Interview
01. dec. 2010 | 08:00

Bag om den røde næse

Foto | Per Arnesen
Frank Hvam på scenen med Thomas Helmig i Klovn: The Movie

Klovn The Movie er på trapperne. Ekko fulgte optagelserne for at få tabuer, fordomme og holdninger sat på plads i forhold til personen Frank Hvam. For hvad foregår der egentlig inde i hovedet på den mand, der på samme tid ligner dansk komiks største klovn og største succes?

Af René Fredensborg / Ekko #51

Har du lyst til lidt guffe-guffe?
Det lyder dejligt, men så skal jeg lige vaske mig først!


Mia spørger, og Frank misforstår. For hun taler om en flødebolle, han snakker om et blowjob. Det er filmens første scene, men den sidste, der bliver optaget, og den har, som instruktøren udtrykker det, lige før klaptræet beordrer tavshed, noget ikonisk Klovn over sig.

Vi er i soveværelset i en mondæn villa på det ydre Frederiksberg. Frank ligger i sengen iført sit kridhvide undertøj. Han læser en bog, da Mia kravler ind under dynen med et par flødeboller. Men pludselig opdager hun, at Franks bogmærke er et uåbnet brev fra den forening, der varetager kontakten til deres afrikanske fadderbarn. Hun åbner brevet. Der er ikke blevet betalt i halvandet år, så nu er fadderbarnet blevet taget fra dem. Frank mener ellers, at han har tilmeldt regningerne hos Betalings­service. Hun bebrejder ham. Han svarer:

”Vi finder bare et nyt barn, skat. Der er masser af negerbørn, der er i nød.”

Ja tak. Og om igen. Hoste, hoste. Skramle, knirke og batteritjek. Instruktør Mikkel Nørgaard hopper ned i sengen og vender scenen med de to skuespillere. Al dialog er improviseret, præmisser og parametre kan frit omfortolkes, men måske er det alligevel for meget, hvis Frank Hvam bruger ordet ”blowjob”. Nå ja, og negerbollerne er da ikke fra Irma, men fra Mias butik. Og hvad hedder negerbarnet egentlig? Hvam foreslår John Mosombo. Eller Mugabe. Mia Lyhne griner og mener, at et diktatornavn er ret så upassende. Så Mugi da? Eller Zap, som én fra filmholdet anbefaler. De ender med at kalde ham ”Laval”. Ligesom bokseren. Og så minder Mia Lyhne om, at hun hedder Mia Christensen. I filmen, altså.

”Klar til optagelse! Lyden kører? 292, 2. gang. Klap!”

– Har du lyst til lidt guffe-guffe?

Frank bruger ikke ordet ”blowjob”, men løfter blot dynen og ser akavet ud. Og så joker han med, at brevet om fadderbarnet sikkert bare handler om nyt kridt i skolen. Og hele sekvensen ender med, at han siger, at han slet ikke bryder sig om børn. Mia vender øjne.

Tak. Og forfra. Rette, rette. Sminke, vand og ny kameravinkel. Mikkel Nørgaard hopper atter op i sengen. Nu fortryder Frank Hvam, at han fandt på det med ikke at kunne lide børn.

”Det var måske en lidt voldsom melding, og det gav en unødvendig konflikt,” grubler han. Især set i lyset af, at Klovn The Movie handler om, at figuren Frank skal tage vare på et tolvårigt barn ved navn Bo. Altså, et dansk et af slagsen. Mere ved vi ikke om plottet, for det er hemmeligt. I komik fungerer overraskelsesangreb bedst, forstås.

Og som tilskuer til optagelserne forstår man også hurtigt, at det er sin sag sådan at improvisere replikker på 29. dag. Efter i alt syv takes på en halv time vurderer instruktøren dog, at der er tilstrækkelig med brikker til at gå hjem og lægge puslespillet.

Klovn The Movie er i kassen og har premiere 16. december. Det har krævet en del af Frank, både den fiktive og den originale. Faktisk lige så meget alvor som sjov. Så nu ligger Frank Hvam inde i sengen og sover, mens filmholdet pakker sammen for sidste gang. Det kan i visse situationer være svært at se forskel på Frank og Frank.

The Frank Hvam Blowjob Machine
Det er det også, når jeg ugen efter befinder mig på Franks kontor i Kødbyen på Vesterbro. Der står ”JA­HATTEN APS” på dørklokken, og de velvillige vibrationer fornægter sig ikke, når man er nået op på anden sal. Et whiteboard med notater a la ”Kneppeslottet med Romaster” og ”Svampeseance. Kneppet af en ravn” afslører scener fra den kommende film. Men det er en mandshøj maskine i det ene hjørne, der pirrer nysgerrigheden mest.

”The Frank Hvam Blowjob Machine,” står der på brystet af den stålgrå tingest. Lige i skridthøjde er der et lille hul.

Place penis inside hole
Select film
Select speed
Enjoy
Remove penis


”Reserveret til Mr. Frank Hvam hver tirsdag og torsdag mellem 12.00 og 12.05,” står der. Jeg ankommer en mandag kl. 12 præcis, og Frank Hvam giver mig faktisk fem minutter alene på kontoret, inden han selv ankommer og forklarer installationen.

”Det er en islandsk idé, bygget i Danmark,” udbryder han med seriøs kendermine. Det er noget med nogle unge islandske tv-­folk, som gerne ville have, at Frank Hvam – i rollen som sig selv – havde en nebengesjæft som blowjob machine­-bygger. Det sagde han ja til.

”Jeg havde egentlig planer om at donere maskinen til baren Jolene, som også ligger her i Kødbyen. Barejeren, som også er islænding, vil gerne auktionere maskinen bort i forbindelse med en international børnedag, så det er måske meget godt, den står heroppe endnu,” forklarer han.

“Er det sandt?” Spørger jeg. Og det er ikke den eneste gang under det tre timer lange interview, at jeg lige må dobbelttjekke troværdigheden i de barokke bemærkninger, der glider ud fra Franks berømte pokerfjæs. Det er skam sandt nok. Påstår han.

Klovn for alvor
Frank Hvam foreslår frokost på den nærliggende restaurant Paté Paté. Han bestiller vand med brus og en cousine-kylling. Kusinekylling, siger han. Tjeneren retter på hans udtale og blotter en tatoveret underarm, hvor der står ”TADAH”. Det synes Frank Hvam er sjovt, og man kan passende spørge, om det ikke også er lidt TADAH, at tv-serien Klovn nu er blevet transformeret til det store lærred.

”Jeg ved det godt. Jeg har også tænkt, at vi aldrig skulle gå til filmen,” indrømmer han velvidende, at adskillige komiske tv­-serier har oplevet, hvordan grin kan stivne i biografens magiske mørke. Frank Hvam har også set Jydekompagniet, Walter og Carlo og Stjerner uden hjerner.

”Men det gør jo ikke serien dårligere, at der kommer en film. Uanset hvad,” argumenterer han. ”Og så har vi fået nogle ting frem i karaktererne og historien, som vi aldrig ville have fået i serien. Der er en anden tone i filmen. Jeg ved det, for jeg har set både første og andet gennemklip. Det var en rigtig god oplevelse at se første gennemklip, mens anden gang var forfærdelig. Så vi må nok hellere lige klippe en tredje gang,” smiler han.

– Hvad er udfordringen?

”At noget skal flytte sig. Det er vi ikke meget for. Vi er vant til at arbejde i comedy-­universet, hvor vi har en elastik i karaktererne. Ligegyldigt, hvor de løber hen, bliver de trukket tilbage, når elastikken på et tidspunkt bliver stram nok. Men her i filmen slutter vi helt sikkert ikke dér, hvor vi startede,” forklarer Frank og hælder vand i glasset.

”Jeg vil ikke sige, at min karakter ligefrem gennemgår en personlighedsforvandling, men han ændrer sig på visse punkter. I klassisk forstand. Der er sket noget meget voldsomt i forhold til serien, hvilket også er med til at retfærdiggøre filmen. Vi har virkelig prøvet at lave en film. Med følelser og karakterer, der ændrer sig. Det skulle jo være så fint – så fint – at lave film, så vi ville da også gerne lave én,” siger han med en komikers indgroede sans for ironisk distance.

Men det er faktisk alvor for Frank denne gang. Både for personen Frank og karakteren Frank.

”Jeg vil sige, at karakteren Frank er lidt mindre morsom. Han får en række udfordringer, der vil få større skadevirkninger, hvis det går galt. Frank skal i korte træk bevise over for sine nærmeste, at han er i stand til at være noget for andre. Det kneb jo helt gevaldigt i 60 afsnit. Han kan godt være noget for Mia i en håndevending, men ellers så ...”

Frank i Frank
Det siger sig selv, at mennesket Frank fysisk ligner figuren Frank på en prik, bortset fra at den rigtige Frank er mere street i tøjet – sådan lidt jeans­ og skovmandsskjorte-­agtig på en måde, der fint matcher den kreative klasse i Københavns nye, gamle kødby. Frank Hvam kommer dog af og til ud for, at folk har svært ved at skelne mellem fakta og fiktion. For eksempel når han lander i Jylland og får skulderklap for at ”svare ham der den smarte Casper Christensen igen”. Det var faktisk i tv­-serien, at Frank Hvam bed fra sig, men for visse seere ligner det åbenbart den barske virkelighed.

Der er dog en betydelig mental forskel mellem den rolige og reflekterede Frank Hvam og den uheldige, ubetænksomme figur, han gestalter så præcist. Men kan han genkende sig selv i klovnen Frank?

”Jamen, ligesom i stand­-up­-komik så udspringer ens karakter jo af én selv. I fiktionsform prøver jeg også så vidt muligt at være mig selv, men jeg skruer selvfølgelig op og ned.”

Kusinekyllingen kommer på bordet. Frank skubber brillerne på plads med pegefingeren og nærstuderer sit måltid som et sultent barn. Det er kun en uge siden, han fyldte 40 år. Det fejrede han dagen efter ved at give filmholdet jordbærkager fra Lagkagehuset, og selv om han stod dér, klædt ud som den anden Frank i slåbrok og snabelsko, så var det klart virkelighedens Frank, der talte:

”Tak for alle sms’erne i går. Jeg fik jo en sms fra jer alle, på nær én. Du ved godt, hvem du er!”

Rendyrket deadpan. Og Frank drypper løbende den slags subtile vittigheder ned gennem vores interview. Komikerens fiktive jeg er en langt mere klassisk båtnakke og håbløs politisk ukorrekt. Alligevel forsvarer Frank Hvam gerne sin karakter, som var den en fuldt integreret del af ham selv.

”Jeg synes ikke, at Frank er en skiderik. Eller et dårligt menneske. Han er sådan lidt uheldig, og så proportionsforvrænger han engang imellem lidt. Men det gør vi jo alle sammen. Sådan har Casper det også. Når vi bliver spurgt til Frank, siger vi selvfølgelig, at han er for meget, men vi synes da, han er en vældig fyr. Der er et godt hjerte i ham.”

”Han slås mest med fordomme. Det er bare, fordi han ikke ved bedre. Og i en presset situation er det jo fordommene, man reagerer på. Som når man træder ind ad en dør og tænder lyset, og der så står en sort mand. Det er mere uhyggeligt, end hvis der står en hvid mand.”

– Og det er politisk ukorrekt og dermed komisk at sige det højt?

”Ja, men det er jo, fordi vi er opvokset blandt hvide. Måske er det omvendt for sorte, måske bliver de bange for hvide. Der går jo altid et par nanosekunder, før man får styr på hjernen og får reddet situationen. Især for Frank.”

Racismebrønden
Komikeren smider et ben fra sig og tilføjer, at den eneste kur mod angsten for sorte mennesker er, at vi bliver mere multikulturelle og får nuancerne ind fra barnsben. For ligesom det, Frank Hvam kalder ”sexbrønden”,  er fyldt med grænsesøgende inspiration, så er også ”racismebrønden” yderst velegnet, når man gerne vil skabe situationskomik.

”Racismebrønden er fyldt med energi, aggression og fascination. Jonathan Spang sagde engang, at der ikke var stor forskel på en komiker som ham og en politiker som Pia Kjærsgaard. For både komikere og politikere trækker på noget fordomsfuldt for at få succes. Jeg ved så ikke, hvem der har lært det af hvem ...”

– Man skal erkende sine fordomme?

