Animation
Tema
24. mar. 2004 | 08:00

Animation i dokumentaren

Foto | Story AB
I Skjul

Animation og dokumentarfilm? Det lyder som to uforenelige størrelser, men filmkonsulent Jakob Høgel mener, at animation kan skubbe dokumentaren i nye retninger.

Af Jakob Høgel / Ekko #21

Hvad sker der, hvis man dropper hele billedsiden af en dokumentarfilm? Det er nok en uhyggelig tanke for de fleste dokumentarfilmmagere, men det kunne også være en udfordring. Man kunne for eksempel arbejde med billeder og scener, der var animerede.

Sådan er svenske I skjul (Hanna Heilborn, Mats Johansson og David Aronowitsch) og den danske Danas have (Kajsa Kvaale) blevet til. De har begge en dokumentarisk lydside og en animeret billedside. De tilhører den gruppe af film, der er blevet kaldt ”animerede dokumentarfilm”. Begrebet er lidt af en rodekasse og dækker over mange måder at forene dokumentar og animation. De to film udmærker sig ved at få publikum til at engagere sig følelsesmæssigt i problemstillinger, som det ellers kan være svært at skabe forståelse for. En krank flygtningehistorie bliver nærværende i I skjul, uden at hovedpersonen bliver gjort til et offer, og Danas have er en spidsfindig kritik af danskhed – en kritik, som involverer tilskueren på mange planer.

Et stilistisk valg
Udgangspunktet for I skjul (2002) er et lyd-interview med en peruansk dreng, Giancarlo, og hele hans familie. De har boet under jorden som illegale immigranter i Sverige i to år. I samtalen beskriver Giancarlo og hans far familiens fortumlede historie. Giancarlo fortæller hudløst om, hvad det kræver at bo illegalt i et andet land – ikke at kunne fortælle sine klassekammerater, hvor man bor og den konstante frygt for at blive opdaget og afsløret.

Da filmen blev sat i produktion, levede familien stadig under jorden, og det var på det tidspunkt en nødvendighed, at man ikke viste Giancarlos ansigt. Senere tog de svenske myndigheder Giancarlos sag alvorligt, og han fik asyl. Dermed blev det et stilistisk valg at bruge den animerede billedside, og gevinsten er klar: Tilskueren involveres følelsesmæssigt på andre måder end i det vante interviewbillede.

Den sammenhængende lydoptagelse er syv minutter lang, og det er også filmens længde. Ud over Giancarlos fortælling kan man høre en række andre lyde. Der er interviewerens spørgsmål. Der er en del rumlen med lydudstyr og stole, og man hører et barn, som nyser og gaber. Det sidste er Giancarlos lillebror. I det meste dokumentarisme, både på lyd og på film, bestræber man sig på at optage lyden så rent som muligt, så lytteren eller tilskueren ikke lægger mærke til selve interviewets udførelse, men opfatter den talende stemme som en direkte henvendelse. Et ”støjfrit” interview gør det også muligt at klippe frit i udsagnene og skabe de sammenhænge, man finder hensigtsmæssige.

Japanske kæmpeøjne
Instruktørerne bag I skjul er gået den modsatte vej. De bruger den uklippede, ”snavsede” lydoptagelse som afsæt til at udforske hele interviewsituationen. Den animerede billedside viser os selvfølgelig Giancarlos ansigt i vanlig interview-beskæring, men derudover får vi et mere sammensat billede af, hvordan interviewet forløber.

Vi ser den svenske interviewer, som både viser medfølelse og en journalistisk interesse i at få fortællingen på plads. Der er Giancarlos lillebror, som med sine lyde gør scenen mindre dødsensalvorlig og samtidig mere rørende. En spændt og kaotisk situation i en dagligstue samler sig langsomt om en drengs fortælling. Det er ikke en løsrevet beretning i ord, men en fyldig scene om den interaktion og de omstændigheder, der er med til at skabe fortællingen.

Animationen er holdt i blå-grønne, todimensionale flader – en stil, der kan minde om japanske tegnefilm. De to børns ansigter er store og ovale og med de karakteristiske, japanske kæmpeøjne. Når man ser filmen, kan det i starten være svært at identificere sig med hovedpersonen. Det skaber en distance, at man ser en tegning og ikke den talende selv. Efter meget kort tid opstår der dog et dybt engagement i historien. Hvad er der på spil?

For at forklare, hvorfor I skjul gør så stort indtryk, bliver jeg nødt til at skrive lidt om traditionelle interviews. Der vises enorme mængder interviews i dokumentarfilm, nyheder, talkshows osv. De består af en talestrøm og et synkront billede af et ansigt. Ud fra de to størrelser har vi vænnet os til at skabe et billede af en personlighed, et menneske, et liv. Det er noget særligt, at vi alene ud fra lydbårne ord og billedet af et ansigt (ofte pauseret med billeder af hænder) helt spontant forestiller os en person.

Ikke et offer
For det klassiske interview er det vigtigt, at lyd og billede er synkrone. Det er det, der verificerer, at stemmen rent faktisk tilhører den afbildede. Vi tror på personen, og vi er vidner til vedkommendes følelser og holdninger. Hvis personen er sympatisk og måske også i en situation, der minder om vores egen, oplever vi en følelsesmæssig identifikation med vedkommende. Lige så ofte oplever vi, at vi ikke identificerer os med interviewofre, fordi de ikke appellerer til os, eller fordi deres udsagn ikke har en holdningsmæssig resonans hos os.

Det er uhyre interessant, hvordan I skjul bevirker et følelsesmæssigt engagement. Tilskuere kan ikke identificere sig, som de plejer, og alligevel bliver mange meget berørte af filmen. Det kan som publikum være svært at skabe et billede af en ”hel person” ud fra interviewlyden og den animerede figur. De store øjne og det åbne udtryk i figuren begynder efter lidt tid at gøre indtryk, og langsomt forenes stemmen og figuren i en rørende historie. Man bliver grebet af detaljerne i Giancarlos historie og forholder sig til hans hårde odds. Man tænker, at der må være andre børn, som undergår de samme lidelser i Sverige og sikkert også i Danmark. Det er Giancarlos historie, som fortælles, men i den animerede figur kan indsættes en række virkelige ansigter og skæbner.

Hvor vanlige interviews skaber identifikation med en person igennem stemme og ansigt, har animationen af I skjul den effekt, at man som publikum ikke lægger alle sine følelser i den konkrete medvirkende, men i den historie, der fremmanes. Giancarlos historie bliver til mere end en enkeltskæbne. Heri ligger filmens fornemste greb. Vi har alle hørt historier fra Den tredje Verden, der minder om Giancarlos. Ofte sker det, at vi kun ser den ene person, der tilfældigvis er afbildet, og kun kan se vedkommende som offer. Nu ved jeg ikke, hvordan interviewet med Giancarlo i virkeligheden så ud, men som scenen fremstår nu, bliver han ikke et offer. Den personlige beretning er indlagt i en levende scene, og den animerede figur giver publikum mulighed for både at føle, at det er synd for Giancarlo, og til at tænke videre.

Andedammen
Danas have er titlen på en animeret, dansk dokumentarfilm, der bliver færdiggjort i disse måneder. Den sammenstiller også interview og animeret billedfortælling. Lydsiden består af klip fra interviews med en række udlændinge, der har boet i Danmark i en årrække. De interviewede fortæller om, hvordan det var at komme til Danmark, og hvordan de opfatter danskere og deres måde at være på. Billedsiden er henlagt til en andedam og bebyggelserne omkring den. Stedet og filmens titel refererer til genkendelige ordspil og er en ironisk indgang til at diskutere, hvad danskhed er.

