Nyhed
06. aug. 2018 | 12:27

Chris Rock kommer til Fargo

Foto | Ali Goldstein
Komikeren Chris Rock er kendt for film som Top Five, men kan ses i en formentlig noget anderledes rolle, når han skal spille kriminel i den kommende sæson af Fargo.

Den amerikanske komiker Chris Rock skal spille mafiaboss, når den anmelderroste serie Fargo vender tilbage med fjerde sæson.

Af Astrid Gjørup

Chris Rock er kendt blandt de fleste som en komiker med en god portion humor. Men Rock skal uden tvivl også bruge andre egenskaber, når han indtager hovedrollen i den kommende sæson af antologiserien Fargo.

Det overraskende valg blev annonceret af direktøren for kanalen FX, John Landgraf, ved branchemødet Television Critics Association i fredags.

Ifølge den officielle synopsis skal næste sæson af Fargo foregå i Kansas City i 1950’erne. Historien omhandler en konflikt mellem to amerikanske forbrydersyndikater – den ene italiensk og den anden afroamerikansk.

Familieoverhovederne i hver lejr indgår en alternativ fredsaftale, hvor de ombytter deres ældste sønner, så de opfostrer hinandens børn.

Fredsaftalen tager dog en drejning, da en mafiaboss pludselig og uventet dør på operationsbordet.

Blandt store skuespillere
Chris Rock skal spille den ene af de familieoverhoveder, som vælger at give sin søn til den rivaliserende familie.

Udover sin standup-komik er Rock kendt for sitcom-serien Everybody Hates Chris, som han selv har skrevet, produceret og spillet hovedrollen i. Rock er desuden kendt som stemmen til zebraen Marty i animationsfranchisen Madagaskar.

Rock har også været vært for Oscar-uddelingen flere gange, første gang i 2005 og senest i 2016.

Første sæson af serien Fargo havde premiere i 2014. Sæsonen vandt to Emmy-priser, blandt andet for bedste miniserie. I tidligere sæsoner har Fargo haft skuespillere som Billy Bob Thornton, Martin Freeman, Kirsten Dunst og Ewan McGregor på rollelisten.

Ifølge New York Times vil den kommende sæson starte produktionen i starten af 2019. Hvornår sæsonen får premiere er endnu ikke offentliggjort.

© Filmmagasinet Ekko