Nyhed
20. sep. 2017 | 17:11

Danmark sender ægteskabs-thriller til Oscar

Foto | Martin Dam Kristensen
Med skuespillere som Nikolaj Lie Kaas og Trine Dyrholm på rollelisten er der skabt god grobund for en Oscarnominering.

Den danske Oscar-komité indstiller Peter Schønau Fogs Du forsvinder til at være den danske Oscar-kandidat.

Af Patricia Smollerup

Under sandet, Krigen, Jagten, En kongelig affære, Hævnen.

I de seneste seks år har Danmark fem gange sluppet igennem nåleøjet og fået en eftertragtet Oscar-nominering i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film.

En imponerende præstation, og den næste i rækken kan blive Peter Schønau Fogs Du forsvinder. Filmen er nemlig netop blevet valgt som Danmarks Oscar-bud, hvorefter det er op til Oscar-akademiet at udvælge den blandt film fra omkring 90 lande.

Ekko fik altså ret i sin forudsigelse, da vi 23. august udråbte filmen som en favorit, der passede i formlen for en række tidligere nominerede film med et stærkt drama med en eksistentiel problemstilling.

Komitéen, som har udvalgt filmen, består af en række repræsentanter fra den danske filmbranche. Man fremhæver, at Peter Schønau Fogh tackler ”et komplekst tema om skyld og ansvar på original vis, og det er en film, der både griber og udfordrer sit publikum”.

Et sygt sind
I Du forsvinder følger vi ægteparret Frederik (Nikolaj Lie Kaas) og Mia (Trine Dyrholm). Grundet en hjernesvulst ændrer Frederik langsomt personlighed, og da han pludselig kommer i retten anklaget for underslæb, bliver det en interessant fortælling om et sygt sind og det at handle af egen fri vilje.

Peter Schønau Fog er ikke overraskende glad for valget.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det har været en lang, sej kamp for at nå i land med en film som af indholdsmæssig nødvendighed i den grad går imod strømmen – en film, der kræver mere opmærksomhed og koncentration af sine tilskuere end de fleste film,” udtaler instruktøren i en pressemeddelelse.

Store danske stjerner
Du forsvinder var i konkurrence med Fenar Ahmads actionfilm Underverden, som tidligere på året tog danskerne med storm, og Henrik Ruben Genz sorte komedie Gud taler ud.

”I første omgang har vi i komitéen glædet os over at se dansk film repræsenteret ved tre kandidater, der favner så bredt i genre, tema og stil. Opgaven har så været at pege på den film, som vi mener vil stå stærkest over for Oscar-akademiets medlemmer,” lyder det fra komitéen. 

At filmen er blevet vist på den prestigefyldte Toronto-festival i september og har de store danske stjerner Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne har uden tvivl trukket film op i forhold konkurrenterne.

I december offentliggøres en liste med ni foreløbige kandidater til kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, mens de endelige fem nomineringer offentliggøres tirsdag den 23. januar.

Trailer: Du forsvinder

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko