Nyhed
16. jan. 2014 | 09:38

Dansk film domineres af mænd

Foto | Per Arnesen
I størstedelen af de danske biograffilm spilles hovedrollen af mænd.

Hvad enten det gælder hovedroller, instruktører, producere eller manuskriptforfattere, er kønsfordelingen skæv i dansk film. Og det fortsætter i 2014.

Af Rune Bruun Madsen

Tallene taler deres tydelige sprog. 

Af nitten danske spillefilm med premiere i 2013 var kun to – Skytten og Tarok – instrueret af kvinder. Det svarer til lige over ti procent. 

På trods af stor international succes til kvindelige instruktører som Susanne Bier og Lone Scherfig er der fortsat langt til ligestilling i dansk film. 

2013: Et mandeår
For de otte danske dokumentarfilm med biografpremiere i 2013 er tendensen den samme. Fem film var instrueret af mænd, mens kun to var instrueret af kvinder. En sidste – Blodets bånd – er både krediteret med en mandlig og en kvindelig instruktør. 

Den skæve kønsfordeling gælder ikke kun for instruktører. Hvis man kigger nærmere på to andre vitale led i filmproduktionen – producer og manuskriptforfatter – er resultatet stort set det samme. 

Af de nitten spillefilm fra 2013 er femten manuskripter skrevet af mænd, mens tallet kun er fire for kvinder. 

For producenter er tallet lidt mere jævnbyrdigt. Her er syv film produceret af mænd og fem af kvinder, mens de sidste syv film er produceret af et makkerskab på tværs af køn. 

Flest mandlige hovedroller
Ekko skrev i 2012, hvordan dobbelt så mange hovedroller besættes af mænd som af kvinder i danske film. 

Artiklen var baseret på en optælling af alle danske spillefilm i perioden 2009-2011. 

Denne skævhed er fortsat intakt. I fjorten ud af nitten spillefilm fra 2013 er hovedrollen spillet af en mand. Kun i Skytten, Nymphomaniac og I lossens time spiller en kvinde hovedrollen. 

I Ekko #61 diskuterede instruktør Kathrine Windfeld og Eini Carina Grønvold muligheden for kønskvoter i dansk film. 

Andre kriterier end køn
Kathrine Windfeld er fortaler for kønskvoter – en løsning, man allerede har implementeret hos vores skandinaviske naboer. Også når det gælder optagelse på filmskolerne og tildeling af filmstøtte, er kvinderne rent statistisk på andenpladsen.

Direktøren for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, har imidlertid afvist kønskvoter i den danske filmbranche. 

”Det er ikke i pagt med jagten på det sublime,” udtalte han til DR i 2013. ”Her skal man have fokus på en lang række kriterier, for at støtten går til det filmfagligt mest velbegrundede projekt.” 

Flere kvinder i år
Af de tyve danske spillefilm, der har forventet premiere i år, er fem instrueret af kvinder. Det svarer til 25 procenter og er en markant stigning i forhold til 2013. 

Blandt filmene er Charlotte Sachs Bostrups Kartellet og Susanne Biers En chance til.

Fordelingen er nogenlunde den samme på Ekkos egen Shortlist – hitlisten for danske kortfilm. Af de 123 film, der til dato har figureret på listen, er de 27 instrueret af kvinder, svarende til 22 procent.

© Filmmagasinet Ekko