Nyhed
07. juni 2018 | 15:12 - Opdateret 11. juni 2018 | 13:45

Dansk animation indtager verden

Foto | The Animation Workshop
I Grandma’s Hero rejser en ung monsterjæger ud på en farefuld færd, men får selskab af sin omsorgsfulde bedstemor, der gør turen til en temmelig aparte familieudflugt.

Animationsfilm kendt fra Ekko Shortlist er blandt de otte projekter, der skal repræsentere Danmark ved verdens førende animationsfestival i Frankrig.

Af Nicki Bruun

At dansk animation er særdeles hot, så vi, da Den utrolige historie om den kæmpestore pære blev udtaget til børnefilmkonkurrencen på filmfestivalen i Berlin.

Midt i sommervarmen har vi fået endnu et bevis.

Hele otte af de elleve nordiske animationsfilm, som bliver vist på årets udgave af den førende animationsfestival i franske Annecy, er danske.

Med andre ord har Sverige, Norge og Finland én film med hver, mens Danmark står for omkring tre fjerdedele.

Blandt de otte film finder vi eksempelvis Bacchus, om en farverig verden fuld af begær, og Grandma’s Hero, om en monsterjæger og hans bedstemor. De er begge afgangsfilm fra The Animation Workshop i Viborg, men kan også ses på Ekko Shortlist.

Grandma’s Hero var nomineret til bedste animation ved Ekko Shortlist Awards 2016.

Håndtegnede æg
Fem af de otte danske film er fra den viborgensiske uddannelse The Animation Workshop, hvor studerende kan blive undervist i fag som computergrafik og karakteranimation.

Det drejer sig om Vermine, der også blev vist på Berlin-festivalen tidligere i år, undervisningsfilmen TED-Ed – The Evolution of Animal Genitalia og Captain Awesome: The Rumble in the Concrete Jungle.

De resterende tre danske animationsprojekter tæller den korte tv-serie The Heroic Quest of the Valiant Price Ivandoe, der er lavet af danske Sun Creature Studio og blev vist på børnekanalen Cartoon Network.

Den håndtegnede animationsfilm Egg er en co-produktion mellem franske Miyu Productions og danske Late Love Production.

Endelig er Angeli en animeret kortfilm om patienter på en hjerteafdeling.

Filmen er produceret af Zentropa og fra 2002, men har også fundet vej til at blive vist som del af den nordiske stand på festivalen i Annecy, der løber fra 11. til 16. juni.

© Filmmagasinet Ekko