Debat
16. juni 2017 | 19:10

Al den snak om kvinder i dansk film

Foto | Jenz Koudahl
Mange flere mænd vil være instruktører end kvinder. Måske har filmens betingelser en kønslig slagside, som ikke sådan lige lader sig fikse? spørger Kim Fupz Aakeson i et indlæg.

Der er en besynderligt nedsættende undertekst om, at kvinder skal hjælpes, skriver manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakesen, som prøver at finde ud af, hvad han selv skal mene i kønsdebatten. 

Af Kim Fupz Aakeson / Ekko #74

Jeg var ikke til debatmødet i Det Danske Filminstitut, faktisk var det noget med nogle børn der skulle hentes, men jeg har læst de tre arbejdsgruppers anbefalinger og referatet fra mødet.

Og så har jeg deltaget i en stribe tilfældige diskussioner rundt omkring i branchen de sidste par år, og jeg ved stadig ikke rigtigt helt, hvad jeg skal mene.

Altså, jeg ved godt, at jeg skal mene, at det er irriterende/ærgerligt/forkert, at det er så skævt skruet sammen. Så mange mænd, så få kvinder. Og det gør jeg også. På samme måde som jeg har det med de fraværende manusforfattere og instruktører af anden etnisk herkomst.

Så er der noget, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal mene om. En besynderligt nedsættende undertekst i diskussionen om, at kvinder er sarte og skal hjælpes, nurses, støttes ind i filmbranchen, og at Det Danske Filminstitut skal fikse det. Virkelig?

Man skal have lyst, hvis man vil lave film. Og stædighed. Og vilje. Man skal stille op til ydmygelser, anmeldelser, nederlag, historier, man bløder for, der
ikke kan ikke finansieres, en distributør, der vil have en happy end, blablabla.

Og nej, jeg siger ikke, at det ikke
 er noget for damer, jeg tænker bare, at ikke alt kan fikses af Filminstituttet. Visse ting er bare ikke sindssygt attraktive overhovedet, hvad film angår. Måske har filmens betingelser en kønslig slagside, som ikke lige lader sig modellere om?

Der er mange andre faggrupper med skæv, kønslig profil. Jeg har stadig til gode at møde den første mandlige caster, den første mandlige kostumier, første mandlige sminkør. Visse fag trækker i visse køn, og nu er jeg klar over, at alle vi manusforfattere og instruktører er rørende enige om, at meningen med livet er at lave lige akkurat det, vi laver. Men måske er der grænser for, hvor mange (kvinder) der oplever det?

Noget kunne tyde på det, for som jeg læser tallene, er problemet indgangen til filmbranchen og ikke inden for Det Danske Filminstitut. Kvinder søger ikke uddannelserne i samme grad, som mænd gør, og de søger i den grad ikke produktionsstøtte i samme grad som mænd.

Ingen arme, ingen kage, det er ikke engang særlig mærkeligt, det er matematik.

Ufrivillg komik
Kig nu for eksempel på litteraturen.

Vi kan vist hurtigt fastslå, at der mangler man ikke kvinder, som har lyst til at fortælle historier, den ene efter den anden. De er alle vegne, i alle aldre og i alle genrer, litteraturen har de sjove kvinder, de hårde, de satiriske, de rå, de eksperimenterende, krimidronninger, alle.

Jeg kender så sjovt nok to etablerede kvindelige forfattere, der begge har været forbi filmbranchen også. Det var ganske korte ophold, de skyndte sig ud igen og smækkede døren efter sig, tilbage til bøgerne. Indrømmet, spinkelt empirisk grundlag, men alligevel.

Måske er der ikke så sindssygt mange kvinder, der gider være instruktør eller manusforfatter? Kvinder, der hellere vil bruge deres tid og deres talenter andre steder?

Et touch af ufrivillig komik melder sig, når man prøver det modsatte.

Jeg sidder hvert andet år og er med til at optage ansøgere til Forfatterskolen for Børnelitteratur og kan hilse og sige, at mænd virkelig er en mangelvare her. Og åh, hvor vi håber hver gang, vi sidder med bunkerne af ansøgninger fra de håbefulde, bare der nu er en eller to mænd, som har kvaliteterne i orden.

Vi vil nemlig så gerne have begge køn i klasseværelset, men der er ikke engang herrer nok til en håndfast kvoteordning. Jeg ved ikke lige, hvordan systemet skal fikse den?

Feminin vision?
Så er der det med alt det, vi går glip af, alle de fraværende kvinders stemmer, universer, historier. Jeg vil først sige, at jeg taler med rimelig rank ryg og klar stemme, hvad kvindelige instruktører angår.

Jeg har lige talt op, jeg har knap 30 spillefilm på mit cv, de seksten af dem med instruktører af kvindelig herkomst. De er mig bekendt alle sammen mødre, de har en familie, en økonomi at skele til, alt det der. De har så også valgt at lave spillefilm.

Og gjort det, faktisk har de alle sammen i skrivende stund mindst to film på samvittigheden (okay, en af dem får først nummer to lige om lidt). De ville, og de kunne. Selvfølgelig.

Er de så særlige, de kvinder, jeg har arbejdet med, har de en særegen stemme? Det har de helt sikkert. Hver og én. Det har alle de mænd, jeg har lavet film med også, 
og jeg aner ikke, hvad der er køn, og hvad der er alt det andet, der gør et menneske.

Jeg venter stadig på en åbenbaring om den feminine vision, der i den grad er uden for min begrebsverden.

Vores slagsmål (kvinderne og mig) har været, som slagsmål altid er i vores branche: vores uenigheder, vores løsninger, det fælles sprog vi leder efter, de karakterer m/k der skal agere i plottet, den rigtige replik – det har hverken været sværere eller mærkeligere end med mandlige instruktører.

Så hvad skal man mene? Ud over at mene, at det er irriterende, ærgerligt og forkert, at branchen er skruet skævt sammen? Hvad der skal fikses og af hvem, det er stadigvæk lidt af et tågeland for mig, så jeg tumler videre med instruktører af begge køn, én i hver hånd.

Kim Fupz Aakeson

Født 1958 i København.

Prisbelønnet forfatter bag adskillige film, bøger og tegneserier.

Manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole i 1996.

Delte en Æres-Bodil med Anders Thomas Jensen og Mogens Rukov i 2003.

Danner par med instruktøren Pernille Fischer Christensen, som han har skrevet En familie og En du elsker med.

© Filmmagasinet Ekko