”Ja, og allerhelst modbevise dem. Som i det afsnit, hvor Frank får hjælp af en somalier til at starte bilen. Somalieren, der har sat sig ind i bilen, kører pludselig væk. Frank tror, at han er stukket af, og smadrer hans cykel. Men somalieren kommer tilbage, han ville bare vende bilen. Den historie bygger på noget, som en af mine venner oplevede. Min ven turde ikke lade somalieren sætte sig ind bag rattet, og det grinede vi en del af.”

Frank Hvam tænker et øjeblik.

”I det andet afsnit i første sæson begik vi en fejl. Her søger Frank hjælp hos den sorte rapper Ataf, fordi han er kommet til at dumme sig over for nogle indvandrerdrenge. Ataf kender dem og hjælper ham, men faktisk burde han have sagt: ’Hey, tror du, at jeg kender alle indvandrere, fordi jeg er sort?’ Det ville have været sjovere og vendt komikken mere på hovedet.”

Frank Hvam lægger ikke skjul på, at han holder af Klovn – som det, han kalder ”en blog” for alle de private observationer, han og Casper Christensen gør sig. Men også som detektor for, hvor grænsen egentlig går for det gode grin. Personligt hælder Hvam til at gå helt til grænsen og indimellem over den.

”Man skal lade de store spøgelser rumstere. Hvor griner man, hvor er man ved at kaste op af forargelse? De der følelser. Hvis det er for meget, så er man ved at være der.”

Spasserpisk og stomipose
Helt privat har Frank Hvam og kæresten fået sig et barn, der nu er ”et par år cirka”, som han udtrykker det. I Klovn The Movie spiller et barn ved navn Bo også en stor rolle, fordi det netop sætter Frank under ekstraordinært pres både at skulle passe på sig selv og en uskyldig unge. Hvam har tidligere erfaret, at emnet børn skubber til de vante rammer i serien.

”Vi stak følelsesmæssigt dybere i det afsnit, hvor Frank og Mia skulle adoptere. Det kunne vi godt lide. Men ellers passer børn ikke til Klovns kynisme. Det er svært at grine, hvis det går ud over et barn. I hvert fald i længden.”

Klovn røg da også i Ekstra Bladet med en forarger-vinkel på grund af afsnittet, hvor Frank kravler ned i badekarret til en elleveårig pige.

”Det er jo et kæmpe tabu med børns seksualitet,” forklarer Hvam. ”I afsnittet mener Mia, at hun sagtens kan gå i bad med sin tolvårige nevø. Så Frank kravler ned i badekarret for at bevise den modsatte pointe, hvilket selvfølgelig giver totalt bagslag. Det handlede dog mere om tabuet, end det handlede om børn. Men det viste da, at emnet er sprængfarligt.”

Kort sagt er intet helligt i Klovn­-land, så længe forfatterne finder en vej, hvor det i højere grad er Frank, der er idioten, end de mennesker, det går ud over. Bortset fra afsnittet God jul, Frank i sæson 3, hvor Frank lige vil afprøve sin julegave – en ægte læderpisk – men desværre kommer til at ramme den hjernedøde Bodil i ansigtet. Heldigvis er hun lam, så hun sladrer ikke, og Frank formår at dække sårene pænt til med et julemandsskæg.

”Dér balancerer vi på en knivsæg. Ligesom i det afsnit med pigen, der falder i poolen med en stomipose.”

Her deltager Casper og Frank i en studenterfest og synes, det er sjovt at hive de unge tøser i svømmepølen. Det viser sig, at en af pigerne bruger stomipose, og hun synes bestemt ikke, det er morsomt at se sin egen afføring svømme rundt i poolen.

”Vi skal helst kunne leve med det og grine af det. Den største klovn skal altid være Frank, og derfor får han også sin straf. Jeg vil sige, at med Bodil og pisken – dér slipper han jo af sted med det ved at give hende julemandsskæg på. Det handler om, hvor vi tror, man er sjælsmæssigt, når man er hjernedød. Jeg er overbevist om, at der ikke er nogen sjæl, når først hjernen er slukket. Så der er også personlige overbevisninger i de valg, vi tager,” forklarer han og tygger lidt i tavshed.

Det gav ingen klager at piske en multihandicappet. Men der var skriftlige reaktioner på pigen med stomiposen. Visse af den slags breve tager Frank Hvam i stiv arm.

”Der er jo altid en interesseorganisation, som kan sidde og blæse det op til noget større. De føler egentlig ikke noget, men bruger sagen til at promovere sig selv. Den slags tager vi ikke så tungt.”

Dansk films Oliver Twist
Frank Hvam har interesseret sig for skuespil, siden han i 6. klasse optrådte med en hjemmelavet sketch for hele Ørum Fælles Skole tilbage i den jyske barndomsby. Den handlede om en navngiven dreng i 9. klasse, der gik rundt på skolen i sit jagttøj og pralede med, at han lige havde fået et jagtgevær.

”Det var et meget indspist stykke og nok ikke skabt til de store scener. Men jeg havde det sjovt med at skrive den, og min mor grinede meget.”

– Griner din mor stadig af dig?

”Naah, nu er hun død. Men det kan du sikkert godt lide at køre rundt i, det ved jeg. Bare for at gøre mig ked af det.”

”Nej, nej,” når jeg at svare, før jeg fatter joken. Jeg spørger i stedet høfligt til hans far.

”Han er også død. Jeg er simpelthen dansk films svar på Oliver Twist.” Frank Hvam har en kulsort form for humor. Også når pilen peger på ham selv. Han har lært det hjemmefra.

”Familiens bedste stunder var, når der var noget at grine af. Helst noget galgenhumoristisk. Vi så rigtig meget Monty Python og alle slags sketch-­programmer. Alt, hvad der var sjovt, blev bedømt og vurderet. Der var altid god stemning i familien, når vi lige kunne se en Lyserød Panter.”

Peter Sellers’ underspillede stil er Frank tydeligvis stadig bidt af. Men faren pusler også i baghovedet med sin særlige evne til at samle jagtkammeraterne omkring sig og sige: ”Nåh, har I hørt at ...”

”Min far kunne virkelig få folk til at lytte. Han lærte mig det der med, at vejen godt kan være sjovere end selve pointen. Jeg bad tit min far fortælle den samme historie igen næste dag. Det gjorde han gerne, for han havde selvfølgelig stor fornøjelse af at se mig rulle rundt på gulvet af grin.”

Frank fik aldrig spurgt sin far, om han ikke ville skrive sine historier ned. Måske kunne de have været enestående materiale. Måske var de bedre live. Frank er lidt i tvivl.

To timer er gået. Så udbryder han: ”Nåh, vi ska’ da lige have en kop kaffe, ska’ vi ikk’?”

Alt det kendislort
Egentlig var der kun afsat halvanden time til interviewet, men Frank er tilsyneladende grundig, når han først går i gang. Jeg spørger til hans dvd­-samling.

”Tja, det er mest noget, man kan grine af. The Office. Og Curb kan jeg også godt lide.”

Curb er kendernes forkortelse for den amerikanske sitcom Curb Your Enthusiasm. I forbindelse med Klovn-­ seriens succes skrev dagbladet Politiken i sin tid, at Klovn var en tro kopi af Curb Your Enthusiasm, helt ned i enkeltscener.

”Ja, den artikel var meget inspirerende,” griner Frank.

– Hvad synes du om kritikken?
 
”Altså, jeg kan godt blive lidt træt af at skulle forholde mig til den artikel. Andre dagblade har sidenhen skrevet det modsatte. De bliver aldrig nævnt,” smiler han.

”Vi har altid med stolthed og glæde vedkendt os Curb som inspirationskilde. Vi nævnte endda serien i det materiale, som vi i tidernes morgen sendte ud til pressen, inklusive Politiken. Curb er helt sikkert en inspirationskilde, men at påstå, at vi har stjålet scener og historier, er simpelthen forkert. Det tangerer det smålige og misundelige, og jeg går i graven med den overbevisning, at vi har lavet et hundrede procent originalt værk.”

Frank Hvam nævner Todd Solondz­-filmen Happiness som sin absolutte yndlingsfilm.

”Den film kan jeg ikke blive træt af at se. Jeg kan se pædofili-­scenen med far og søn igen og igen. Den er så ondskabsfuldt morsom. Du ved, far og søn sidder i sofaen, efter at far er blevet afsløret, og sønnen siger: ’Ville du gøre det samme med mig?’ ’Nej, jeg vil kun onanere til dig,’ svarer faren. Det er så forfærdeligt, men faren bliver spillet med så stor menneskelighed, at man hundrede procent forstår, at det ikke er ondt ment. Det er bare hans noget specielle seksuelle orientering.”

– Hvordan inspirerer den scene dig?

”Det er inspirerende, at noget så tragisk og dramatisk kan være så morsomt.”

Frank Hvam taler længe om det vigtige i at behandle et tabu hudløst ærligt. At gøre monstre – og klovne for den sags skyld – menneskelige frem for bare at udstille alle fejlene.

Tjeneren serverer kaffe. Vi kommer ind på Casper Christensen og deres trick med at udstille egen og andres kendis-­status i Klovn-universet.

”Jamen, det optager Casper meget. Han har jo heller ikke et privat øjeblik. Han er verdensmand og networker i stor stil. Med en kæmpe bekendtskabskreds.”

– Og det har du undgået?

”Jeg har ikke de samme kræfter til at være social og networke. Jeg har mere ældre venner a la Pivert,” smiler han med henvisning til den lidt kiksede kæreste til den førnævnte hjerneskadede Bodil.

”Jeg vil da gerne ud og drikke mig fuld og feste, men jeg er mere blufærdig omkring presse og premierer og den slags. Jeg vil hellere selv betale 75 kroner og så luske ind på andendagen i stedet for at forpligtige mig til den røde løber. Hvis vi endelig går til premiere, så kommer min kæreste gerne 50 meter efter mig. Nogle gange står jeg dog ved hende.”

Vi griner.

”Jeg vil helst ikke være så offentlig. Alle kan brydes ned til et sørgeligt niveau. Alle! Man skal bare bore længe nok, så ryger selv ens største idol også ned. Det er også derfor, vi bevidst skitserer kendismiljøet som ekstremt overfladisk. Som et sted, hvor man finder sammen for at bruge hinandens navne. Ligesom Iben og Casper, der er et ’vi klæ’r hinanden godt’­-par. Der er ikke noget, der binder dem sammen.”

– Seriøst?

”I serien. Det kan jeg ikke understrege nok. I serien!”

Han tager en slurk kaffe og småler lidt over misforståelsen.

”Langt hen ad vejen har jeg svært ved at se, hvad jeg skal bruge kendisfaktoren til, men det er muligvis, fordi jeg er indskrænket. Eller snobbet. Det må man jo også spørge sig selv om. Det er jo også en form for snobberi at sige: ’Alt det kendislort, det gider jeg ikke deltage i.’ Men jeg føler mig lidt som Bambi på glatis, når jeg bevæger mig i kendiskredse.”

”For eksempel fik jeg engang en invitation fra Kjeld Tolstrup, ham den kendte dj, som i øvrigt er en flink fyr. Han havde åbnet et sted på Kgs. Nytorv, og så havde alle VIP’erne fået en slags laser­lommelygte, så man kunne stå på gaden og gøre opmærksom på sig selv. Den invitation smed jeg i skraldespanden. Jeg kunne ikke lige se mig selv stå der og blænde en dørmand.”

Befolkningen er bestukket
Uanset om Frank Hvam er i arbejdstøjet som stand­-upper, skuespiller eller manuskriptforfatter, så samler han konsekvent alverdens indfald og historier op. På hjemmefronten og ude. Måske også under et interview. En halv time af seancen går i hvert fald med, at han spørger ind til mig, og jeg ender med at afdække min egen bizarre parforholdssituation. Danner jeg pludselig grundlag for en scene i Klovn? Man ved det ikke helt. Det er måske netop den leg, der gør Frank Hvam så nærværende og distanceret på én gang.

Jeg forsøger med et skift.

– Den danske filmbranche har indtil videre kun haft få roller til Frank Hvam. Går det dig på?

”Jeg havde faktisk en rolle som leder af en pælesidnings­konkurrence i Lotte Svendsens Tid til forandring. Jeg havde få replikker, men jeg stod på plakaten med lige så store bogstaver som Kirsten Lehfeldt. Det var jeg selv meget overrasket over. Der er masser af virkelig dygtige skuespillere i det her land, der kan spille røven ud af bukserne på mig, så lige der er jeg skide ydmyg. Den skal ligge til mit højreben ellers så ... ni ud af ti roller i dansk film vil ligge bedre til Nikolaj Lie Kaas end mig.”

