Nyhed
19. jan. 2017 | 16:43

Amy-folk pønser på film om Tony Blair

Foto | uoplyst
Tony Blair var premierminister fra 1997 til 2007 og startede som en enorm populær fornyer, men endte med at være temmelig forhadt på grund af Irak-krigen.

Produceren bag Oscar-vinderen Amy er efter sigende interesseret i at lave et portræt af den tidligere britiske premierminister.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

De seneste år har man kunnet opleve gribende og stærke dokumentarfilm om både racerkøreren Ayrton Senna og sangeren Amy Winehouse med henholdsvis Senna fra 2010 og Amy, Oscar-vinderen fra 2015.

Begge film er skabt af det samme team, der består af instruktøren Asif Kapadia og produceren James Gay-Rees.

For tiden arbejder makkerparret på et dokumentarisk portræt af den argentinske fodbold-legende Maradona, men allerede nu tyder det på, at de har endnu et projekt på bedding. 

Ifølge engelske The Telegraph har James Gay-Rees nemlig mødtes med de folk, der repræsenterer den tidligere britiske premiereminister Tony Blair.

Tony Blair var britisk premierminister fra 1997 til 2007 for Labour, som han relancerede politisk under navnet New Labour. Desuden førte Blair Storbritannien i krig i Irak i 2003 – en beslutning, der ofte er blevet diskuteret.

Blair-begejstring
The Telegraph bringer historien på baggrund af en anonym kilde, der fortæller, at mødet fandt sted før jul. 

”Blairs folk mødtes med James Gay-Rees. Det kom dertil, at Blairs folk luftede idéen om at lave en dokumentar om Tony. De var meget begejstret for idéen,” fortæller kilden ifølge den engelske avis.

”Hvis man ser på de film, som James (Gay-Rees, red.) har lavet, har han virkelig fokuseret på nogle interessante mennesker.”

Dokumentarserie på vej
Foruden Amy og Senna har James Gay-Rees også produceret Supersonic fra sidste år, den roste dokumentar om britpop-bandet Oasis.

Da Tony Blair-projektet stadig er ubekræftet og i en meget tidlig fase, er det usikkert, om Asif Kapadia skal instruere. I marts 2016 skrev vi, at Kapadia og Gay-Rees også arbejdede på en dokumentarserie om et endnu ukendt emne tiltænkt streamingtjenester som Netflix og Amazon Prime.

Indtil videre er deres film om Maradona planlagt til at få premiere i 2018.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko