Interview
10. juni 2013 | 14:05

Shortlist: Fra bar-møde med transvestit til kortfilmhit

Foto | Morten Bentzon
”Lige nu handler det om at dyrke håndværket. Og så kan det være, jeg laver Amour, når jeg bliver 60,” siger 25-årige Aske Bang, som har instrueret denne uges højdespringer på Ekko Shortlist, Ladyboy.

Ugens Shortlist-hit Ladyboy blev adgangsbilletten til Filmskolen for Aske Bang. I fritiden danner han et Matt Damon-Ben Affleck-inspireret makkerpar med Allan Hyde og vil skrive et manuskript med sin far.

Af Freya Bjørnlund

”Jeg har været sikker på, at jeg skulle være instruktør, siden jeg var tretten-fjorten år gammel. Skuespillet kom først senere.”

Den 25-årige instruktør bag kortfilmen Ladyboy vil gerne både skrive manuskripter, instruere og spille skuespil. Indtil videre går det hele efter planen. Aske Bang står bag flere kortfilm, en web-sitcom og et produktionsselskab, ligesom han har spillet med i store danske tv-serier som Album, Lærkevej og Borgen.

”Jeg laver film hele tiden,” som han siger med et veltilfreds grin.

Lige nu går han på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Rektor Poul Nesgaard og resten af optagelsesudvalget blev ekstremt rørt over hans kortfilm Ladyboy, som i denne uge er strøget til tops på Ekkos Shortlist.

Filmen følger en mut transvestit, der hedder Kristian om dagen og Kristine om aftenen. Kristine er popstjerne i homo-miljøets mikrokosmos, når hun synger på natklubben med sit band. Kristian er en rigtig mors dreng, som stadig bor hjemme. Men da hans elskelige mor, spillet af Birthe Neumann, bliver mishandlet af sin nye kæreste, må den følsomme ladyboy mande sig op.

Hårdt liv som transvestit
Ladyboy blev til for to år siden, da Aske Bang skulle indsende en kortfilm med sin ansøgning til Filmskolen. I lang tid tumlede han med at vælge den rigtige ide. Den kom endelig til ham en ensom aften i det københavnske natteliv.

”Jeg var alene i byen på Café Sommersted. Jeg havde nogle kærestesorger. Så mødte jeg en transvestit oppe i baren, som også var alene i byen. Jeg blev helt fascineret af at se på det menneske, som både var en mand og en kvinde,” fortæller han.

”Vi faldt i snak, og så fortalte han – eller hun – om sit liv og om, hvor hårdt livet kan være som transvestit. Så tænkte jeg: ’Det her, det vil jeg sgu’ lave en film om.’”

Virkelige hatecrimes
Under optagelserne fik instruktøren bekræftet, at hatecrimes er en særdeles virkelig trussel i trans-miljøet. Filmens koncertscener blev optaget på Nørrebro, og statisterne skulle være autentiske transvestitter. Men mange af dem turde ikke møde op.

”Og nogle af dem tog deres far med som beskyttelse,” fortæller han.

Da de begyndte at optage ude på gaden, forstod han hvorfor. Når hovedrolleindehaver Casper Castello gik rundt i fuld drag efter mørkets frembrud, blev han akkompagneret af tilråb som ”bøsse” og ”trans”. Også selvom han var omgivet af et helt filmhold.

”I starten syntes Birthe Neumann ikke, det var nødvendigt med scenen, hvor Kristine bliver slået ned af en flok indvandrere i H.C. Ørstedsparken. Men da vi hørte folk råbe de ting, kiggede hun på mig uden at sige noget. Så forstod hun det godt.”

Bedste ven i hovedrollen
Aske Bang tog, hvad han selv betegner som en kæmpe chance med filmens hovedrolle som Kristian/Kristine: Han castede sin bedste ven, som aldrig nogensinde havde spillet skuespil.

”Casper Castello er musiker, og jeg har spillet i band med ham. Han har sådan et følsomt udtryk og et godt fjæs. Og da jeg havde skrevet manuskriptet, var der simpelthen ingen tvivl. Jeg sagde bare: ’Du skal spille hovedrollen i min film.’ Så sagde han: ’Hvad snakker du om Aske, det tør jeg sgu’ da ikke!’”

Castello endte dog med at overgive sig. Det sværeste for debutanten viste sig at være jordnære udfordringer som kunstige bryster, højhælede sko, flamboyant makeup og et forbud mod at klippe negle.

”Hele det der shit, der skulle gøre ham til en kvinde, syntes han var enormt hårdt fysisk. Og de scener, hvor han ligesom … bliver knaldet, var også super grænseoverskridende for ham.”

Klippet ud af Nikolaj Arcel
Aske Bang mener selv, at hans erfaringer som skuespiller gør ham til en bedre instruktør.

”Jeg kender den anden side af arbejdet. Jeg har lettere ved at kommunikere med skuespillerne, fordi jeg kender den usikkerhed, de kan bære rundt på,” forklarer han.

Hans egen skuespillerkarriere startede også som et opgør med usikkerheden.

”Jeg har altid været super genert, men som attenårig stillede jeg bare op til audition på tv-serien Album. Mest for at udfordre for mig selv. Og så fik jeg sgu’ rollen som Jon Olufsen.”

Af de instruktører, Aske Bang har arbejdet med, har mødet med Nikolaj Arcel gjorde størst indtryk. Aske Bang skulle spille en lille rolle over for Thure Lindhardt i Sandheden om mænd. Men scenen endte med at blive klippet ud. Ikke på grund af skuespillet, men på grund af tempoet i fortællingen, forsikrer han med et stort grin.

”Jeg lærte af Nikolaj Arcel, at man som instruktør godt må være meget konkret. Nogle gange er det nok at sige: ’Du skal bare gå over til døren, tage i håndtaget, åbne den og gå ind.’ Du kan jo alligevel ikke se, om en skuespiller spiller, at han savner sin mormor, som døde for 30 år siden, når han går ind af en dør. Hvis historien er god, så skal man nok forstå psykologien og følelserne.”

Savner friheden
Listen over instruktørens inspirationskilder er lang og farverig. Klassikerne er Hitchcock og Tarantino, men han er også svært begejstret for engelske, romantiske komedier som Love Actually og Notting Hill og musicals i stil med The Sound of Music og Grease.

”Jeg føler mig som en meget bred instruktør. Jeg har en drøm om at arbejde med flere forskellige genrer. Lige nu handler det om at dyrke håndværket. Og så kan det være, jeg laver Amour, når jeg bliver 60. Det er lidt ligesom Picasso. Han startede også med at lave klassiske malerier, inden han blev en revolutionerende kunstner.”

Filmhåndværket lærer han på Den Danske Filmskole. Han har været mere end glad for sine to år på instruktørlinjen, men han synes også, at skolen har sine begrænsninger. For det første bliver skoleprojekterne aldrig vist frem for offentligheden. For det andet skal filmene følge et sæt af foreskrevne regler.

”Jeg savner friheden til at fortælle noget, som jeg selv har lyst til. Så det dyrker jeg i ferierne. Hvis jeg ikke holdt mig i gang og lavede noget ved siden af, ville jeg have en følelse af at forsvinde i en lukket boble i fire år.”

Film om Jørgen og Noller
Aske Bangs seneste fritidsfilm blev lavet i sommerferien og hedder Fly On the Wings of Love.

Det er en periode-komedie og en fri association over, hvordan Melodi Grand Prix-veteranerne Brødrenes Olsens unge dage kunne have set ud. Filmen er skrevet på to-tre dage og indspillet i Los Angeles på to en halv dag. Alt sammen i fællesskab med Aske Bangs faste medsammensvorne, skuespilleren Allan Hyde.

De to gode venner mødtes, da de spillede over for hinanden i Album. Siden har Allan Hydes karriere taget fart, blandt andet med en stjernerolle i den amerikanske HBO-serie True Blood. Men han har også fundet tid til at skrive, instruere og spille skuespil sammen med Aske Bang.

Aske Bang sammenligner deres kreative symbiose med Hollywood-kammeraterne Ben Affleck og Matt Damon.

”Sådan vil vi i hvert fald gerne se os selv,” griner han.

I Fly On the Wings of Love spiller de to henholdsvis Jørgen og ”Noller” Olsen iført store 1970’er-parykker. Filmen udkom i kølvandet på Danmarks nylige Melodi Grand Prix-sejr. Derfor har den fået massiv medieomtale, og indtil videre er den blevet set over 200.000 gange online. Den er også én af de mange indsendte film til Ekko Shortlist.

Far-søn-projekt
Aske Bang har selv skrevet Ladyboy. Men i fremtiden vil han også gerne arbejde med manuskriptforfattere. Ligesom de bedste instruktører er de bedste manuskriptforfattere nemlig mesterlige håndværkere.

”Man snakker om, at man skal bruge 10.000 timer på noget, før man virkelig er dygtig til det. Det gælder både inden for musik, film og fodbold. Og det har jeg stor respekt for,” siger han.

Hans egen far, Ib Kastrup, er en erfaren manuskriptforfatter, der blandt andet har skrevet Hvidstengruppen, Familien Gregersen og to Min søsters børn-film. Aske Bang vil slet ikke udelukke, at hans far bliver en fremtidig kollega, og på en uges ferie i Paris har de faktisk allerede skrevet et spillefilmmanuskript til en thriller sammen.

”Han har jo altid drømt om at lave et projekt sammen med mig. Et far-søn-projekt. Og det synes jeg også kunne være vildt sjovt.”

Aske Bang

Født 1988.

Går på andet år af instruktøruddannelsen på Den Danske Filmskole.

Søn af manuskriptforfatter Ib Kastrup.

Har stiftet filmselskabet Gourmet Film sammen med skuespiller Allan Hyde og producer Nina Helveg.

Lavede i 2011 den internetbaserede sitcom Alla Salute!

Har som skuespiller medvirker i tv-serierne Album, Lærkevej, Den som dræber og Borgen.

© Filmmagasinet Ekko