– Til gengæld har du og generationen af stand-uppere virkelig sejret. I har nærmest jeres egen kanal!

”Jeg kan trøste dig med, at det nok skal få en ende. Meget stand-­up i dag er en ussel omgang, vi er ved at have peaket, og der må snart et udskilningsløb i gang. Rigtig gode stand­-uppere er interessante personer, der mener noget, uanset om man snakker sex eller politik. Man skal mene noget.”

– Mener du selv noget politisk med din humor?


”Altså, jeg forholder mig meget til politik og måden, vi har indrettet os på samfundsmæssigt, men jeg gør det helst på scenen og ikke i selvhøjtidelige interview-situationer. I det show, jeg lige har turneret med, mener jeg kun noget om dansk landbrugspolitik og så Naser Khader. Ham kan jeg ikke lade være på grund af hans forslag om et burka-­forbud. Han er så galt afmarcheret, at man sige noget højt. Jeg arbejdede i lang tid med et billede af Naser Khader som en abe, der danser til musikken fra Dansk Folkepartis lirekasse. Men DF vil aldrig komme til at kunne lide Naser, uanset hvor mange tricks han laver. Fordi han kommer et andet sted fra og har en anden hudfarve.”

– Hvordan ser man dine holdninger i Klovn?

”Der er også noget samfundssatirisk i Klovn, men bare ikke om konkrete politiske forhold. Vi arbejder mere med den apati, der er i store dele af den danske befolkning. Vi har ikke nogen problemer, fordi vi har, hvad vi skal have. Vi er blevet bestukket. Der er ingen grund til at tage for mange chancer, når man tjener godt og sidder på en polstret pind. Vi afspejler det totale fravalg af ideologi. Det er et statement i sig selv: At vi ikke længere gider involvere os i noget, der ikke direkte har med os selv at gøre.”

En etnisk pige med slør bliver fotograferet uden for vinduet, mens hun holder en cykel. Indvandrerpige på cykel er også en gammel kending på Franks idéliste. ”Vi ville gerne lave en scene, hvor Frank forelsker sig i en pige med slør. Eller bliver fascineret. Og hun skulle også med på sådan et cykelkursus. Man vil jo gerne vide, hvad der gemmer sig under sådan en dragt. Det er jo ikke retfærdigt, vel? De får lov at se på vores piger i stort set ingenting, men vi må ikke se deres.”

– Så der er en idé til mere Klovn?

”Jeg tror godt, jeg kan love, at Klovn kan blive den nye Olsen­banden­-pakke. Vi fortsætter, indtil vi ikke har mere at grine af. Samtidig øver vi os på at blive bedre til at lave film.”

Klovn The Movie har premiere den 16. december 2010.


 

FRANK HVAM

Født 1970 i Ørum Sønderlyng ved Viborg.

Faren var smed og faglærer, moren sygeplejerske.

Studerer på Landbohøjskolen i København, hvor han møder komikeren Jan Gintberg. Frank Hvam beslutter at forlade studierne for at prøve lykken som sjov mand.

Debuterer i 1995 som stand­upper på Restaurant DIN’s i København og bliver i 1999 sammen med Mikael Wulff vært på TV3’s hjemmevideoprogram Alt under kontrol.

Bliver i 1999 en del af Casper og Mandrilaftalen på DR2. Fra 2000 til 2003 er han fast skuespiller og idémand på Langt fra Las Vegas.

Har en mindre birolle i Lotte Svendsens Tid til forandring og lægger stemme til animationsfilmene Rejsen til Saturn og Æblet & Ormen.

KLOVN

Premiere på TV 2 Zulu i 2005.

Dansk sitcom, hvor Frank Hvam, Casper Christensen og en række andre celebre danskere næsten spiller sig selv.

Der er lavet 60 afsnit fordelt på seks sæsoner. Mikkel Nørgaard er instruktør på alle afsnit, bortset fra sæson 3, som Niels Gråbøl stod for.

Klovn får i 2005, 2006 og 2008 Producentforeningens pris for årets bedste comedy.

Serien er produceret af Zentropa.

© Filmmagasinet Ekko