I andedammen holder hovedpersonerne til. De er ænder lavet af klude, og de ligner forbavsende godt. Filmens åbning og afslutning parafraserer Poul Henningsens Danmarksfilm fra 1935, hvor der zoomes ind på et Danmarkskort. Men her er kortet dog lavet af klude, der svupper rundt i en vaskebalje. Bevægelsen ind i Danmark fortsætter med en zoomen ind i et hus for til sidst at lande i en rede, hvor ællinger bliver ruget ud. Mere hjemligt kan det ikke blive.

Mens vi ser ænderne i alskens former for socialt samvær, kommer udsagnene om danskernes konfliktskyhed, hang til hygge og mangel på selvkritik. Det bliver efterhånden klart, hvor svært det er for udefrakommende at afkode de små forskelle, der for os danskere gør den store forskel.

Som dansk publikum er man sat i en hård knibe. På den ene side er det svært ikke at holde af de nuttede, stoflige ænder og deres omgivelser. Det emmer af genkendelige stemninger og genstande lige fra Ægget til fyraftensbajeren. På den anden side er der i hver episode indlagt lydlige stikpiller, som får én til at betvivle idyllen. Man begynder at se på andedammen med nye øjne. Nogle af de nuttede andeansigter får pludselig et ildevarslende skær over sig. De små luftbobler, der stiger op i dammen, bliver ildelugtende. Det glade samvær dækker også over udelukkelsesmekanismer og selvtilstrækkelighed.

Ridser i idyllen
Mens man ser filmen, er det svært at finde ud af, om ridserne i idyllen er skabt i den indre biograf eller er en tydelig del af billedsiden. Ænderne bliver studeret, observeret og kommenteret i hele filmen uden at sige noget selv. Men ”Danmark” får alligevel taget til genmæle. Efter den sidste kommentar, der slutter ”det er så dansk, at man får tårer i øjnene”, ser man igen Danmarks-kludekortet fra indledningen. Denne gang får Jylland sig et godt grin, mens øerne klukker med. Som en desperat reaktion på kritikken, eller fordi den, der ler sidst, ler bedst.

Lyd- og billedsiden i Danas have består af episoder, sat sammen som en mosaik. Der er en konstant spænding mellem lyd og billede om at tiltrække publikums opmærksomhed og synsvinkel. På denne måde adskiller filmen sig fra de fleste dokumentarfilm, vi ellers ser, hvor der er et klart hierarki mellem lyd og billede.

I interviewbaserede dokumentarprogrammer og -film er lydsiden styrende. Udsagnene bliver klippet sammen først, og indklipsbilleder og illustrationsbilleder bliver derefter tilføjet. I film, der følger personer igennem forløb, er billedsiden styrende, og man går efter opbygningen af scener og må tage den lyd, der kommer i de valgte klip. Det er der intet galt i, men en af styrkerne ved I skjul og Danas have – og en række andre animerede dokumentarfilm – er, at de viser, hvor meget der kan ske i publikums oplevelse, når lyd og billede ikke hænger forudsigeligt sammen.

I I skjul og Danas have arbejder lyd og billede til tider med og til tider mod hinanden. Det skaber spænding i filmene og kræver samtidig noget af publikum. Der er ikke én stemme, ét ansigt og én historie, som passer pænt sammen. Både I skjul og Danas have rummer mere end ét fortælleperspektiv, og filmenes betydning folder sig ud i den kreative spænding imellem disse.

Der kommer flere og flere animerede dokumentarfilm på festivaler rundt omkring. Jeg tror, at det reflekterer et behov for og en lyst til at lave film, der bruger den filmiske palet fuldt ud. Tidligere var billede-med-synkron-lyd adelsmærket for autentisk dokumentarisme, og det talende ansigt var måden, man lærte nogen at kende på i dokumentarfilm. I dag kan man konstatere, at denne dyd må vige for helt andre filmiske udtryksformer.

I skjul (originaltitel Gömd) er i distribution på Det Danske Filminstitut. Danas have er under produktion (Buttenschøn & Budde Filmproduktion) og ventes i distribution senere på året.

© Filmmagasinet Ekko