Cartoon Network

Tegnefilm på tv er ikke noget, man ser. Det er noget, man hører! I hvert fald hvis man har børn, som med faste mellemrum planter sig foran fjernsynet for at se udbuddet af animation.

Lyden er ganske forbløffende: støjende, kaotisk, mættet ud over bristepunktet og hele tiden lige under den røde streg. De danske versioneringers forkærlighed for skingert overspil og replikbehandling af stormstyrke hjælper heller ikke på sagen. Tegnefilm på tv kan med nogen retfærdighed kaldes en gang forbandet larm.

Det kræver derfor sin mand rent faktisk at sætte sig ned og se programmerne. Og hvad ser man så? Tja, tegnefilm er der på de fleste tv-kanaler. Man kommer stadig ikke uden om Danmarks Radio og deres Disney sjov. Selv om TV3 nu også kører deres egen Disney-time, har DR etableret en mangeårig tradition med deres timelange fredagsprogram med animation fra Disney. I øjeblikket er denne time imidlertid katastrofalt ringe. Det skyldes ikke mindst den rent ud sagt gruopvækkende Rip, Rap og Rup-serie, der kombinerer flad animation og søgte historier med en af de værste versioneringer, man til dato mindes at have hørt. Og der er noget meget u-Disney’sk over pige-actionserien Kim Possible – en serie, som ligner Disneys forsøg på at imødegå tv-animationens virkelige flagskib i dag: Cartoon Network.

For uanset Disneys status på biografmarkedet, hvor de stort set er enerådende, er det Cartoon Network, man må kigge på, hvis man interesserer sig for moderne mainstream-animation på tv.

Brands og synergi
Cartoon Network har eksisteret siden 1992. Kanalen hørte oprindeligt under Turner Networks og ejes nu af mediegiganten Time Warner. Cartoon Network har afdelinger i 145 lande og findes også i en dansksproget version, som man kan se via satellit eller på kabelnettet.

Kanalens udbud er en blanding af klassisk tv-animation, indkøb og nye, egenproducerede serier. Cartoon Network ejer et stort arkiv af klassiske tegnefilm: Warner Brothers’ klassiske, korte biograffilm med figurer som Snurre Snup og Daffy Duck, MGMs Tom & Jerry, Hanna og Barberas tv-animation fra 1960’erne og 70’erne i skikkelse af Scooby-Doo og Familien Flintstone.

Blandt kanalens egenproduktion finder man succesfulde serier som Dexters laboratorium, Ed, Edd + Eddy, Johnny Bravo, Powerpuff Pigerne og Samurai Jack. Seneste egenproducerede satsning er novembers såkaldte mikroserie, Klonkrigene, en serie af små treminutters animationer, der bygger på Star Wars og er lavet i samarbejde med Lucasfilm. Desuden viser kanalen japanske serier såsom Beyblade, en legetøjs-relateret aftager til Pokémon.

Cartoon Network er mere end en tv-kanal. Det er et brand. Som en underafdeling af Time Warner, der er involveret i alle former for underholdning og massekultur, tilbyder Cartoon Network et komplet univers, fra tegnefilm over hjemmesider på internettet til alle former for publikationer, legetøj og merchandise. I marketingsprog kalder man det for ”synergi”, hvilket ifølge Nudansk Ordbog betyder ”samvirke mellem to eller flere kræfter, som giver en større effekt end blot summen af de enkelte kræfter”. Cartoon Network er kort sagt et skoleeksempel på den moderne tendens til at samle mange former for underholdning og forbrugsgoder under samme hat. Det er sådan, man tjener penge i underholdningsbranchen – og penge tjener Cartoon Network.

Reduceret animation
Men for mange står kanalen samtidig som indbegrebet af alt, hvad der er galt med moderne tv-animation. Støjende, hysterisk, påtrængende og en primitiv, ”billig” stil, lyder kritikken.

I virkeligheden er dette ikke noget nyt. Det er tværtimod en klassisk reaktion, når man taler tv-animation. Da den korte animation i USA omkring 1960 begyndte at udfase i biografregi og i stedet fandt nyt liv på tv, var det tydeligt, at der skete en forandring med filmene. Fra det, man kunne kalde ”fuld” animation – i sin ypperste form repræsenteret af Disney i 40’erne – blev formen ved overgangen til tv tvunget ud i en radikal forandring mod en langt enklere stil. Man taler om ”reduceret” animation, som først og fremmest havde økonomiske årsager. Der skulle produceres mere og hurtigere for at leve op til fjernsynets krav om volumen, og der var ikke råd til de kunstneriske finpudsninger, som formen havde været vant til.

Resultatet var en form for animation, som skar ind til benet: færre bevægelser for figurerne, mere statiske baggrunde, der ofte bestod af simple geometriske former eller udviskede konturer, og en komik, som i stigende grad var dialogbåret. I modsætning hertil havde man de fuldanimerede serier fra formens guldalder, hvor både figurer og baggrunde var finpudset til perfektion, og hvor lydsiden var mere musikalsk og meget knyttet til billederne. Man kan derfor altid høre, om det drejer sig om en klassisk eller en nyere tegnefilm!

Et godt eksempel er de Tom & Jerry-tegnefilm, som jævnligt kører på Cartoon Network. Sammenlign de utroligt detaljerede film fra 40’erne med de langt mere enkle – eller primitive om man vil – film fra 60’erne. I 60’er-filmene er Tom og Jerry mere kantede og mindre plastiske, og baggrundene er reduceret til det rudimentære. Til gengæld ser vi ofte en anvendelse af Cinemascope eller andre bredformater – en tydelig rest fra filmbranchens forsøg i 50’ernes og 60’erne på at imødegå truslen fra tv.

Fysikkens grundlove
Hvad tegnefilmene bevarede ved overgangen til tv var deres fantastiske univers: excentriske figurer, talende dyr, visuelle absurditeter og overdrevne fysiske gags. Kigger man på amerikansk tv i 60’erne, finder vi i tv-tegnefilm en bemærkelsesværdig kontrast til den fremstormende sitcom, som oftest udspillede sig i et relativt realistisk skildret middelklasse-Amerika. En serie som Familien Flintstone, der som nævnt stadig kan ses på Cartoon Network, tager sågar sitcom-formen og kombinerer dens amerikanske 60’er-univers med det forhistoriske, som giver serien en grundlæggende absurditet.

Præcis det samme ser man i dag på Cartoon Network. Kanalens bedste serier foregår i fantastiske og absurde universer, hvor ikke mindst fysikkens grundlove på klassisk vis er sat ud af spil: Powerpuff Pigerne er traditionelle superhelte i mikroformat, mens Samurai Jack foregår i et dæmonisk fremtidsunivers. Samtidig krydrer Cartoon Network sine serier med ironiske, indforståede referencer til tidens populærkultur – ikke mindst referencer til andre serier og figurer i Cartoon Networks eget univers.

Men heller ikke dette er egentlig noget nyt. I Warner Brothers’ tegnefilm fra 40’erne er der masser af referencer, ikke mindst til datidens Hollywoodstjerner, og den geniale instruktør Tex Avery havde netop sådanne in-jokes som et af sine varemærker.

Gennemtrængende ironi
Cartoon Network er således en kanal, som kan sin tegnefilmhistorie. Den er fuldstændig i tråd med en udvikling, som startede omkring 1960, men samtidig er der noget særdeles moderne ved flere af kanalens nye serier.

Hovedmanden bag Cartoon Networks største succeser hedder Genndy Tartakovsky. Ud over Star Wars-mikroserien Klonkrigene er Tartakovsky blandt andet ansvarlig for serierne Dexters laboratorium, Powerpuff Pigerne og Samurai Jack. Sidstnævnte er Tartakovskys personlige ønskeprojekt, en visuelt hårdtpumpet actionserie med stor inspiration fra både Akira Kurosawa, Sergio Leone og japansk animé.

Titelfiguren er kejsersønnen, som af sin fars morder, dæmonen Aku, sendes ud i fremtiden. Her havner han i et fremtidsmareridt, hvor Aku har slavebundet jordens befolkning. Det er en af styrkerne ved Samurai Jack, at det lykkes serien at skabe et virkelig unikt univers – et miks af samurai- og western-mytologi, science fiction og horror. En anden styrke er hovedpersonen, der har præcis den rette blanding af man with no name-udstråling og komisk selvhøjtidelighed. Han tager alting hundrede procent alvorligt og fungerer ofte som straight man i de mere komiske optrin. Og dem er der mange af, for Samurai Jack er først og fremmest en humoristisk serie med den samme gennemtrængende ironi og popkulturelle bevidsthed, som også kendetegner Powerpuff Pigerne.

Surrealistiske baggrunde
Samurai Jack både følger og bryder med mange af de gældende regler for tv-animation. Den vedkender sig fjernsynets økonomiske begrænsninger. Stilen er reduceret animation par excellence med en hovedfigur, der nærmest er et studie i enkelhed, en næsten geometrisk figur af ubrudte linier og rette vinkler.

Til gengæld bryder Tartakovsky den stramme stil i sine baggrunde. Her kaster han sig seriens science fiction-univers i vold med en imponerende detaljerigdom. Baggrundene er demonstrativt todimensionale, men samtidig ofte komplet surrealistiske. Og de er angiveligt tegnet og farvelagt med håndkraft – i hvert fald har de en organisk kvalitet, som man ikke finder mange andre steder i nyere tv-animation.

Samtidig giver Tartakovsky los for alle sine impulser, når det drejer sig om visuelle tricks. Her er split screens, forskellige billedformater, slow motion, pludselige farveeksplosioner, frosne billeder osv. Desuden rendyrker serien en uhyre ordknap stil, der er stik imod den fremherskende tendens til flere og højere replikker. Det er ikke usædvanligt at finde minutlange sekvenser i Samurai Jack, hvor der ikke tales, ja, hvor der knap nok høres en lyd.

Forklaringen på succes
Samurai Jack forstår at udnytte og ligefrem sprænge de begrænsninger, der ligger i at lave masseproduceret mainstream-animation til et verdensomspændende mediekonglomerat. Det har den til fælles med en serie som Powerpuff Pigerne. Begge disse serier tager deres stramme formelle og ikke mindst økonomiske grundvilkår og bruger dem som springbræt for en nedbarberet visuel stil og en gennemtrængende ironisk distance, der appellerer lige så meget til voksne som til kernepublikummet af teenagere og tweens.

Her er den centrale forklaring på Cartoon Networks succes. Hvor Disney hovedsagelig henvender sig til et rent børnepublikum, har Cartoon Network en fantastisk evne til at sprænge både køns- og aldersbarrierer. Omkring en tredjedel af kanalens publikum er voksne over 18 år, og hvad køn angår, er en serie som Powerpuff Pigerne interessant. På overfladen ren pigeappel: De tre hovedfigurer er piger – tegnet i bløde, runde former – og på trods af deres superevner har de meget pige-agtige interesser. Men alligevel udgør drenge halvdelen af seriens publikum, og det er et godt eksempel på, hvordan Cartoon Network tænker i målgrupper, men samtidig formår at få deres produkter til at bryde traditionelle grænser.

Bevares, Cartoon Network laver måske ikke stor kunst. Men hvis man sætter sig foran skærmen og trænger igennem den barriere, som lyden af moderne tv-animation udgør, kan man finde masser af kvalitet og originalitet. Måske er vi vidne til en ny æra i animationens historie – en æra, hvor tv-animation er ved at finde en balance mellem formens begrænsninger og muligheder?