Feature
25. apr. 2014 | 00:00 - Opdateret 25. apr. 2014 | 16:51

Dansk films nazi-hemmelighed

Foto | uoplyst
Henning Karmark med Hitlers yndlingspropagandist Leni Riefenstahl som borddame i Berlin, sommeren 1941.

Bag Morten Korch-filmenes fejring af den pureste danskhed stod en nazist, der angav sine ansatte under besættelsen, slap ustraffet gennem retsopgøret og blev millionær på dansk nationalromantik.

Af Lars-Martin Sørensen

Solen skinner mildt over et frokostbord på en udendørscafe i Berlin. Rundt om bordet sidder repræsentanter for det nazi-tyske Internationale Filmkammer (IFK) i afslappet selskab med danske filmbosser. Vi skriver juni 1941, propagandaminister Goebbels har indkaldt toppen af dansk film til møde i det organ, der regulerer filmhandelen i det tysk besatte Europa.

For flere af danskerne er det ikke noget nyt at sidde til bords med Det Tredje Riges filmpolitiske gesandter.

Allerede før de sidste flyveblade, som tyske bombefly kastede ned over Danmark 9. april, er fejet op fra gader og stræder, kæmper de indædt om besætternes gunst. Det er der både perspektiv og penge i – mange penge, for tyskerne ser ud til at vinde krigen. Men ASA-direktøren Henning Karmark sidder med for første gang. Ti år senere skal filmatiseringer af Morten Korchs romaner gøre ham til millionær. Inden da bliver Karmark den mest kompromitterede filmboss i dansk film under besættelsen.

Under frokosten i Berlin har han en ung tysk kvinde til bords. Hun er betaget af hans charme. Han smiler lunt til hende. