Nyhed
10. jan. 2017 | 20:19

Shelley nomineret til årets danske film

Foto | Nadim Carlsen
Ali Abbasis debutfilm Shelley bider sig fast i kategorien ”bedste danske film”. Filmen er noget så sjældent som en dansk gyserfilm.

Bodil-prisen skubber gyserfilmen Shelley ind i varmen og giver en kold skulder til Der kommer en dag. Kollektivet i front med fem nomineringer.

Af Lauge Hendriksen og Claus Christensen

Det ligner et tilfælde af ganske uheldig timing, at Danmarks store, konkurrerende filmpriser samme dag går ud med deres nomineringer.

Tidligere i dag offentliggjorde filmbranchen således deres Robert-nomineringer, og senere på dagen fulgte Danske Filmkritikere trop med Bodil-nomineringerne.

Den mest bemærkelsesværdige forskel er, at kritikerne har nomineret Shelley i kategorien ”bedste danske film” i stedet for Der kommer en dag, der sammen med Nicolas Winding Refns The Neon Demon ellers fik flest nomineringer hos Robert.

Thomas Vinterbergs Kollektivet topper filmkritikernes liste med fem nomineringer. Det var den film, som Ekko før jul kårede som årets danske film.

Shelley bider sig fast
Generelt har Bodil-komiteen valgt at hædre de eksperimenterende film frem for de mere kommercielle.

Fire af de fem nominerede film har været deciderede biografflop. Foruden Refns The Neon Demon gælder det Rasmus Heisterbergs I blodet, Ali Abbasis Shelley og Christian Tafdrups Forældre. De tre sidstnævnte er lavet af spillefilmdebuterende instruktører.

Shelley skrabede bunden med blot 143 solgte billetter, men nu har den fået et vigtigt kvalitetsstempel af Danske Filmkritikere.

Trine Dyrholm ligner en favorit som bedste kvindelige hovedrolle for sin tour de force-præstation i Kollektivet. Hun er oppe imod blandt andre Elle Fanning (The Neon Demon) og Danica Curcic (Fuglene over sundet).

70-års jubilæum
Anden Verdenskrigsdramaet Fuglene over sundet hører til en af årets skuffelser, hvorfor det er noget overraskende, at den også har hevet en nominering hjem for bedste mandlige hovedrolle til David Dencik.

Også i denne kategori har Kollektivet et stærkt kort, nemlig Ulrich Thomsen, men han vil uden tvivl få hård konkurrence af blandt andre Mikkel Boe Følsgaard i De standhaftige og Søren Malling i Forældre.

Bodil-komiteen består af omkring 50 journalister og filmanmeldere og fejrer i år 70-års jubilæum, når showet bliver afholdt den 4. marts med Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby fra P1’s satireprogram Platt-form som værter.

Bodil-nomineringer 2017


Danske film
I blodet
Forældre
The Neon Demon
Kollektivet
Shelley

Kvindelige hovedrolle
Trine Dyrholm, Kollektivet
Danica Curcic, Fuglene over sundet
Elle Fanning, The Neon Demon
Bodil Jørgensen, Forældre
Cecilie Lassen, De standhaftige

Mandlige hovedrolle
David Dencik, Fuglene over sundet
Søren Malling, Forældre
Mikkel Boe Følsgaard, De standhaftige
Martin Buch, Swinger
Ulrich Thomsen, Kollektivet

Kvindelige birolle
Sofie Gråbøl, Der kommer en dag
Martha Sofie Wallstrøm Hansen, Kollektivet
Victoria Carmen Sonne, I blodet
Laura Bro, Fuglene over sundet
Miri Ann Beuschel, Forældre

Mandlige birolle
Lars Ranthe, Kollektivet
Lars Mikkelsen, Der kommer en dag
Elliott Crosset Hove, I blodet
Lars Ranthe, Kærlighed og andre katastrofer
Alexandre Willaume, Hundeliv

Dokumentar
The War Show
Dem vi var
Bugs
Amateurs in Space
Vejen er lang

Amerikanske film
Arrival
Spotlight
The Revenant
Carol
Captain Fantastic

Ikke-amerikanske film
Min far Toni Erdmann
Sauls søn
Ex Machina
Dagen i morgen
Jeg, Daniel Blake

© Filmmagasinet Ekko