Nyhed
03. mar. 2014 | 15:51 - Opdateret 03. mar. 2014 | 21:06

Dansk film dæmoniserer provinsen

Foto | Martin Munch
I Søren Balles Klumpfisken får den forarmede vendelbo Kesse en aldeles uvelkommen gæst om bord på sin kutter. Hun er nemlig københavner.

I det nye Ekko udpeger Peter Schepelern en fremherskende opfattelse i dansk film, som også den aktuelle Klumpfisken knytter an til: Udkantsdanmark er helvedes forgård.

Af Andreas Risby

I de gode, gamle dage var provinsen kendetegnet ved landlig idyl og jovialt kammeratskab. Røde heste galoperede over markerne, og Poul Reichhardt var dus med himlens fugle.

Det var i hvert fald det indtryk, man fik i 1950’ernes populære hjemstavnsskildringer. Og i dag er billedet et ganske andet.

I Thomas Vinterbergs Oscar-aktuelle Jagten bliver en uskyldig mand udsat for lilleput-samfundets heksejagt. Det går mere roligt for sig i Søren Balles Klumpfisken, der har premiere på torsdag 6. marts. Ikke desto mindre møder vi et forarmet jysk fiskersamfund, hvor hovedpersonens foragt for ”Kjøvenhavnstrup” lægger forhindringer for hans kærlighedsliv. 

Filmlektor og medredaktør af Ekko, Peter Schepelern, beskriver i det nye nummer (på gaden 5. marts) denne særlige tendens, hvor provinsen skildres som et arnested for vold, incest og mørkemænd.

”Vi har fået en ny filmgenre, hvor den landlige idyl er blevet en provins i helvede,” skriver Schepelern, som torsdag aften gæstede Radio 24syv for at fortælle om den nyopståede genre.

Betændt miljø af overgreb
Det nye årtusind byder på en langt mørkere fremstilling af provinsen. Den fik sit filmiske gennembrud med Peter Schønau Fogs Kunsten at græde i kor og Henrik Ruben Genz’ Frygtelig lykkelig.

Det er film, der ifølge Schepelern ”har medvirket til at brande Sønderjylland og det landlige Danmark generelt som et betændt miljø af overgreb og dunkle hemmeligheder”.

Tendensen er ikke opstået ud af den blå luft. En række ubehagelige sager om omsorgssvigt og sexmisbrug af børn har fyldt det danske mediebillede de sidste ti år. Mest prominent er Tønder-sagen fra 2006, der var afsæt for Manyar Parwanis Himlen falder (2009).

Men provinsen er aldrig blevet fremstillet mere dæmonisk end i Ole Bornedals Fri os fra det onde, hvor uskyldige mennesker bliver ofre for småbysamfundets kollektive ondskab. ”Her når dæmoniseringen af udkantsdanmark et skræmmende højdepunkt,” skriver Schepelern. 

Slip væk i tide!
Også mindre voldsomme film er en del af trenden.

Hella Joofs komedie Oh Happy Day forbinder provinsen med dødbringende kedsomhed, mens Niels Arden Oplevs sorthumoristiske Fukssvansen skildrer de groteske eksistenser, der har det med at skyde op af den landlige muld. 

Konklusionen er klar: Provinsen er et fantastisk sted, hvis bare man slipper væk i tide.

Feature-artiklen er en del af temaet ”De udstødte” i det nye nummer af Ekko, som lanceres i morgen tirsdag ved en snigpremiere i Grand Teatret. Og hør Schepelerns radiooptræden i kulturprogrammet AK 24syv, der blev sendt 27. februar.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko