Nyhed
17. apr. 2012 | 13:18

Aalbæk til kamp mod netpirater

Foto | Zentropa
Peter Aalbæk Jensen

Zentropa-chefen opfordrer politikerne til at kigge mod Tyskland og Frankrig, når de skal skrue den kommende anti-pirat-aftale sammen.

Af Jacob Ludvigsen

Regeringen forhandler lige nu sammen med Venstre om et politisk indgreb, der skal komme netpirateri til livs. Hvordan løsningen kommer til at se ud, er dog endnu uvist.

Nogle taler for, at lovlige alternativer vil gøre problemstillingen overflødig, mens andre mener, at det skal være langt nemmere at sætte jagten ind på piraterne.

Blandt de sidste hører producenten Peter Aalbæk Jensen, der i et debatindlæg i dag i Politiken opfordrer politikerne til at tage problemet langt mere alvorligt.

”Jeg ser med forundring på den offentlige debat om pirateri! Læser Forbrugerrådet og socialdemokrater og venstrefløjspartier udtale, at min branche må finde andre måder at tjene penge på!” skriver han.

Som med kørekortet
Zentropa-chefen opfordrer politikerne til at kigge ud over landets grænser efter inspiration.

”Hvordan får vi så has på dette problem? Jo – i Tyskland kan vi som producenter uden problemer få oplyst IP-adresser på folk, der ulovligt downloader vores film, så vi kan retsforfølge dem.”

”I Frankrig modtager man op til tre advarselsbreve, og standser man så ikke sine ulovlige aktiviteter på nettet, bliver internetforbindelsen blokeret af udbyderen,” skriver han.

Forbrugerrådet har råbt vakt i gevær over for den såkaldte brevmodel, hvor teleselskaberne kan true med at lukke internetforbindelsen, hvis de kan spore ulovlig aktivitet. Men det giver Peter Aalbæk ikke meget for.

”Begrænsning af den personlige frihed, råber Forbrugerrådet, men er det ikke at sidestille med et kørekort? Man har en licens til at føre automobil, så længe man respekterer færdselsloven, og gør man i graverende grad ikke dette, bliver kørekortet inddraget,” skriver han.

Må producere egne film
I debatindlægget illustrerer producenten de konkrete konsekvenser, de ulovlige downloads har for filmbranchen.

En sydkoreansk distributør, som ville købe Antichrist for en million kroner, måtte nemlig trække tilbuddet tilbage, da filmen allerede var på markedet i Sydkorea som piratkopi på nettet og dvd.

Peter Aalbæk Jensen langer også ud efter de, især yngre danskere, der taler for, at det er mod tankesættet bag internettet at tage penge for indhold.

”Jeg anerkender, at unge mennesker danner piratpartier og agiterer for et frit net. De er så uendelig meget velkomne til at bruge ti timer om dagen på at producere film, de så gratis lægger ud på nettet. Men så skal de også nøjes med at oploade egne værker! De skal da vel ikke bestemme, hvordan mine produkter skal distribueres,” slår Peter Aalbæk Jensen fast.

Se fremad!
Ikke alle mener dog, at Peter Aalbæk Jensen har fat i den lange ende.

Bloggeren Jeppe Morgenthaler er en engageret kritiker af den såkaldte ACTA-aftale, der skal sikre ophavsretten gennem – ifølge kritikerne – begrænsning af friheden på nettet. I kommentarfeltet på Politiken.dk skriver han:

”Så snart et produkt er digitalt, findes det i hele verden. I stedet for at skue tilbage, så se fremad og gør for eksempel som Louis CK, der solgte sit seneste standup-show som HD-download fra eget website (naturligvis tilgængeligt for alle i verden samtidig, ingen DRM, ingen spærringer, ingen regionskoder) for fem dollars (kr. 28,50 pr. download). På 14 dage havde han solgt downloads for 1.000.000 dollars (ja, 1 millioner dollars).”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko