Interview
05. juli 2017 | 19:02

Ballade for licenspengene

Foto | Jasper Spanning
Jonas Bergen Rahmanzadeh spiller en fiktiv udgave af sit eget alter ego, Joe Tech, i Thomas Daneskovs hektiske mockumentary-serie.

”80 procent af testpublikummet undrede sig over, hvordan DR kunne vise sådan noget lort,” fortæller instruktør Thomas Daneskov og hans hovedrolleindehaver i mockumentary-serien Joe Tech.

Af Nicki Bruun

Thomas Daneskov blev den store sejrherre, da det første Ekko Shortlist Awards løb af stablen i 2014.

Hans kortfilm Ud, spring over, ind – hvor en voksen søn prøver at genfinde forholdet til sin far, der er taget på hedonistisk aleneferie – ryddede nærmest bordet med fem priser, deriblandt Shortlist Prisen.

Året efter havde Daneskov premiere på spillefilmdebuten Eliten, hvor en ung forfatter mister sig selv blandt ligesindede kunstnere i en malstrøm af sprut og stoffer. Filmen vandt en talentpris på Cph Pix og cementerede instruktøren som en af de kommende stjerner i den danske filmbranche.

Nu har han lavet tv-serien Joe Tech i otte afsnit til Danmarks Radio, hvor barndomsvennen Jonas Bergen Rahmanzadeh spiller en overdrevet udgave af sit eget alter ego, Joe Tech.

Med et kamera i hovedet – styret af Thomas Daneskov – drøner Joe Tech rundt i København og tjener til dagen og vejen. Primært gennem småkriminalitet. Det faldt ikke just i testpublikummets smag.

”DR har lavet brugerundersøgelser, og 80 procent af de 200 testpublikummer troede, at det var rigtigt og undrede sig over, hvordan DR kunne vise sådan noget lort,” siger Thomas Daneskov og griner.

”Og 80 procent sagde, at det absolut ikke var deres humor. Folk blev forarget, fordi de troede, at licenspengene gik til at lave indbrud – og det kunne de overhovedet ikke lide!”

Papirarbejde for grønthandleren
Ekkos anmelder er mere positiv og giver serien fire stjerner med ordene: ”Joe Tech er ustyrligt skæg, når hovedpersonen giver los med absurde betragtninger.”

Sjove historier er der også rigeligt af mellem 27-årige Thomas Daneskov og 29-årige Jonas Bergen Rahmanzadeh i virkelighedens verden. De har været venner siden gymnasietiden, hvor de færdedes i de samme kredse og hurtigt klikkede.

”Vi wrestlede hos en af vores venner. Jonas sagde ikke noget som helst, han kom bare ind ad døren og begyndte at slås med os. Og så gik han igen efter en halv time. Jeg tænkte: ’Hvem er den fantastiske fyr?’” siger Thomas Daneskov og fortsætter:

”Vores filmsamarbejde startede for seks år siden, hvor man som del af en konkurrence kunne lave en trailer til en dokumentarfilm og vinde 25.000. På vej hjem mødte jeg Jonas, der havde en masse sodavand i hånden og var helt oppe og køre: ’Solen skinner, og jeg er på vej hen til Dronning Louises Bro for at tjene nogle penge, så jeg kan samle den sygeste computer til 19.000 kroner, der kan spille alle spil.’”

”Det er eddermame sjovt, tænkte jeg. Dagen efter filmede jeg Jonas en hel dag, mens han forsøgte at tjene penge til den her computer. Det blev til traileren Tech Life (se den nederst, red.). Dér kørte vi i en varevogn ligesom i serien, fordi du skulle smide noget pap ud for den grønthandler, du arbejdede for,” siger Daneskov og ser på Jonas Bergen Rahmanzadeh.

”Jeg lavede noget dodgy papirarbejde for en grønthandler på et tidspunkt, hvor jeg fik en masse regninger i en sort sæk og skulle sætte dem i orden. Men det er altså seks år siden,” siger Jonas Bergen Rahmanzadeh med et grin.

Fanget i Iran
I dag er der endnu længere mellem Jonas Bergen Rahmanzadeh og Joe Tech, der blev hans navn i de unge år, hvor han havde for meget krudt i røven, som det hed før det skiftede navn til DAMP og senere ADHD.

”Jeg har da 100 procent været mere sådan engang. Men det er fedt, hvis seeren bliver i tvivl, for så har man ramt rigtigt,” mener Jonas Bergen Rahmanzadeh, hvis far kom til Danmark fra Iran i 1980’erne. Den aspirerende skuespiller har medvirket i musikvideoer og webserien Robin Färdig.

”Du er da også med i Eliten,” indskyder Thomas Daneskov.

”Nåh ja, der skulle jeg have haft en større rolle, men min baggrund fuckede mig op, mand,” svarer Jonas Bergen Rahmanzadeh og griner igen.

”Jeg sad fast i Iran og kunne ikke komme ud. Jeg har dobbelt statsborgerskab, så jeg blev ramt af værnepligt, og de ville have mig i militæret i to år. Vi havde været på ferie og var på vej hjem, men den sidste, der tjekker mit pas, inden vi går ud til gaten, siger helt koldt nej. Han mener ikke, at jeg har udrejsetilladelse. Så det endte med, at min far og jeg måtte blive otte dage ekstra, for vi ramte lige ramadanen.”

”Og vi sad bare i Danmark og ventede, for vi havde optaget de andre scener,” tilføjer Thomas Daneskov og fortsætter:

”Så vi prøvede at ringe til ambassaden og alt muligt, men pludselig ringede Jonas og sagde: ’Jeg har en løsning. Min fars onkel kan skaffe mig om bag i en varevogn, hvor jeg kan gemme mig i en kasse og blive kørt over grænsen til Tyrkiet. Dér kan jeg tage et fly hjem, så jeg er der snart.’ Det var den sygeste idé, jeg nogensinde havde hørt. Men jeg tænkte straks: ’Okay, vi når det ikke til Eliten, men der er eddermaneme smæk på ham her.’”

Grim på barsel
I stedet gik rollen som pusheren Joachim i Eliten til Ali Sivandi, der senest fik sit store gennembrud som gangsterskurk i Fenar Ahmads Underverden.

Sivandi medvirker også i Joe Tech, hvor han spiller en af de mange skæve og mere eller mindre kriminelle personager, som Joe møder på sin vej. Til trods for at han bruger sin varevogn til både at tømme et hus i Gentofte og fragte stjålne knallerter, så Thomas Daneskov sin hovedperson som sympatisk.

”Jeg har så meget kærlighed til Jonas, at selv om han sagde de mest forfærdelige ting under optagelserne, vidste jeg, at han har et stort hjerte. Det slørede åbenbart min dømmekraft, for i klipperummet sagde folk: ’Årh, han er et kæmpe svin!’” fortæller instruktøren med et glimt i øjet.

”Min kæreste blev også meget forarget, da hun så det igen. I første afsnit sviner jeg hende jo til og siger, at hun er grim, fordi hun går på barsel,” tilføjer Jonas Bergen Rahmanzadeh, som dog synes, at man i slutningen af hvert afsnit får medlidenhed med figuren på grund af hans gåpåmod.

Opkast i virkeligheden
I serien hedder kæresten Anna, men bliver spillet af hans rigtige kæreste Thea, som faktisk var gravid under optagelserne.

”Da vi havde to afsnit tilbage, ringede Jonas’ kæreste og sagde, at hun havde fået nogle veer, der sad i ryggen. Jeg ringede til min mor, der er jordemoder, som sagde: ’Okay, inden for 24 timer har hun født,’” siger Thomas Daneskov.

”Der skulle vi til Hamborg dagen efter og filme, så vi ringede til en anden jordemoder, som sagde, at det var fint, hvis bare man ikke tog til den anden side af jorden,” fortæller Jonas Bergen Rahmanzadeh.

Netop Hamborg-afsnittet ender vildt for Joe Tech, da han går på druk i det tyske natteliv. Derfor måtte Jonas Bergen Rahmanzadeh også i virkelighedens verden kaste voldsomt op, før turen kunne gå tilbage.

”Da vi så kom hjem til København, bad min kæreste mig med det samme om at tage en lur. Da hun vækkede mig, havde hun pakket det hele, og vi tog ind på hospitalet. Derfra gik der omkring en time, og så havde hun født.”

Tech Life (2011) – forstudie til Joe Tech

Thomas Daneskov

Født 1989 i København.

Autodidakt instruktør.

Kortfilmen Ud, spring over, ind vandt fem priser ved Ekko Shortlist Awards 2014.

Debutspillefilmen Eliten vandt hovedprisen på Cph Pix i 2015.

Arbejder på en spillefilm med titlen Far har det dårligt 

Jonas Bergen Rahmanzadeh

Født 1987 i Holbæk.

Moren er dansk, og faren kom til Danmark fra Iran.

Uddannet landskabsarkitekt.

Medvirker i webserien Robin Färdig fra 2010 og nogle musikvideoer.

© Filmmagasinet Ekko