Kåring
21. dec. 2017 | 20:02

Ekko: Bedste film og tv-serier i 2017

Foto | Claire Folger
Den mutte vicevært Lee (Casey Affleck) må tage sig af teenage-nevøen Patrick (Lucas Hedges), da deres respektive bror og far pludselig dør i Manchester by the Sea.

Dansk film rejste sig kunstnerisk i et år, som vil blive husket for fantastiske film og forfærdelige afsløringer fra den amerikanske filmbranche. Imens bød tv-serier og dokumentarer på stærke historier om vor tid.

Af redaktionen

Sidste år kaldte vi et dansk annus horribilis, hvor det kun med meget god vilje lod sig gøre at finde fem film til listen over årets bedste.

Det er derfor et luksusproblem, at der i år faktisk er film, som vi er ærgerlige over at måtte se bort fra.

Takket være den danske lavbudget-ordning, som får talenter hurtigt ud og lave film, er en ny generation med navne som Hlynur Pálmason og Annika Berg begyndt at tegne sig. Deres film er kendetegnet ved visuel opfindsomhed, en frygtløs lyst til at eksperimentere og en kreativ udnyttelse af økonomiske begrænsninger.

Selv om ingen af filmene har været billetbaskere, lover det i det mindste godt for den kunstneriske del af den danske filmbranche.

Fantastiske krisetider
Det sker i et 2017, som foruden politisk kaos og en epidemi af anklager om overgreb og sexchikane vil blive husket for fremragende amerikanske film.

Forestillingen om, at stor kunst kommer i krisetider, har næppe nået at være en faktor for disse film, der blev sat i søen for flere år siden. Men faktum er, at den amerikanske filmbranche i år har beriget os med en herlig blanding af dybfølte og sjove karakterdramaer og fremragende genrefilm med skruen i bund.

Mens amerikansk film har taget teten, kan resten af verden ikke helt svinge sig op på niveauet fra 2016, der bød på de sublime Sauls søn og Min far Toni Erdmann.

Men svenske Ruben Östlund leverer med Guldpalmevinderen The Square – der har danske Claes Bang i en sen gennembrudsrolle – et veltimet satirestød i bugen på velfærdssamfundet.

En tid efter #MeToo
Blandt tv-serierne fortsætter produktionen af fremragende værker i et sådan tempo, at intet dødeligt væsen har haft mulighed for at se alt det gode i årets løb.

Der har været komedieserier i det korte sitcom-format, som har fortalt historier om heste og kvinder mere menneskeligt gribende end langt de fleste dramaserier.

Imens har dramaserierne budt på syrede og ukendte universer fra nær fortid og fremtid, som har spejlet nutiden på tankevækkende vis. For ikke at glemme universer, som er dragende i deres uforståelige mystik.

Især tv-mediet er blevet ramt af årets store #MeToo-skandale. Det skal blive spændende at se, hvordan den kommer til at påvirke fremtiden.

Bedste amerikanske film

 

1. Manchester by the Sea (Ekkos Årets Film 2017)

Det er ganske imponerende, at en film om en mands tragiske liv også kan være morsom. Men både det hjerteskærende drama og den underspillede komik serveres så troværdigt i Kenneth Lonergans Manchester by the Sea, at man griner og græder, selv om den akavede vicevært Lee (Casey Affleck) sjældent gør nogen af delene.

Da hans bror dør, overtager Lee ansvaret for sin teenage-nevø Patrick, der som de fleste unge mennesker mest tænker på det modsatte køn. Deres stille liv på den amerikanske østkyst bliver hævet op til en universel fortælling om tilfældets magt, som når et højdepunkt i Lees gribende gensyn med ekskonen Randi (Michelle Williams).

 

2. Moonlight

Årets Oscar-vinder for bedste film er på samme tid en stor og en lille film. Stor, fordi den med bjergtagende ambition fortæller historien om en homoseksuel afroamerikaners liv over tre stadier med skuespillere i forskellige aldre. Lille, fordi den med en kunstfilms humanistiske tone handler om noget så basalt som den svære kærlighed i en kærlighedsløs verden.

Barry Jenkins svøber sit bjergtagende drama ind i skønsomme billeder, hvis glidende rolige tempo binder historierne om drengen Little, den unge Chiron og voksne Black sammen. Filmen er et følsomt værk om de smukke øjeblikke i et nedbrudt miljø.

 

3. Good Time

Årets største overraskelse i form af et medrivende adrenalin-kick kom fra Safdie-brødrenes kup-thriller Good Time. Man hiver ligesom Robert Pattinsons bankrøver Connie efter vejret i løbet af den 100 minutter skarpt skårne spændingsfilm, som dog også finder plads til stærkt karakterdrama og absurd komik.

Sammen med fantastiske præstationer af en uigenkendelig Robert Pattinson og filmens ene instruktør – Benny Safdie som den mentalt handicappede bror Nick – samt et uforligneligt skramlet og melodisk soundtrack har Safdie-brødrene skabt et lille genre-mesterværk.

 

4. Paterson

Sjældent, hvis nogensinde før, er skønheden i gentagelsens kunst blevet beskrevet så smægtende filmisk som i Jim Jarmusch’ ode til hverdagen. Buschaufføren Patersons (Adam Driver) rutineprægede liv i byen af samme navn starter tidligt hver morgen: Han kysser den stadigt sovende kæreste og tager på arbejde, hvor han skriver nogle linjer af sin observerende lyrik.

Paterson er en lyrisk og zen-afslappet film, der med sit rolige tempo er et slags kunstnerisk manifest af instruktøren, der trækker poetiske tråde til resten af sit ouevre. Men først og fremmest er filmen et stille digt, der indfanger livets simple skønhed.

 

5. La La Land

Man sidder ofte med et kæmpe dollargrin under Damien Chazelles danseglade hyldest til tidens største Hollywood-musicals. Men smilet fortoner sig, når det går op for én, at kærligheden mellem Emma Stones håbefulde skuespiller Mia og Ryan Goslings passionerede musiker Sebastian ikke er lige så gnidningsfri som normalt i den slags film.

Det gør skiftevis ondt og godt i La La Land, som konstant er båret af rytmen fra den originale musik, der sjældent er hørt bedre på film. Chazelle transcenderer musical-formatet med sin kærlighedserklæring til genren, der bliver løftet op til nye højder.

 

Bedste ikke-amerikanske film 

 

1. The Square

Det var temmelig sensationelt, da svenske Ruben Östlund i foråret vandt Guldpalmen for den satiriske samtidsfortælling The Square, der er endog meget svær at sætte i nogen form for bås. Men der kan ikke herske nogen tvivl om, at instruktøren har skabt en voldsomt ambitiøs film, som udfordrer politisk korrekthed og gør grin med mennesker, der ser sig selv som kultiverede væsner hævet over aberne.

Selv om museumslederen Christian (Claes Bang) på overfladen er et dannet menneske, går han op i limningen, da han bliver bestjålet på gaden ved højlys dag. I en accelererende karussel af surrealistiske begivenheder – der tæller både rigtige og menneskelige aber – skaber Östlund en overrumplende satire over velfærdssamfundet.

 

2. Prøven

Rumænske Cristian Mungiu, der besøgte Ekko og Cinemateket i det forgangne år, forener humanistiske historier med højpolitiske problemstillinger. I Prøven tackler han problemer med korruption i hjemlandet via en historie om lægen Romeo, der udnytter sine kontakter i systemet til at give datteren Eliza bedre betingelser. Efter et overfald skal hun have hjælp med at klare sin eksamen, så hun kan skifte den grå hverdag ud med et bedre liv som studerende i England.

Mungius sans for at gøre sin observerende realisme lige dele rå og rolig skaber et udtryk, der dirrer af troværdighed og indestængt desperation. Den sympatiske instruktør bag 4 måneder, 3 uger og 2 dage er en af Europas bedste filmskabere, og det beviser han med hver ny film.

 

3. God’s Own Country

Kolort og drægtige får skaber et meget lidt romantisk bagtæppe for de to mænd i Francis Lees intense debutfilm God’s Own Country. Britiske Johnny (Josh O’Connor) og den unge rumæner Gheorghe (Alec Secareanu) går tæt op ad hinanden i læmmesæsonen på en gård i en meget grå ende af England.

De tavse mænd kaster sig ud i et forhold, som er mere fysisk end intimt, og hvor man som tilskuer bliver mere udfordret end i Ang Lees Brokeback Mountain. I God’s Own Country er det ikke to homoseksuelle mænd mod omverdenen, nej, de er i kamp med sig selv, og filmen transcenderer sin inspirationskilde på overbevisende manér.

 

4. The Handmaiden

Der er både pirrende erotik og blodige rædsler i sydkoreanske Park Chan-wooks raffinerede trekantsdrama The Handmaiden. Men bag det sexede og det uhyggelige gemmer sig også en menneskelig historie om tjenestepigen Sook-Hee, der med snilde klemmer sig midt ind i en mere klassisk kærlighedsfortælling fra 1930’ernes Korea.

Alt er fortalt i billedskønne indstillinger, som gør pikante sexscener mellem smukke kvinder mere smagfulde end liderlige. Men også tidens stil bliver forrygende visualiseret i filmen, der blander det bedste fra vestlig og østlig kultur i et forførende bekendtskab.

 

5. Aquarius

Den forhenværende musikkritiker Clara bor i en gammel, men smuk bygning i den brasilianske strandby Recife. Hun hænger uløseligt sammen med titlens blå bygning i Aquarius, og instruktør Kleber Mendonça Filho skildrer begge med hengiven kærlighed til en bedre tid.

Livslysten vælter ud af Clara, og Sonia Braga spiller hende som en kompleks kvinde, der både er en romantisk livsnyder og en stædig, kontrollerende kvinde. Filmen er en særpræget fortælling om tidens gang og finder både glæden og sorgen i dette ufravigelige livsvilkår.

 

Bedste danske film

 

1. Vinterbrødre

I et gennemført hvidt kalk- og sneunivers træder Hlynur Pálmason med sin debutfilm Vinterbrødre frem som den mest originale instruktør i dansk film lige nu. Hans kompromisløse fortælling om brødrene Emil (Elliott Crosset Hove) og Johan (Simon Sears) rammer eminent følelsen af ensomhed i et isoleret landskab, hvor kærlighed er en mangelvare.

Sammen med Rúnar Rúnarsson og Guðmundur Arnar Guðmundsson (som lavede en anden af årets bedste film: Heartstone) er Pálmason en del af en generation af stærke filmfolk fra Island, der har et særligt blik for sanselige og nyskabende historier. Vi skal være glade for, at de gerne vil lave helt eller delvis danske film.

 

2. Fantasten

Som den eneste blandt de fem instruktører af årets fem bedste danske film har Christian Dyekjær ikke debuteret inden for de seneste år. Alligevel rammer hans Fantasten med overraskende slagkraftighed i portrættet af gambleren Claus, der lever en grænsesøgende tilværelse som spillefugl i en grumt realistisk udgave af København.

Dejan Cukic leverer karrierens bedste præstation i hovedrollen, der kommer på en mørk rejse med døden på bagsædet, da sønnen pludselig træder ind i hans liv og kommer i en dødsensfarlig spillegæld. Eksistentiel metafysik sniger sig ind i den kuldegysende fortælling, der til sidst lader Guds lys skinne på et fejlbarligt menneske.

 

3. Underverden

Den danske actiongenre har i tyve år stået i skyggen af Nicolas Winding Refns Pusher, men i 2017 kom en film, som vil blive referenceramme for en ny generation. Underverden griber med dynamiske kampscener og upåklagelig filmisk vision fat i den klassiske historie om en ensom hævner.

Lægen Zaid (Dar Salim) dropper den magelige tilværelse og kaster sig ud på et drabeligt togt for at straffe sin brors mordere. Det er med samme fandenivoldske energi og en befriende anti-jantelovs-attitude, at Fenar Ahmad har kastet sig ind i filmbranchen, hvor han ikke tager fanger. Det skal blive spændende at se, hvordan instruktøren tackler nordisk mytologi i sin næste film, Valhalla.

 

4. Team Hurricane

I en fantastisk farveeksplosion, der gør op med klichéen om dansk film som gråmeleret realisme, banker Annika Bergs debutfilm Team Hurricane sig ind med et brag. I et univers øjensynligt fanget et sted mellem fiktion og dokumentar bruger otte teenagepiger deres sommerferie i en ungdomsklub, hvor de snakker om alt fra venskab og sex til forældre og kropsidealer.

Der er smæk for skillingen i Bergs kvindeverden, hvor fællesskabet pigerne imellem udvikler sig, efterhånden som de lærer hinanden og sig selv bedre at kende. Og så er det forfriskende med et sanseorgie, der tænker mere på følelse og form end handling og spændingsbuer.

 

5. En frygtelig kvinde

Christian Tafdrup var også på listen sidste år med debutfilmen Forældre, der hælder noget så uvant som magisk realisme ud over en dansk historie om kærlighedens svære møde med hverdagens rutiner. Også En frygtelig kvinde, der får biografpremiere 25. december, sætter sig ud over køkkenvask-realismen, men på en overraskende måde.

Filmen er nemlig en passioneret anklage fra en mandlig instruktør, der fremhæver de frygtelige sider ved kvinder. Rasmus forelsker sig i Marie, der flytter ind til ham, og straks begynder et udspekuleret manipulations-spil. Vi kritiserer ofte dansk film for at være en sødsuppe af humanisme og social empati, så der er en ekstra grund til at fremhæve den bløde Tafdrups modige satirebombe midt i kønskampen.

 

Bedste dokumentarfilm

 

1. 69 Minutes of 86 Days

Det gør ondt langt ind i hjertet, at treårige Lean og hendes familie er nødt til at kæmpe sig vej gennem Europa i jagten på et bedre liv. Men sådan er vilkårene nu engang, og derfor følger norske Egil Håskjold Larsen efter med sit rolige Steadicam uden at gribe ind eller påvirke tidens gang.

På den måde finder han den menneskelige historie i flygtningekrisens storpolitiske proportioner. Filmen – udgivet på dvd med Ekko #76 – finder med sine lange indstillinger de små fortællinger i en tøjbamse og Leans Frost-rygsæk, der langsomt driver forbi i mængden af desperate flygtninge. Det bliver fokuspunkt i en dokumentar, som med utroligt enkle midler skaber nogle af årets stærkeste og vigtigste billeder.

 

2. I Am Not Your Negro

Det er egentlig forstemmende, at en dokumentar om racisme i efterkrigstidens Amerika kan føles så aktuel. Raoul Peck beretter historien om den amerikanske forfatter og borgerrettighedsforkæmper James Baldwin og udstiller USA som et samfund styret af vold.

Filmen er medrivende fortalt gennem Baldwins tekster og arkivoptagelser fra 1950’erne, hvor den afroamerikanske forfatter blev en fremtrædende sort stemme, da han forlod Frankrigs sikkerhed og vendte hjem til USA. Dokumentaren tryllebinder publikum med James Baldwins barske og præcise ord, der slår lige så hårdt over et halvt århundrede senere.

 

3. De sidste mænd i Aleppo

De sidste mænd i Aleppo bliver siddende i kroppen længe efter, man har set små børn blive trukket ud af missilbombede bygninger under borgerkrigen i Syrien. Her kæmper frivillige hos nødhjælpsorganisationen De Hvide Hjelme en håbløs, men nødvendig kamp for at redde ofre og bevare troen på bedre tider i Aleppo.

Den halvdanske dokumentar har vundet priser på Sundance-festivalen og Cph:Dox og er også i spil til næste års Oscar-uddeling. Ingen tvivl om, at den med rette har gjort indtryk i hele verden.

 

4. David Lynch – The Art Life

David Lynch er en af vor tids mest sansevækkende kunstnere, så selvfølgelig – fristes man til at sige – må en dokumentar om instruktøren blive et fantastisk bekendtskab. Men Lynch har ry for at værne om sine hemmeligheder som en anden sfinks og nærmest være umulig at lokke hemmeligheder ud af.

Scoopet i dokumentaren er, at den ene af instruktørerne flytter ind hos Lynch og lader ham selv fortælle til en båndoptager uden indblanding. Vi får personlige historier, vi aldrig har hørt før, og samtidig er vi med på første parket, når Lynch maler sine billeder. Det bliver et møde mellem det banale og det magiske, som holder den tryllebindende mystik i live.

 

5. En fremmed flytter ind

I Nicole Horanyis dokumentar En fremmed flytter ind fortæller Amanda Kastrup om sit forhold til svindleren Casper. Det er en virkelig historie, men i filmen spilles han af Esben Dalgaard Andersen, der gestalter den tilsyneladende charmerende og sjove mand med samme troværdighed, som Amanda må have oplevet.

Ekkos anmelder havde problemer med dokumentaren, der bygger på en podcast. Men filmen formår at skabe en interessant ramme om sin historie, som er fascinerende nok til at blive fortalt igen.

 

Bedste tv-serier

 

1. BoJack Horseman – sæson 4

Årets mest tossesjove serie er også en af de mest hjerteskærende. I fjerde sæson af BoJack Horseman kulminerer historien om den tragikomiske hest, der var tv-stjerne i 90’erne, men nu lever et afsondret liv dikteret af indre dæmoner.

Mens antropomorfe dyr og knivskarpe referencer til underholdningsbranchen skaber et fjollet univers fuld af humor, går BoJack i clinch med sin fortid, der har gjort ham til en livstræt alkoholiker. Selv om selvhadet kommer fra en hest, er serien en af de mest rammende fortællinger om depressionens kløer i nyere tid.

 

2. The Handmaid’s Tale

Ingen serie var mere uhyggeligt og utilsigtet aktuel i 2017 end den nære fremtidsfabel The Handmaid’s Tale, hvor USA er blevet et kvindeundertrykkende teokrati. Men selv hvis man ikke er enig i seriens politiske slagkraft, må man anerkende den velkomponerede og billedskønne fortælling om tjenestekvinden Offred (Elisabeth Moss), der gør oprør mod et sygt samfund.

Serien skaber en overbevisende verden, hvor man sidder med hjertet i halsen, hver gang Offred bevæger sig ud på de kolde gader i sin dystert røde kappe og hvide kyse. Det er ikke nogen rar vision for fremtiden, men den italesætter en bekymring i samtiden, som kun er blevet forstærket med #MeToo-bevægelsen.

 

3. The Deuce

David Simon knækker gudskelov ikke under presset for at skulle den næste The Wire. Med The Deuce har han kastet sig over en historie om pornoens opblomstring i 1970’ernes New York, men formår at gøre det opsigtsvækkende emne humant frem for slibrigt.

Særligt Maggie Gyllenhaals prostituerede Candy – med det borgerlige navn Eileen – er et afrundet menneske af den slags, som serieskaberen skriver bedre end nogen anden. Hun er stærk og svag, robust og skrøbelig – og lader ikke sit køn være en hæmsko på vejen frem i den mandsdominerede verden, hvor sex er en handelsvare.

 

4. Better Things – sæson 2

Louis C.K. er medskaber af Better Things, og hans sardoniske stemme er en stor del af den morsomme serie om Sam Fox og hendes tre døtre. Men først og fremmest er den et hjertebarn for hans faste samarbejdspartner Pamela Adlon, der spiller hovedrollen og bygger serien på sit eget liv.

Derfor fortjener hun rosen for at have lavet årets mest rørende kvindeportræt af Sam, der selv i sine værste øjeblikke er en omsorgsfuld mor. Hun tager sine piger med på en øjenåbnende rejse til Canada, hvor mødet med familien og den vilde natur gør døden til et på én gang trist og smukt punktum.

 

5. Twin Peaks: The Return

I 25 år har seriefans snakket om genkomsten af Laura Palmer og Twin Peaks. Og i år vendte David Lynch så endelig tilbage til den lille by i det nordvestlige USA, som forandrede tv-mediet for altid med sin historie om, ja, gud ved hvad.

Twin Peaks: The Return skruer kun op for mystikken. Det fik en del seere til at stå af, mens andre sad med en fornemmelse af aldrig at have set noget lignende. Årtier efter den sensationelle tv-premiere fortsætter Lynch’ udsyrede vision med at fascinere, og mon ikke, at vi om 25 år stadig vil tale om den.

 

Skuffelser

 

1. Louis C.K.

Det eneste gode ved sagen om seksuelle overgreb begået af Louis C.K. er, at han hurtigt indrømmede at have onaneret foran de kvinder, som offentligt anklagede ham. Men tilbage står den enorme skuffelse over en komiker, der i omkring et årti har været en af verdens sjoveste mænd og fornuftens stemme.

Mest skuffende er det, at han i sine standup-rutiner og tv-serier ofte lavede sjov med nogle af de grimme sider, som han åbenbart ikke kunne lade være ved snak. At hans overgreb har været en offentlig hemmelighed i mange år, viser bare, at #MeToo er årets vigtigste ord.

 

2. Mother!

Darren Aronofskys mystificerende gyser var en af de mest imødesete film i 2017, men endte som en af de største skuffelser. Væk var den sylespidse psykologiske dissekering, som vi kender i balletdramaet Black Swan, mens også den angstprovokerende misbrugsrealisme i mesterværket Requiem for a Dream syntes milevidt borte.

Derimod iklæder Aronofsky historien om Jennifer Lawrences unge titelfigur, der bygger rede i hjemmet med den ligeledes navnløse forfatter (Javier Bardem), så megen staffage, at man bliver kvalt i krukkerier og billedtung symbolik. Det er eksperimentets ret at mislykkes, men Mother! er også et eksempel på, hvor nemt selv store kunstnere kan knække nakken på kunstens sære væsen.

 

3. Danske komedier

I et uhyre stærkt dansk filmår må vi desværre også konstatere, at genuint sjove komedier er en sjældenhed herhjemme. Henrik Ruben Genz’ parcelhusdrama Gud taler ud har trods alt sjove optrin i sit tidsbillede af 80’erne, men når Casper Christensen & Co. med Dan Dream kaster sig over elbilen i samme årti, er det derimod bare pinagtigt umorsomt.

Casper Christensens deroute er et rammende udtryk for den danske komediekrise. Siden succesen med Klovn: The Movie fra 2010 har han foruden den knap så skarpe fortsættelse stået bag manuskriptet til tre spillefilm: Player, Undercover og førnævnte Dan Dream. Man gruer for det næste filmprojekt. Er bunden nået?

 

4. Alex Ahrendtsen

Det er hævet over enhver tvivl, at Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti er engageret i film, og hans oplæg til filmaftaler hører til de mest gennemarbejdede. Men da politikeren gik i frontalangreb på rapmusikeren Nikoline, forsøgte at fratage hende kulturstøtten og sågar sammenlignede hende med massemorderen Breivik, forvandlede engagementet sig til en blanding af usympatisk karaktermord og populistisk stemmefiskeri.

Dansk Folkeparti vil gå i døden for Muhammed-tegningerne, men når en ung kvinde med en bosnisk mor laver en samfundskritisk musikvideo, så hører ytringsfriheden op. Alex Ahrendtsen blev ved med at tale imod bedrevidende, og selv da politiet erklærede musikvideoen for fuldt lovlig, nægtede han at erkende, at det var ham, som var på kant med loven. Uværdigt!

 

5. Blade Runner 2049

Med den canadiske auteur-in-spe Denis Villeneuve bag roret var ambitionerne skruet i vejret på Blade Runner 2049. Mange – inklusive Ekkos anmelder! – lod sig forblænde af filmens flotte billeder og wow-effekten ved en fortsættelse af en af sci-fi-genrens absolutte mesterværker.

Men i det seriøse forsøg på at lave en kunstnerisk efterfølger afslører Villeneuve og hans kumpaner, at de har forstået meget lidt af, hvad der har gjort etteren til en kultklassiker: Et par klichéer får os til at trække på smilebåndet, mens hundrede klichéer bevæger os! Ikke engang smilebåndet bliver bevæget, når Ryan Gosling kommer på en ørkenvandring større end den, Gud sendte Moses ud på.

Årets film

Hvert år kårer Ekkos redaktion årets bedste film og siden 2011 årets bedste tv-serier.

Amerikanske film

2017: Manchester by the Sea

2016: Arrival

2015: Whiplash

2014: Boyhood

2013: Hushpuppy

2012: Moonrise Kingdom

2011: Winter’s Bone

2010: The Social Network

Ikke-amerikanske film

2017: The Square

2016: Sauls søn

2015: 45 år

2014: Force Majeure

2013: Adèles liv – kapitel 1 & 2

2012: Amour

2011: Nader og Simin – en separation

2010: Det hvide bånd

Danske film

2017: Vinterbrødre

2016: Kollektivet

2015: Krigen

2014: Nymphomaniac – Director’s Cut

2013: Nymphomaniac

2012: Kapringen

2011: Melancholia

2010: R

Dokumentar

2017: 69 Minutes of 86 Days

2016: O.J.: Made in America

2015: Amy

2014: The Look of Silence

2013: Stories We Tell

2012: Searching for Sugar Man

Tv-serier

2017: BoJack Horseman – sæson 4

2016: Transparent – sæson 3

2015: Fargo – sæson 2

2014: True Detective – sæson 1

2013: Breaking Bad – sæson 5

2012: Louie – sæson 3

2011: Treme – sæson 2

© Filmmagasinet Ekko