Ekko-event
12. juni 2018 | 10:48

Snigpremiere: Bag Syriens borgerkrig

Foto | Virginie Surdej
En familie forskanser sig i lejligheden, hvor de kan høre bomberne falde og snigskytter skyde, mens de prøver at få hverdagen til at fungere.

Cph Pix og Ekko inviterer til en aften med den intense I Syrien om borgerkrigen i landet. Efter visningen laver den prisvindende journalist Nagieb Khaja en Q&A med instruktøren.

Af Nicki Bruun

”Sjældent har en film trykket så hårdt på de knapper, man forbinder med lige præcis borgerkrigen i Syrien: afmagt, frygt, vrede.”

Sådan skriver vores anmelder i det aktuelle nummer af Ekko om den knugende intense I Syrien, der vandt publikumsprisen på Pix-festivalen i 2017.

Filmen fortæller historien om en familie i den historiske by Aleppo, hvor bomberne regner ned, mens mennesker forsøger at fortsætte hverdagen.

En matriark prøver at beskytte alle omkring sig fra krigen lige på den anden side af vinduet, hvor snigskytter på gaden sidder klar til at gøre en ende på deres liv.

Nu kan du se I Syrien ved vores snigpremiere i samarbejde med Cph Pix, distributøren Scanbox og Grand Teatret, hvor visningen finder sted 18. juni kl. 21.30. Køb billet.

Den belgiske instruktør Philippe Van Leeuw stiller efter visningen op til en Q&A med den prisvindende journalist Nagieb Khaja, der som en af de få i hele verden rapporterede direkte fra skudlinjen, mens borgerkrigen var på sit højeste.

Khaja har også i dokumentarfilm gravet sig dybt ned i mekanismerne bag borgerkrig og terror, så der er lagt op til en interessant og oplysende samtale mellem de to mænd.

Borgerkrigen i Syrien har raset siden 2011, hvor landets indbyggere i forlængelse af Det Arabiske Forår gjorde oprør mod det autoritære styre ledet af Bashar al-Assad.

Kampene har ført millioner af mennesker på flugt, og nogle af dem er kommet til Danmark, hvor det har ført til politiske diskussioner om asyl. Der er derfor alt mulig grund til at sætte sig ind i, hvordan hverdagen udfolder sig i Syrien ved at se den højdramatiske I Syrien.

Trailer: I Syrien

Snigpremiere

Cph Pix og Ekko inviterer til snigpremiere på den prisvindende I Syrien.

Afholdes 18. juni kl. 21.30 i Grand Teatret.

Efterfølgende Q&A med journalist Nagieb Khaja og filmens instruktør.

Køb billet.

© Filmmagasinet Ekko