Nyhed
26. juli 2012 | 13:55

Bier og Lindholm til Venedig-festivalen

Pilou Asbæk som tilfangentagen sømand i Kapringen

To af efterårets danske spillefilm får verdenspremiere på Venedig-festivalen i september – dog uden for hovedkonkurrencen.

Af Claus Christensen

Dansk film ser ud til at slå alle publikumsrekorder i år. Men det er ikke bare ved de hjemlige billetluger, at det går godt. Også på internationale festivaler markerer dansk film sig stærkt.

På den prestigefyldte Venedig-festival, der finder sted fra 29. august til 8. september, er to af efterårets danske spillefilm i hovedprogrammet.

Oscar-vinderen Susanne Bier har instrueret Den skaldede frisør med Trine Dyrholm og Pierce Brosnan. Filmen vises uden for konkurrence i en serie med film af instruktører, der tidligere har været på Venedig-festivalen.

Tobias Lindholms Kapringen med Pilou Asbæk og Søren Malling er udtaget til serien ”Orizzonti”, der sætter fokus på nye filmtrends.

Spændvidden i dansk film
Selv om dansk film altså ikke er repræsenteret i hovedkonkurrencen, der tæller instruktører som Terrence Malick, Brian De Palma, Takeshi Kitano og Brillante Mendoza, viser Venedig-festivalen med de to udtagelser spændvidden i dansk film lige nu.

Den skaldede frisør er en romantisk komedie, der spiller på hele genrens klaviatur. Mens Kapringen er et intenst, kammerspilsagtigt drama, som er lavet på baggrund af grundig research i sager, hvor danske eller internationale skibe er blevet kapret i Adén-bugten.

Og hvor Susanne Bier er en af dansk films mest erfarne instruktører, er Tobias Lindholm det nye stortalent, der både instruerer sine egne film og skriver manuskripter for andre, deriblandt Thomas Vinterberg.

Fornemt festival-år
Venedig regnes for en af verdens førende filmfestivaler sammen med Cannes og Berlin, hvor dansk film tidligere har gjort sig bemærket i år.

Nikolaj Arcels En kongelig affære lagde i februar ud med at vinde to fornemme priser på Berlin-festivalen.

Tre måneder senere i Cannes vandt Mads Mikkelsen prisen som bedste mandlige skuespiller for sit spil i Thomas Vinterbergs Jagten, der som den første dansksprogede film i fjorten år var udtaget til at konkurrere om Guldpalmen.



Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko