Essay
12. feb. 2015 | 14:58

Anderson & Pynchon: Brødre i ånden

Foto | Wilson Webb
Joaquin Phoenix er én af Paul Thomas Anderson særligt udvalgte hovedrolleskuespillere i flere film. Også i Inherent Vice spiller han den altoverskyggende frontfigur.

Paul Thomas Anderson har som den første filmatiseret en af Thomas Pynchons romaner. Vi tager på en tur igennem to krøllede universer, der støder sammen i Inherent Vice.

Af Casper Hindse

Det er næsten for utroligt til at være sandt. Først nu bliver kultforfatter Thomas Pynchon udsat for det store filmlærred.

Pynchon har fået udgivet otte skelsættende romaner over de seneste 55 år, og tilmed skriver forfatteren både billedrigt og filmtypisk. Alligevel er Pynchon ofte blevet kaldt ”ufilmbar”. Det skyldes formegentlig hans surrealistiske, overskalerede karakterer og den noget jazzede fortællestruktur.

Skulle det imidlertid kunne lade sig gøre at genskabe forfatterens universer, er der nok stort set kun én igangværende filminstruktør, som ville kunne gøre det.

Derfor er det da også ganske heldigt, at det netop er Paul Thomas Anderson, der har kastet sig over den klart mest tilgængelige Pynchon-roman til dato, Inherent Vice (på dansk Naturlige mangler).

Det er nu imidlertid ikke kun heldigt, for Paul Thomas Anderson er gigantisk Pynchon-fan, og faktisk afspejler mange af forfatterens metoder sig i instruktørens hidtidige oeuvre.

Pot, pizza og rock’n’roll
Pynchons værker har altid været til stede i Andersons film.

Tag nu blot Naturlige mangler. Bogen foregår i den opdigtede Los Angeles-forstad Gordita Beach omkring år 1970.

Området er en lille lomme af modkultur, og her render hovedpersonen Doc Sportello rundt på en cocktail af pot, pizza og rock’n’roll, mens han roder sig længere og længere ind i en kriminalgåde, der måske slet ikke eksisterer.

Som læser får man uden omsvøb et indtryk af, at verden er blevet nyopfunden, genskabt og gjort mere vanvittig, men samtidig er alting allerede begyndt at falde fra hinanden.

Det er fuldstændigt den samme følelse, der holder én knugende fast i Anderson-mesterværkerne Boogie Nights, om en ung mands opstigen i pornobranchen, og oliedramaet There Will Be Blood, hvor oliekonflikt og krigsreferencer skyller ned over fortællingen, mens verden af i går (og i morgen) er ved at gå af lave.

De elsker sproget
Thomas Pynchons romaner er overbefolket af sære tegneserielignende figurer, som af en eller anden grund fungerer, men som formentlig aldrig ville kunne optræde i andre store forfatteres værker.

Det samme er tilfældet i Paul Thomas Andersons film.

Ville Philip Seymour Hoffmans rablende kultleder i The Master, Paul Danos ondsindede prædikant i There Will Be Blood eller Burt Reynolds pasticheplagede pornokonge, der har mere i kæften end mellem benene, i Boogie Nights fungere andre steder end i det Anderson’ske univers?

Det helt særlige ved Paul Thomas Andersons film og figurer er sproget. Den amerikanske instruktør elsker ganske enkelt sprog, både visuelt og verbalt, og han er i den henseende mere eller mindre filmverdenens Pynchon.

Anderson fortæller ligesom Pynchon ofte historier, der ikke ved første øjekast giver nogen større mening. Sommetider gør de det heller ikke ved andet øjekast.

Hvad handler Andersons ensemblefilm Magnolia egentlig om? En masse skæbner, ja, men er det en, to eller måske tre film i én? Eller måske fire eller fem?

Giver det mening?
Paul Thomas Anderson skriver så komplekse historier, at man bliver nødt til at gense dem for at få det hele med. Sådan skriver Pynchon også bøger.

Et godt eksempel på netop det finder vi i Naturlige mangler, hvor stener-dialogen er udbredt. Hør blot her, hvordan Pynchon på mærkværdigste vis formår at aflive et muligt knald.

”Jeg kan enten blidt lægge en finger mod dine læber eller –
” Hun knyttede hånden og førte den tæt hen foran sit ansigt.
”Hvis din guru Vehi ikke lige har fået mig …”
Efter et minut sagde hun: ”Hvad?”
”Hva’? Hvad talte jeg om?”

Giver dette ikke umiddelbart nogen mening? Læs det igen, og igen, og måske igen. Hvad siger det? Formentlig noget andet end første gang, du læste det, og det er selve den Pynchon-Anderson’ske pointe.

Skelsættende perioder
Begge herrer bruger uendeligt mange personer i deres værker. Det må gerne være forvirrende, og alt skal helst fremstå kontant, men sløret.

Hvor Pynchon propper sine historier med mystik, fokuserer Anderson-film som eksempelvis The Master på at have biroller fisende ind og ud. Birollerne giver ofte slet ikke mening, og det samme kan man sige om mange af plottene.

Betyder tallet 82 eksempelvis noget i Magnolia? Taler ”The Master” virkelig i hovedpersonens drøm i The Master? Vi ved det ikke, og det er det heller ikke sikkert, at Paul Thomas Anderson gør.

Det er netop de ”naturlige mangler”, og derfor er filmatiseringen af Inherent Vice interessant. Verden er fuld af naturlige mangler. Hvorfor ender klimadebatter altid i kaos? Hvorfor skal vi konstant drage i krig og opleve det totale vanvid?

Der er et eller andet sted en brist, som både Pynchon og Anderson undersøger i deres værker. Pynchon gør det ofte ved at søsætte sine handlinger i et lidt unaturligt miljø. Anderson gør det ved at proppe sine karakterer ind i skelsættende perioder for det amerikanske folk.

There Will Be Blood udspiller sig i starten af 1900-tallet – ”the rise of the American nation” – og stort set resten af hans film foregår i universer, der ligner 1970’erne, årtiet hvor flower power blev skrottet til fordel for krige og katastrofer.

Fra indre til ydre
De to store amerikanere formidler deres fortællinger med overfladeskildringer. Plottene hos dem begge er kolossale, men de bliver til virkelighedseventyr, som skaber billeder, der brænder på nethinden. Hør blot dette enkle eksempel fra Pynchons Naturlige mangler:

Udenfor domhuset, som om hun pludselig lige var kommet i tanker om det: ”Har du noget imod, at jeg lige afleverer noget i forbundsdomhuset inde ved siden af? Det tager kun et øjeblik.” De havde ikke taget to skridt ind i vestibulen, før de fik selskab, eller mente de blev omringet af, et par FBI-folk i billige jakkesæt, der ville have haft godt af lidt mere solskin.

Det lyder allerede som et filmmanuskript, der giver skuespillerne masser af fortolkningsmuligheder. Blot den indskudte sætning ”eller mente de blev omringet af” er så elegant, at man føler sig som vidne til en Paul Thomas Anderson-film på skrift, fordi de indre verdener også her bliver yderliggjort.

Tænk blot på, da Daniel Day-Lewis i There Will Be Blood brøler ”I have abandoned my child” uden måske at mene det. Eller når Adam Sandler i Punch-Drunk Love siger alt det, vi godt ved i forvejen, da han skal virke truende over for sin konkurrent: ”I have a love in my life” og så videre.

Spændingen på anden hånd
At Anderson så også konkret har lånt hist og her i Pynchons værker, er næsten mindre vigtigt.

Eksempelvis handler forfatterens debutroman V om en sømand, der går i land og bliver indsluset i en mere eller mindre kultisk gruppe af New York-bohemer.

Lyder det velkendt?

Tja, det minder i hvert fald om Andersons The Master, hvor Joaquin Phoenix’ sømand går i land og bliver suget ind i en kult.

Det er også Joaquin Phoenix, der spiller Doc Sportello i Inherent Vice. Her glider han gennem billeder af mennesker og skæbner, mens hans mere eller mindre kommenterer sine oplevelser til alt og ingen. Der er en uskyldig glæde, men også en næsten overbelyst klogskab i det afslappede kaos, som i bogen beskrives således:

”Vi kommer tilbage om et par timer,” sagde Tito. ”Prøv at lade være med at rode dig ud i problemer. Har du penge til at spille for? Her, Adolfo, giv ham en sort.”
”Hundrede dollars, det kan jeg ikke – ”
”Sludder, tag den nu bare,” sagde Tito, ”jeg nyder spændingen på anden hånd.”
Adolfo rakte ham en sort jeton.

”Jeg nyder spændingen på anden hånd.” Det lyder umiskendeligt som en Paul Thomas Anderson-film. Man bliver aldrig lukket ind i universet, men man bliver inviteret frem på fortællingens første række for så at opleve en verden af i går, i morgen eller af noget, som måske aldrig nogensinde har eksisteret.

Men jo flere gange man genser disse tableauer, jo mere ligner de den verden, der suser forbi uden for biografmørket.

Paul Thomas Anderson

Født 1970 i Californien, USA.

Søn af Ernie Anderson, radio-personlighed og tv-skuespiller.

Voksede op i ”The Valley” i Los Angeles, porno-industriens hovedsæde i 70’erne.

Kortvarige studieophold på Emerson College og New York Universitys filmskole.

Kortfilmen Cigarettes & Coffee danner grundlag for spillefilmdebuten Hard Eight.

En anden af hans kortfilm, The Dirk Diggler Story, har givet inspiration til Boogie Nights.

Har seks gange været nomineret til en Oscar.

Udvalgt filmografi

Inherent Vice, 2015
The Master, 2012
There Will Be Blood, 2007
Punch-Drunk Love, 2002
Magnolia, 1999
Boogie Nights, 1997
Hard Eight, 1996

Thomas Pynchon

Født 1937 i New York, USA.

Begyndte på et ingeniørstudie på Cornell University, men faldt fra og aftjente to år i den amerikanske flåde.

Vendte tilbage efter endt tjeneste og skiftede studieretning til Engelsk.

Skrev nyhedsbreve og sikkerhedsmanualer for fly- og raketproducenten Boeing.

Efter at have skrevet flere korthistorier blev hans debutroman V. udgivet i 1963.

Vandt i 1974 National Book Award med Gravity’s Rainbow.

Inherent Vice er den første filmatisering af en Pynchon-roman.

Udvalgte bøger

Bleeding Edge, 2013
Inherent Vice, 2009
Against the Day, 2006
Mason & Dixon, 1997
Vineland, 1990
Gravity’s Rainbow, 1973
The Crying of Lot 49, 1966
V., 1963

© Filmmagasinet Ekko