Nyhed
25. juli 2014 | 11:17

Asger Leth laver amerikansk actionfilm

Foto | Summit Entertainment
Asger Leth er på vej med endnu et amerikansk eventyr. Her ses han under optagelserne på Hollywood-filmen Man on a Ledge fra 2012.

Efter den action-fyldte Move On fortsætter Asger Leth ad samme sti. ”Jeg arbejder på en amerikansk kupfilm,” afslører instruktøren over for Ekko.

Af Morten Scriver Andersen

Der har været stille i Asger Leth-lejren efter hans Hollywood-debut Man On a Ledge. Bortset fra Telekoms store reklamesatsning Move On, som Ekko i går gravede frem af gemmeren, er der intet nyt kommet fra Asger Leths hånd siden 2012.

Men der sker snart noget, fortæller den 44-årige instruktør.

”Jeg arbejder på en action-thriller, der foregår i Berlin og handler om et kup. Vi skulle egentlig have være i gang, men kunne ikke nå det, så vi optager først i foråret 2015,” fortæller Asger Leth.

Filmen skal produceres af Lucas Foster, der tidligere har lavet actionfilmen Man on Fire. Leth kan ikke løfte sløret for, hvilke skuespillere der skal medvirke.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne sige det til dig … men jeg kan sige så meget, at det ikke bliver uspændende,” siger han med et smil over en Skype-forbindelse til Grækenland, hvor han holder ferie.

Internettets svar på Oscar
Interviewet er kommet i stand, efter at vi i går bragte historien om den oversete Move On, der har fløjet fuldstændigt under de danske mediers radar, på trods af at selveste Mads Mikkelsen spiller hovedrollen.

Ifølge Asger Leth har det dog heller ikke været meningen, at Move On, der er sponsoreret af tyske Telekom,skulle lanceres i Danmark.

”Den er blevet lanceret på nettet og kun i de otte lande, hvor Telekoms marketingsafdelinger gik sammen om at splejse til at finansiere projektet," siger han.

Move On kan ses som en sammenhængende spillefilm på move-on-film.com. På Asger Leths egen hjemmeside ligger den i otte afsnit som en webserie, og sådan foretrækker han, at den ses.

”Det her er ikke en film og har aldrig været ment som en film. Det er en webserie, og den har også vundet en Webby – internettets svar på Oscar – for bedste branded entertainment,” siger han.

”Du har 24 timer!”
Asger Leth fortæller, at projektet skulle laves meget hurtigt.

”Telekom henvendte sig lige pludselig: ’Hey, vi har lyst til at lave noget, der er noget rigtigt guf, og som ikke er en reklamefilm på den gammeldags måde. Det skal være rigtig fiktion, og det skal laves lige nu. Du har 24 timer!’”

Det kunne Asger Leth ikke sige nej til. Også selvom han på daværende tidspunkt havde travlt som nyslået Hollywood-instruktør med Man on a Ledge.

”Jeg havde ikke tid til at skrive et manuskript, så vi var nødt til at gå til det på den simplest mulige måde. Vi greb fat i det gode gamle koncept med en MacGuffin,” siger Asger Leth og henviser dermed til Hitchcocks fortælletrick, hvor et ukendt objekt driver handlingen frem.

MacGuffin i Move On er en mystisk grå kuffert, som Mads Mikkelsen bærer rundt på, og som skurkene tydeligvis er interesseret i.

”Et filmmanuskript tager jo et par år at skrive. Vi skrev den on the road, mens vi optog, og under de forudsætninger var det jo en skide sjov og kreativ exercise,” siger han på sin karakteristiske blanding af dansk og amerikansk.

Adgang forbudt
Det tyske teleselskabs håb var, at deres brugere ville få stor indflydelse på filmens udformning, men det var Asger Leth ikke enig i.

”Jeg synes, det var fedt til inspiration, men jeg tror ikke på, at man kan lave film som demokrati,” forklarer han og tilføjer, at han lod sine assistenter luge ud i de mange indspark.

Telekom accepterede Asger Leths krav og strakte sig ifølge instruktøren langt for at lave den særegne web-serie. Så langt, at Asger Leth for at teste samarbejdspartnerne dikterede et tilhold mod Telekom.

”Under optagelserne dikterede jeg en restraining order, der forbød dem at komme inden for en radius på 500 meter,” ler Asger Leth.

Sjovt at lave action
Inddragelsen af filmfans havde dog også sine fordele, erkender Asger Leth.

”Pludselig stod der 800 statister i smoking midt i operahuset i Wien – helt gratis. Det ville aldrig være sket på en normal filmproduktion. Så på den måde er det jo godt at inddrage folk,” siger han.

”Der er jo tusindvis af uprøvede kræfter derude, som ikke tør at gå til casting. Og her var der altså nogle fantastiske skuespillere blandt de mennesker, der sendte deres bånd ind – mennesker, som vi ellers ikke var kommet i kontakt med.”

Under tilblivelsen af Move On fandt han ud af, at mere action-prægede film tiltaler ham.

”Jeg er mest interesseret i at følge the lone cowboy i landskabet, jeg er optaget af karakterens indre liv. Men når biljagter kan være med til at skabe et komplekst portræt, så er det da fedt. Og det er altså skide sjovt at lave biljagter.”

Det er uvist, hvornår Asger Leths kommende action-thriller kan ses i biograferne. Titlen er heller ikke på plads.

Trailer: Move on

Foto | FilmTeam
Mads Mikkelsen og Asger Leth laver sjov under optagelserne. Kom med bag om kameraet i vores lille billedserie fra optagelserne af filmen.

Kommentarer

Født 1970 i København.

Søn af filminstruktøren Jørgen Leth og filmklipperen Ann Bierlich.

Hans første store film var Ghosts of Cité Soleil, der i 2008 vandt prisen for bedste dokumentarfilm i Directors Guild of America.

I 2012 fik han sin Hollywood-debut med spillefilmen Man on a Ledge.

© Filmmagasinet Ekko