5)

Scenerne er uafhængige af hinanden. Ganske vist er der en udvikling, hvor volden bliver grovere og grovere, men strengt taget kunne scenernes indbyrdes rækkefølge godt ændres, uden at der ville gå kludder i fortællingen. Igen spiller voice-over’en en vigtig rolle. Filmen klipper direkte fra scene til scene i denne sekvens, og det, der binder scenerne sammen, er Alex’ fortællerstemme. Ved hvert sceneskift introducerer Alex, hvor vi er, hvem personerne i scenen er, og hvad der skal ske. På denne måde cementeres vores identifikation med Alex yderligere: Han bliver den instans, der skaber kontinuitet i forløbet, han bliver så at sige vores ven i det filmiske univers.

Vold og uvirkelighed
Umiddelbart kan identifikationen med voldsmanden Alex virke som et paradoks, men forklaringen skal søges i den måde, volden bliver præsenteret på.

Alex og bandens overfald på forfatteren og hans kone (0:10) er meget voldeligt. Alligevel er det, som om scenen ikke opfattes som sådan. Op til scenen følger vi banden på deres vilde køretur ud af byen. Køreturen fremstilles med en række indstillinger, hvor kameraet i forskellige beskæringer rettes frontalt mod banden i bilen. Bag bilen kører en påfaldende dårlig bagprojektion. Den dårlige bagprojektion giver, sammen med en række kornede og uskarpe indklip af modkørende trafikanter, køreturen et kunstigt og uvirkeligt præg. Den foregår tydeligvis i sin egen virkelighed.

Skildringen af forfatterens hjem har ligeledes et kunstigt og uvirkeligt præg. Allerede da banden standser bilen, signalerer et lysende skilt med ordet ”HOME”, at dette ikke er noget almindeligt hjem. Derpå klippes til forfatteren, der sidder ved sit skrivebord foran skrivemaskinen (udenfor trykker Alex på ringeklokken, som udløser skæbnemotivet fra Beethovens Skæbnesymfoni). Kameraet foretager en køretur gennem rummene og afslører et hjem præget af en hypermoderne, steril og upersonlig indretning. Forfatterens unge kone rejser sig fra en futuristisk sofa og går i sin knaldrøde dragt ud for at se, hvem der ringer på.

Normalt vil vi som publikum få sympati med personer, der på den ene eller anden måde er ofre. Denne sympati modarbejder Stanley Kubrick ved hjælp af den filmiske distance og den negative beskrivelse af forfatterparret og de kolde og kliniske omgivelser, de lever i. Vores oplevelse af overfaldet bliver en svingning mellem to yderpunkter: På den ene side identifikationen med Alex og distancen til ofrene, på den anden side traditionel – og moralsk korrekt – fordømmelse af volden og dermed af Alex. Oplevelsen skaber en frustration hos publikum. Vi er frustrerede, fordi vi både tiltrækkes og frastødes af Alex, men også fordi A Clockwork Orange peger på et mere grundlæggende problem: Volden er en del af publikum selv.

Vold og humor
Visuelt underbygger Stanley Kubrick den ambivalente oplevelse af volden. På den ene side er overfaldet i sin råhed decideret frastødende og kalder på en umiddelbar fordømmelse. På den anden side lægger billederne en distance til det viste. Så godt som alle indstillinger i scenen er super totaler eller totaler. Enkelte halvnære indstillinger sniger sig ind, men ellers holder kameraet sig på afstand af den vold, der vises. Kameraet er i langt højere grad registrerende end involverende, og dermed bliver vores oplevelse af volden også mere registrerende. Vi tvinges til en vis grad til at se volden med Alex’ øjne – som underholdning.

Også Kubricks brug af humor underbygger den ambivalente oplevelse af volden. Selv om filmen tematiserer volden og således også forholder sig konkret fordømmende til emnet, skildrer filmen også Alex’ vold med megen humor. I scenen, hvor forfatteren og hans kone overfaldes, bærer banden komiske dragter med stramt hvidt tøj, skridtbeskyttere og bowlerhatte. De bærer også masker med klovne- og penis-næser, der forekommer komisk absurde i forhold til den vold, scenen rummer. Og mens Alex sparker løs på den liggende forfatter, synger og danser han lystigt de første linier af Singin’ in the Rain. Han timer sparkene mod forfatteren med sangens rytme, og hans bevægelser glider nærmest over i dans, hvilket tilføjer et yderlige komisk lag til scenen.

Samfundskritik
A Clockwork Orange udspiller sig i en nær fremtid i et samfund, der i høj grad ligner det samfund, vi kender i dag. Vi kan nikke genkendende til filmens overordnede temaer.

Filmen sætter Alex op over for den totalitære stat. Fra at være voldsmand skifter Alex status til at være voldsoffer. Staten overtager hans rolle som aggressor. Indenrigsministeren bliver i filmen symbolet på det totalitære styre, der ikke vil tolerere anderledes politisk tænkende. I scenen, hvor indenrigsministeren er på besøg i fængslet (0:59), siges det direkte, at Ludovico-kuren skal skabe plads til politiske fanger i fængslerne.

Tilsynsværgen Mr. Deltoid er en anden repræsentant for myndighederne i det samfund, der omgiver Alex. Mr. Deltoids besøg hos Alex (0:22) fremstiller ham som en hyklerisk nar, der kun er interesseret i at gøre seksuelle tilnærmelser til Alex.

Da de mødes igen (0:42) efter Alex’ fængsling, optræder Mr. Deltoid som en forsmået elsker, og det føjer blot yderligere til hans latterlige fremtræden. Som den eneste af det offentliges repræsentanter tager fængselspræsten dog afstand fra Ludovico-kuren. I scenen, hvor Alex første gang spørger om kuren, pointerer præsten, at når et menneske ikke længere er i stand til at vælge, er det ikke længere et menneske. På trods af at denne for filmen så vigtige pointe lægges i munden på præsten, fremstilles han som værende fordømmende, enøjet og latterlig (se gudstjenesten 0:51).

I filmens afsluttende scene forenes Alex og indenrigsministeren i et lykkeligt håndtryk foran en samlet presse. Ministeren har tydeligvis fået kolde fødder og vil nu for alt i verden fremstå som Alex’ sande ven og beskytter. I et drømmesyn ser vi, at Alex igen er i stand til at tænke på sex, og hans sidste replik er: ”I was cured all right.”



Mere undervisningsmateriale til Gymnasiet, HF og ungdomsuddannelser.

A Clockwork Orange

England 1971

Instruktion
Stanley Kubrick

Romanforlæg
Anthony Burgess

Længde:
136 min.

Distribution:
Filmen indgår i Undervisningsministeriets og Egmont Visions filmpakke nr. 1.

Undervisningsforløb


Alex og samfundet

Diskuter i klassen, hvilket billede filmen tegner af Alex. Giv eksempler på, hvordan filmen til en vis grad modstiller Alex og det samfund, han lever i. Hvad opnår filmen herved?

Alex og tilskueren

Se den nævnte sekvens (scene 1-5) igennem i klassen. Diskuter, hvordan Alex-karakteren præsenteres.

Hvad betyder det for vores opfattelse af Alex og hans omverden, at det er ham, der er fortælleren?

Hvordan bruges Alex’ voice-over i overgangene mellem de enkelte scener?

Hvordan ville vi mon opfatte sekvensen, hvis voice-over’en havde været udeladt?

Hvad betyder vores identifikation med Alex for vores syn på den vold, han udøver?

I løbet af filmen henvender Alex i voice-over’en sig til publikum i en mere og mere direkte form. Sammenlign Alex’ ordvalg i ovennævnte sekvens med scenen, hvor sangerinden synger i baren (0:13), og scenen hvor fængslet introduceres (0:45).

Hvordan tiltaler Alex filmens publikum?

Hvad betyder denne henvendelse for vores syn på ham? Hvad betyder hans meget specielle sprog med flittig brug af selvopfundne slangudtryk som ”ultravold” for os?

Vold og humor

De to scener, hvor banden overfalder vagabonden (0:03), og hvor banden slås i den gamle kasino (0:05), indeholder også den distancerede fremstilling af vold. Se de tre scener igennem i klassen og diskuter, hvordan filmsproget og humoren skaber en distance i forhold til volden. Diskuter, hvordan volden opleves.

Filmens tematisering af vold kan også danne udgangspunkt for en overordnet diskussion af forholdet mellem film og vold.

Andre film og genrer kan inddrages, f.eks. moderne actionfilm af typen The Matrix.

Også underlægnings-musikken bruger Kubrick til at tilføje filmen en komisk dimension. Se scener, hvor Alex er kommet hjem på sit værelse og sætter Beethoven på stereo-anlægget (0:21), og se scenen, hvor Alex har inviteret to piger hjem (0:27). Diskuter i klassen, hvad underlægnings-musikken betyder for vores oplevelse af de to scener. Giv andre eksempler på, hvorledes musikken bruges i filmen.

Samfundskritik

Diskuter i klassen, hvilket billede A Clockwork Orange tegner af det samfund, der omgiver Alex.

Hvilke værdier repræsenterer indenrigsministeren, Mr. Deltoid og fængsels-præsten? Inddrag eventuelt overfængsels-betjenten Sgt. Barnes (0:46).

Hvad er forskellen på den vold, Alex udøver, og den, der udøves af staten?

Hvordan skal filmens slutning opfattes? Er det en happy ending for Alex? Er det en happy ending for ministeren?

Hvad betyder slutningen for filmens overordnede holdning til volden?

Hvad betyder slutreplikken ”I was cured all right” egentlig?

Hvad betyder filmens titel, A Clockwork Orange, og hvorfor har Kubrick mon valgt denne titel til filmen?

Litteratur 

Tidsskriftet Kosmorama 108, 1972:
Interview med Stanley Kubrick, hvor han blandt andet fortæller om sine arbejdsmetoder og syn på vold og film.

Tidsskriftet Kosmorama 109, 1972:
Anmeldelse af A Clockwork Orange med en detaljeret liste over filmens musik.

© Filmmagasinet Ekko