Cannes 2018
17. maj 2018 | 22:48

En roadmovie på afrikansk

Foto | Federico Cesca
Den spedalske mand Beshay (Rady Gamal) tager med sit æsel og en dreng, der bliver kaldt Obama (Ahmed Abdelhafiz), ud på en rejse for at finde sin familie.

”Charmen ved roadmovies er, at man kan gøre sit land til en karakter i dramaet,” siger egyptiske A.B. Shawky, der er i spil til Guldpalmen som den eneste debutant i Cannes-festivalen hovedkonkurrence.

Af Nicki Bruun

Der er mange nye og knap så kendte navne på årets Cannes-festival. Men ingen er blevet kastet hårdere ind på filmkunstens store scene end egyptiske A.B. Shawky.

Abu Bakr Shawky er som manden bag den lille, afrikanske roadmovie Yomeddine eneste debutinstruktør i årets hovedkonkurrence.

Det er en sjælden ære, der senest er tilfaldet László Nemes med Sauls søn, som oven i købet vandt Grand Prix i 2015. Derfor er det naturligt, hvis 32-årige Shawky føler et vist pres på sine skuldre.

”Der er meget pres og mange forventninger. Men vi har lavet den bedste film, vi kunne, med de ressourcer vi havde, og jeg kommer til at fortsætte med at lave film, lige meget hvad der sker,” fortæller den egyptiske instruktør i et af de mange mødelokaler i den store bygning, hvor Cannes-festivalen viser film fra hele verden.

”Jeg vil lave film i og om Egypten, men det skal være universelle film, som ethvert publikum kan se. Det må være en instruktørs job.”

Stigmatiseret sygdom
Yomeddine
er en roadmovie, hvor den spedalske mand Beshay (Rady Gamal) efter at have mistet sin kone beslutter at rejse tværs igennem Egypten.

Han blev som barn forladt i en lejr for spedalske og har aldrig set sin familie siden, men nu sætter han sig for at finde dem igen. På turen får han selskab af en ung dreng, der takket være en anelse lighed med en vis amerikansk præsident bliver kaldt Obama.

Filmens fantastiske rejse til hovedkonkurrencen i Cannes startede for ti år siden, da A.B. Shawky lavede en kort dokumentar om livet for spedalske i en egyptisk lejr.

Der hørte han en masse historier om mennesker, der var blevet afleveret som børn og aldrig hørte fra deres forældre igen. De blev siddende i ham, indtil han i 2013 endelig skrev et manuskript, og så begyndte en hård kamp for at få filmen finansieret.

”Der er jo ingen kendte med, hverken foran eller bag kameraet, så det var en svær proces at lave filmen. Ud over at jeg er en debuterende instruktør, var det svært skaffe midler, fordi filmen er usædvanlig i Egypten,” fortæller A.B. Shawky om sit hjemland, hvor spedalskhed ikke længere er noget stort problem, men de syge er stadig stigmatiserede.

”Men vi må være lidt modige, for der er meget konformitet i filmbranchen disse dage. Så det er godt med noget, vi ikke har set før,” siger instruktøren.

Grin til begravelsen
Filmen har ikke fået overstrømmende god kritik og ligger cirka i midten på Ekkos stjernebarometer. Et af kritikpunkterne har været, at der er lige lovlig meget feel-good.

Det er instruktøren godt klar over, men han har sine grunde til at give filmen et positivt livssyn.

”Jeg ville ikke lave fattigdomsporno og klichéen om, at der er skønhed i alle livets små ting. Men jeg ville fange den egyptiske mentalitet, som handler om, at vi selv trods en masse modgang er glade. Egyptere griner til begravelser,” fortæller A.B. Shawky og ler selv.

”Den livsindstilling ville jeg udtrykke, og filmen ville ikke være sand, hvis personerne hele tiden var triste og havde ondt af sig selv. Det ville ikke være fair over for menneskene i lejren for spedalske eller folk i al almindelighed.”

Inspirationen til at lave en nordafrikansk roadmovie kom af en særlig kærlighed til genren, som A.B. Shawky har fulgt i både Afrika, Europa og USA.

”Alle Wim Wenders’ film har selvfølgelig inspireret mig meget. Men også den ret ukendte egyptiske The Sixth Day fra 1986 af Youssef Chahine, der foregår på en båd, som sejler på Nilen og også er en slags roadmovie,” siger instruktøren.

”Der er en helt særlig charme ved roadmovies, fordi man kan gøre sit land til en karakter i dramaet.”

I biffen med mor
Midt i interviewet gør en kvinde os pludselig selskab. Hun hedder Dina Eman og er ikke bare A.B. Shawkys producer, men også hans kone. I det hele taget har kvinderne i A.B. Shawkys liv været vigtige for hans virke som filmskaber.

Ligesom en anden ung filmskaber på festivalen – belgiske Lukas Dhont, der har begejstret anmelderne med transgender-dramaet Girl – er A.B. Shawky blevet formet af sin filmnørd af en mor.

Hun er fra Østrig, og kultursammenstødet mellem Nordafrika og Europa har formet Shawky som instruktør.

”Hun har lært mig altid at holde øjnene åbne og kigge rundt i verden omkring mig. Hun har også taget mig med ind og se de mest obskure østrigske og franske film,” fortæller instruktøren.

”Det gør hun stadig,” indskyder Dina Eman med et grin, før A.B. Shawky fortsætter. ”Som barn havde jeg ikke altid lyst, men nu kan jeg se, hvor fantastisk det har været. Jeg har set hele verden gennem film.”

Scene: Yomeddine

Abu Bakr Shawky

Født 1985 i Kairo, Egypten.

Faren er egyptisk, moren fra Østrig.

Uddannet filmskaber fra Cairo Cinema Institute og New York University.

Har lavet en række korte dokumentarfilm rundt om i verdenen.

Spillefilmdebuten Yomeddine er i hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen.

© Filmmagasinet Ekko