Interview
27. juni 2015 | 02:28

Danmarks nye Dreyer

Foto | Catherine Pattinama Coleman
Da Kasper Skovsbøls caster Anja Philip præsenterede ham for den transkønnede model May Simón Lifschitz, var han ikke et sekund i tvivl om, at han havde fundet sin hovedrolleskuespiller.

”Allerede i børnehaven følte jeg mig anderledes,” siger Filmskolens skamroste Kasper Skovsbøl, der vil trække dansk film ud af dogmes spændetrøje og skabe nye billeder af køn og seksualitet.

Af Rune Bruun Madsen

”En mesterlig afgangsfilm på niveau med de allerstørste: Triers Befrielsesbilleder, Vinterbergs Sidste omgang og Schønau Fogs Lille mænsk. Vi har i mange år drømt om et nyt talent, der kunne skabe enestående filmmagi af internationalt format. Jeg tror, vi har fundet ham.”

Sådan konstaterer Ekkos chefredaktør Claus Christensen rosende i en seks-stjernet anmeldelse af instruktør Kasper Skovsbøls afgangsfilm Sorte måne fra fiktionslinjen på Den Danske Filmskole.

Også i dagbladene er det haglet med stjerner og hjerter over den sort-hvide middelalderfortælling om en ung og smuk pige kaldet Marina, der forfører mændene på en lille, isoleret ø.

Angsten kan hjernevaske
For Marina har skønheden en pris: En sygdom spreder sig, og frygten tager overhånd. Hun bliver anklaget for at være både hedning og heks, og selv hendes egen mor vil i sidste ende ikke kendes ved hende.

Tematikken er grum og dyster. Men ikke desto mindre kunne den 31-årige instruktør næppe have sat et smukkere punktum på sin uddannelse.

”Jeg kastede mig ud i noget, mange sagde ville være svært: en periodefilm, en middelalderfilm. Men jeg vil hellere eksperimentere og undersøge end at fokusere på det færdige resultat. Det var virkelig lysten, der drev værket,” siger den 31-årige eksiljyde, da vi snakker over en kop kaffe i hans lejlighed på Istedgade.

Fra stuen er der udsigt til pladsen foran Mariakirken, hvor en spraglet blanding af udstødte drysser rundt: fixerne, flaskesamlerne, tiggende romaer. De udgør en sær, nutidig parallel til Marina i Sorte måne.

”Frygt kan sprede sig som en epidemi. Frygt er den nemmeste måde at få folk til at følge sig, og det ser man for eksempel med folketingsvalget nu. Amerikanerne er sygt gode til det – med terrortrusler og Al Gore med hans oversvømmelser. Lav en katastrofe og få folk med dig. Angsten kan hjernevaske,” siger Kasper Skovsbøl.

”Jeg ville gerne undersøge det at være i et samfund og være en del af en fælles angst. I min film bliver frygten så stærkt, at moren faktisk går imod sin natur, imod sin moderkærlighed.”

Glem middelalderen
I Sorte måne spilles Marina af den nittenårige transkønnede model May Simón Lifschitz.

Hendes fremtoning er mindst lige så fascinerende og forvirrende for publikum, som den er for øens mandfolk – og det er en central pointe.

”Heteroseksuelle mænd tænder på May, når de ser hende, fordi hun er så smuk og kvindelig. Man kommer til at lege med publikum, fordi man sætter dem i en situation, hvor de tænder på noget andet, end de er vant til. Man bliver nødt til at arbejde med sig selv og spørge: ’Er det okay, jeg tænder på det?’”

”Publikum bliver en del af øen, fordi man tvinger dem til at se på hende og hendes krop. Det er slet ikke en film om, hvordan det var i middelalderen. Det er en undersøgelse af samfundet i dag. Filmen kommenterer noget alment, at man er bange for det, man ikke kender,” siger Kasper Skovsbøl.

I bad med pigerne
Afgangsfilmen udspringer også af noget uhyre personligt. Af en opvækst med følelsen af – og frygten for – at skille sig ud fra mængden.

”Da jeg var meget lille, fandt jeg ud af, at jeg var meget anderledes, både seksuelt og kønsrollemæssigt. Jeg kommer fra en lille by uden for Aarhus og er vokset op i et samfund, hvor der ikke var nogen rollemodeller – der var ikke nogen som én selv.”

”Allerede i børnehaven følte jeg mig anderledes med mit køn. Med min seksualitet. Jeg var ekstremt bevidst om det i en tidlig alder. Jeg kunne meget bedre snakke med piger og forstod ikke drenge,” fortæller Kasper Skovsbøl.

”Da jeg gik i folkeskolen, var det helt naturligt at gå i bad med pigerne, fordi det var mine bedste venner. Efterhånden som jeg blev ældre, begyndte jeg at finde ud af, at det var forkert. At det var noget, folk snakkede om. Så der var meget skyld forbundet med det at være anderledes.”

I Sorte måne ender moren, der er spillet af Karen-Lise Mynster, med at ofre sit eget barn. Da hun begynder at frygte for sit eget liv, eroderer kærligheden til det barn, der har skabt ravage i det tætsluttede samfund. Er den sort-hvide fortælling et stiliseret ekko af instruktørens eget familieforhold?

”Det er ikke et billede af min mor. Det er meget mere et billede af min frygt for, at hun ikke vil holde af mig. Det er nok mere mine egne, inderste tanker. Jeg har forsøgt at skildre en angst for, hvad der kan ske mellem en mor og et barn,” siger instruktøren.

”Når man er anderledes i et lille samfund, kommer det også automatisk til at påvirke ens forhold til ens forældre. De har ikke noget imod homoseksuelle og har accepteret det fuldstændigt, men jeg tror alle kan nikke genkendende til, at det kan være svært at snakke med sine forældre om seksualitet.”

Afvist i Aarhus
Kasper Skovsbøl tænder endnu en cigaret, mens han tænker over sine ord.

”I min kunst har jeg lyst til at snakke om alt det, der er svært at snakke om,” konstaterer instruktøren, der gik på Det Fynske Kunstakademi, inden han begyndte på Filmskolen.

På kunstakademiet kom han igennem nåleøjet med en noget aparte ansøgningsfilm, der undersøgte nogle af instruktørens yndlingstemaer: køn, seksualitet og identitet. På Aarhus Kunstakademi afviste de ham prompte, da de så videoen. I Odense fik han carte blanche.

”Det var en video med mig selv, der drikker rødvin og ryger cigaretter. Jeg begynder at tage hænderne ned for at onanere. Men når jeg åbner bukserne, kommer der en røv frem. Så begynder jeg at onanere i den. Der er jo noget kønsløst over en røv, alle har én og føler det samme i det. Det handlede om at prøve nogle grænser af.”

Siden folkeskolen har han vidst, at han gerne vil lave film. Hvor Den Danske Filmskole fokuserer på filmen som dramaturgisk fortælling, fik han på kunstakademiet mulighed for at gå i dybden med selve filmmediets tekstur.

”På kunstakademiet handler det hele tiden om at eksperimentere med mediet. Det handler om at bryde nogle rammer for, hvad film er. Man skal ud på dybt vand som instruktør og se, om man kan gøre det hele på en ny måde. Jeg er virkelig fascineret at instruktører, der gør det,” siger Kasper Skovsbøl og nævner Bergman, Gaspar Noé og Natural Born Killers metafiktive blanding af film, tegnefilm og dåselatter som inspirationskilder.

”Men det er, som om den danske filmverden er fanget i en slags postdogme, hvor man fokuserer på drama og handling. For mig handler det om at gå en helt anden retning end socialrealisme,” forklarer Skovsbøl, hvis afgangsfilms intenst sjælelige, sort-hvide billeder mest af alt leder tankerne hen på Dreyers spirituelle filmkunst.

På grænsen
Lege med formen gjorde han også for nylig, da der skulle laves portrætter af de seks afgangsinstruktører på fiktionslinjen. Hvor de øvrige dimittender poserer i bedste sterile pasfoto-stil, ligner Kasper Skovsbøls billede snarere et kasseret stykke ekstramateriale fra Lars von Triers kontroversielle Nymphomaniac-plakater. Med bar overkrop, åben mund og et ekstatisk udtryk.

”Jeg elsker at lege med, hvornår noget er for meget – og tage den lige til grænsen. ’Nu prøver vi lige at tage en masse billeder, hvor jeg er nøgen,’” siger instruktøren, der selv mener, at Sorte måne også bevæger sig lige på grænsen til det corny og kitschede.

”Klip, lyd, billede, alt er på grænsen. Det er nærmest helt operaagtigt. Hvis det ikke var denne genre, ville man helt sikkert føle, at de medvirkende overspillede. Nogle gange har vi siddet i klipperummet og joket med, at det var på grænsen til det pinlige og komiske.”

Efter otte-ni år på skolebænken er instruktøren nu klar til at indtage den ægte filmverden. Lige nu skriver han på flere projekter – blandt andet en spillefilm, der er halvt engelsksproget og halvt dansksproget.

”Man vil både kunne klippe en engelsk og en dansk trailer,” siger instruktøren efterfulgt af et grin. For selvfølgelig vil han da gerne lave film i udlandet på et tidspunkt.

Filmen skal handle om en pige, der finder hjem til sin familie. Med Sorte månes tematik in mente lyder det næsten som en cirkel, der sluttes.

”Jeg er begyndt at have det rigtig godt sammen med min familie igen, og derfor er det meget sigende at lave en film om en pige, der finder hjem til sin familie,” siger Kasper Skovsbøl.

Trailer: Sorte måne

Kasper Skovsbøl

Født 1984 i Aarhus.

Uddannet på Det Fynske Kunstakademi og Den Danske Filmskoles instruktørlinje.

Har instrueret afgangsfilmen Sorte måne (2015) og videokunstprojektet Jeg tog i byen (2013).

Bor på Vesterbro i København.

© Filmmagasinet Ekko