Interview
21. mar. 2014 | 00:00

Æstet til sidste blodige krumme

Foto | Robert Yeoman
Da Ekkos udsendte interviewede Wes Anderson, blev hun begavet med en rosa kageæske fra hans billedskønne The Grand Budapest Hotel med Tony Revolori og Saoirse Ronan.

Hvordan ser der ud inde i Wes Andersons hoved? Vi har mødt den amerikanske auteur, der byder indenfor på det flødeskums-funky Grand Budapest Hotel.

Af Rikke Schubart

Da jeg træder ind ad døren til Hotel d’Angleterre, smiler conciergen venligt og viser hen til en vestibule med rokokomøbler og te.

Ved siden af et fad med sirligt arrangeret frugt er et bjerg af små, rosa kageæsker, som jeg genkender fra The Grand Budapest Hotel, Wes Andersons aktuelle og ottende spillefilm.

Mens jeg venter på Anderson og skuespilleren Tony Revolori, tænker jeg på ”denne fantastiske Wes Anderson-verden”, som Revolori senere kalder sin oplevelse af samarbejdet. En verden lige så formfuldendt og følelsesmæssigt altmodisch som omgivelserne i vestibulen.

Amerikaneren har siden sin debut i 1996 udviklet sig til en fabulerende auteur med speciale i skæve film som dramaerne Moonrise Kingdom, The Royal Tenenbaums og den animerede Fantastic Mr. Fox. Hans universer er på en gang naive og højglanspolerede, og de er befolket af karakterer, der insisterer på umulige drømme. The Grand Budapest Hotel er ingen undtagelse.

Fan af Ralph Fiennes
Wes Anderson er slank med et åbent ansigt, der dækker en reserveret og lidt genert instruktør. I sit lyse jakkesæt ligner han mere en europæisk intellektuel fra 1960’erne end en amerikansk indie-yndling.

Der hænger da også en europæisk melankoli over The Grand Budapest Hotel, der foregår i det fiktive, europæiske land Zubrowka i 1920’erne og har engelske Ralph Fiennes og irske Saoirse Ronan i to af hovedrollerne.

”Jeg har ladet mig inspirere af Europa i slutningen i 20’erne, hvor vi finder denne stemning af fest og optimisme, men med en mørk undertone af det forfærdelige, der er på vej,” fortæller Anderson.

Filmen handler om Gustave H, en legendarisk concierge på et fint hotel i en spa-by.

Anderson er kendt for at skrive sine egne manuskripter, og rollen som Gustave H blev skrevet med Shakespeare-skuespilleren Fiennes i tankerne.

”Jeg havde mødt ham flere gange personligt, og så kunne jeg rigtig godt lide ham som gangsterbossen i filmen In Bruges, der også foregår i Europa og er en sort komedie,” siger Anderson og tilføjer, at han også nød Fiennes i et Shakespeare-stykke i London.

Straffefange med stilsans
I Spielbergs Schindlers Liste blev Fiennes Oscar-nomineret for sin rolle som nazisten Amon Goeth, men Gustave H er en helt anden type.

”Jeg er inspireret af den østrigske forfatter Stefan Zweig, der skrev i 20’erne. Og så af en af mine venner, der er en charmerende og enormt veltalende person med et ganske særegent syn på livet,” forklarer Anderson.

”De elementer har været med til at skabe min hovedperson, Gustave H, der navigerer i denne her mørke stemning af Europa på vej mod undergangen.”

Gustave H gør en dyd ud af at betjene sine gæster, især de rige ældre kvinder. Og da han arver et værdifuldt maleri efter en stamgæst, bliver hendes familie rasende. Filmen er en mørk svindlerkomedie, der balancerer mellem uskyld og grådighed og har en upåklagelig stilsans.

”Gustave H har moral og enormt meget stil, som han holder fast i trods de ting, der sker,” siger Anderson om sin hovedperson, der blandt andet kommer i fængsel med en flok hærdede kriminelle. Men han slækker hverken på moral eller stil.

Billeder begynder med ord
Wes Anderson har parret Gustave H med den lille piccolo Zero, spillet af attenårige Tony Revolori af guatemalsk herkomst.

Ligesom Gustave er Zero hyper-æstet. Og i en af filmens scener styrter Zero ud af døren, men tager sig først tid til i ét strøg at tegne sin moustache med en pen foran spejlet.

Som alle Andersons film er The Grand Budapest Hotel minutiøst stiliseret. Hvert billede er fortættet som et iscenesat fotografi. Han afviser dog, at billedernes æstetik er vigtig for hans manuskript.

”Jeg tænker slet ikke på stil, når jeg skriver. Jeg tænker på karaktererne og på min historie,” fortæller han. ”Min stil ligger i ordene og i skriveprocessen. Jeg bestræber mig på at skrive, så mit manuskript kan læses, som var det en roman og ikke et manuskript.”

Ligesom mesterinstruktøren Stanley Kubrick har Anderson et unikt og næsten manieret formsprog. Men hvor Kubricks manuskripter har detaljerede anvisninger om klip og indstillinger, lader Anderson disse valg følge efter historien og være op til samarbejdet med filmhold og skuespillerne.

”Jeg skriver som sagt en historie. Jeg henviser overhovedet ikke til filmiske valg undervejs i manuskriptet, det er en proces, der følger bagefter. Jeg aner ikke, hvad de valg vil være. Jeg tænker aldrig på stil, når jeg skriver historierne til mine film, og jeg tænker heller ikke i kameravinkler og den slags.”

Skilsmissebarn med film-familie
Måske forklarer den kollektive filmproces, hvorfor medarbejdere og store skuespillere trofast vender tilbage, når Anderson laver en ny film.

Med The Grand Budapest Hotel er Bill Murray med i sin syvende Anderson-film, Owen Wilson i sin sjette og Edward Norton i sin anden.

Selv siger Wes Anderson beskedent, at han lader det være op til skuespillerne, hvad de gør med hans karakterer:

”Et manuskript kan opføres på utallige måder. Jeg holder min historie på et abstrakt plan, og jeg ønsker, at den senere film udspringer af det kollektive ubevidste. Den endelige film er et resultat af utallige valg foretaget af mange personer – fra locations til skuespillernes fortolkning af deres roller. Og så er filmmusikken ikke skrevet før, men efter billederne.”

Wes Anderson selv er skilsmissebarn. Og det personlige tema vender gang på gang tilbage i hans film. I The Royal Tenenbaums er skuespillerinden Anjelica Huston endda udstyret med Andersons mors briller i rollen som matriark i Tenenbaum-dynastiet.

Instruktøren har ikke selv fået familie, men han er kendt for at skabe et arbejdsrum, der føles som et familierum. Tony Revolori fortæller med begejstring om at arbejde med Anderson.

”At være med i en Anderson-film var som at komme ind i en familie. Ralph (Fiennes, red.) var som en storebror for mig, og sammen blev vi indlemmet i den her fantastiske Wes Anderson-verden med middage hver aften,” fortæller Tony Revolori.

Krig med lyserødt flødeskum
The Grand Budapest Hotel er mørkere end Andersons tidligere film.

Zero er flygtet fra borgerkrig, og Gustave bliver tæsket af fascister, når han beskytter sin ikke-ariske piccolo. Fingre bliver hakket af, folk bliver myrdet.

Det er oplagt at se referencer til samtidens terrorisme og utryghed, men det er ikke, hvad instruktøren har i tankerne.

”Jeg overlader den slags tolkninger af mine film til andre. Jeg er ikke optaget af temaer. Jeg har ønsket at fortælle om en mørk periode i Europas historie,” siger Anderson.

Jeg får en af de rosa kageæsker, inden jeg forlader d’Angleterre.

Konditorkagerne optræder flere gange i filmen. Da Gustave H sidder fængslet, bliver de brugt til at smugle flugtvåben og åbne døre. Vagterne nænner nemlig ikke at hakke i det pittoreske bagværk.

Den yndige æske er et passende minde fra det Anderson’ske univers, hvor gru og skrøbelighed er foldet ind i auteurkunst med både stil og moral.

Wes Anderson

Født 1969 i Houston, Texas.

Har studeret filosofi på University of Texas, hvor han mødte sin senere skrivepartner og hof-skuespiller Owen Wilson.

Har været Oscar-nomineret for bedste originale manuskript for The Royal Tenenbaums og Moonrise Kingdom.

Fantastic Mr. Fox blev Oscar-nomineret for bedste animerede film.

The Grand Budapest Hotel er optaget i tre forskellige billedformater 1.37:1, 1.85:1 og 2.35:1, som understreger historiens tidsspring mellem 1985, 1968 og 1930’erne.

Privat danner han par med den libanesiske forfatter Juman Malouf.

Filmografi

The Grand Budapest Hotel

2014

Moonrise Kingdom
2012

Fantastic Mr. Fox
2009

The Darjeeling Limited
2007

Life Aquatic

2004

The Royal Tenenbaums
2001

Rushmore
1998

Bottle Rocket
1996

© Filmmagasinet Ekko