Cannes 2018
08. maj 2018 | 15:30

”Forhåbentlig bliver min film større end Cannes”

Foto | Nadim Carlsen
Eva Melander og Eero Milonoff spiller henholdsvis en toldbetjent og en mystisk fremmed i svensk-danske Ali Abassis moderne eventyr Gräns.

Målet for en film kan ikke være, at den skal komme på en festival, siger svensk-danske Ali Abbasi, der på torsdag har verdenspremiere på Gräns i Cannes.

Af Claus Christensen

Ali Abbasi er sluppet igennem nåleøjet.

Af mere end 1900 film er hans svenske film Gräns udtaget til den officielle konkurrence i Cannes. Ikke hovedkonkurrencen, men sidekonkurrencen Un Certain Regards, som regnes for trinnet før hovedkonkurrencen.

Her fik svenske Ruben Östlund i 2013 udtaget Force majeure tre år før, at han kom i hovedkonkurrencen med The Square og vandt Guldpalmen.

Enhver ung filmskaber vil sælge sin bedstemor for at blive blåstemplet af verdens mest celebre filmfestival. Men ikke svensk-danske Ali Abbasi. Han tager udtagelsen med ophøjet ro, da vi ringer for at ønske tillykke.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var glad. Det er godt for mig, og det er godt for alle dem, der har været med til at lave filmen,” siger Ali Abbasi, men tilføjer så:

”Siden udtagelsen har jeg hørt mange store ord om, hvor original og genial jeg er, og hvor stort det er, at jeg er den eneste skandinav i den officielle Cannes-konkurrence. Men vi skal også lige slappe af. Målet for en film kan ikke være at komme på en festival. Målet må være at rykke filmkunsten, og at filmen kommer til at betyde noget for nogle mennesker.”

Julekalender møder David Lynch
Gräns handler om en kvindelig grænsevagt, der er kendt for sin usædvanligt gode lugtesans. Hun kan nærmest lugte, om mennesker har dårlig samvittighed, fordi de skjuler noget.

Men en dag kommer en mistænkelig mand, som hendes lugtesans slet ikke kan opfange. Samtidig føler hun sig tiltrukket af ham. De udvikler et bånd, og derigennem opdager hun sin virkelige identitet: At hun tilhører en anden verden.

”En bekendt har beskrevet filmen som ’julekalender møder David Lynch’. Det indfanger nok meget godt filmen. Det er en kærlighedshistorie, der foregår i et moderne eventyr-univers med overnaturlige elementer og mærkelige typer,” forklarer Ali Abbasi, der i 2016 debuterede med den danskproducerede arthouse-gyser Shelley.

Historien stammer fra en novelle, som den svenske forfatter John Ajvide Lindquist i 2006 udgav i samlingen Pappersväggar. Lindquist skrev også succesfilmen Lad den rette komme ind.

”Det er første gang, jeg bruger en andens idé. Forfatteren var super åben og materialet meget spændende, men det var alligevel svært for mig. Det tog lang tid at forstå en anden persons logik og derefter oversætte det til noget, der blev mit eget,” siger Ali Abbasi.

Mennesket som et dyr
Instruktøren fremhæver svenske Isabella Eklöf, som han mødte på Den Danske Filmskole, og som har været med til at skrive manuskriptet.

”Jeg kommer fra en anden kulturbaggrund – den iranske – og Isabella har været en bro mellem mig og det nordiske eventyr. Hun forstår det bedre, end jeg gør, og jeg ville ikke kunne have lavet filmen uden hende.”

”Både Isabella og jeg interesserer os for mennesket som et dyr. Hun har en antropologisk måde at betragte mennesker på. Men hun er også interesseret i det psykologiske, hvor jeg nok er mere til det abstrakte: Hvad gemmer vi på? Hvad er vores drømme? Vores underbevidsthed?”

Vulgær og poetisk
Ud over Cannes-festivalen ville parallelkonkurrencerne, Directors’ Fortnight og Critics’ Week, også gerne vise Gräns. Ali Abbasi måtte prioritere og valgte den officielle konkurrence, selv om han er lidt skeptisk i forhold til hæderen.

”Cannes vil gerne være et buffetbord for verdens filmkultur. Men når jeg for eksempel ser iranske film i Cannes, så slår det mig, at de næppe ville være blevet udtaget, hvis de havde været franske. De kommer med, fordi de i franskmænds øjne er eksotiske, og vores film er også ret eksotisk,” siger instruktøren og tilføjer:

”Det er en blanding af høj- og lavkultur, af noget meget poetisk og noget mere vulgært – b-filmagtigt sådan rent visuelt.”

Filmskolens blandede fornøjelse
Ali Abbasi er uddannet på Den Danske Filmskole i 2011, og han er den første instruktør fra skolen, der gør sin entré i en af de to store konkurrencer, siden Thomas Vinterberg i 1998 blev udtaget med Festen.

”Jeg havde på Filmskolen en fantastisk lærer i Jonas Wagner, der blev en mentor for mig og har været det siden skoletiden. Jeg kan i panik ringe til ham kl. 24 om natten og spørge ham til råds,” fortæller Ali Abbasi.

”Men ellers må jeg indrømme, at Den Danske Filmskole var en blandet fornøjelse. Der var så mange problemer for mig i den sidste tid, og jeg blev ligesom bare det besværlige menneske. Intet kunne lade sig gøre.”

”Filmskolen lever på sit ry som verdens bedste, men det passer måske ikke længere. Skolen er ikke fulgt med den teknologiske udvikling, og det føles heller ikke, som om der er en klar kunstnerisk retning.”

”Lige nu sker der en masse på skolen, og det er ikke til at vide, hvor det vil føre hen. Vinca Wiedemann har som rektor den gode vilje, og jeg håber, at tingene lykkes for hende. Men der mangler en stærk tradition, som de store filmskoler har.”

Ali Abbasi

Født 1981 i Teheran, Iran.

Rejste i 2002 til Stockholm, hvor han studerede arkitektur.

Uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2011.

Debuterede med den danske spillefilm Shelley i 2016.

Udtaget til konkurrencen Un Certain Regard i Cannes med den svenske Gräns.

© Filmmagasinet Ekko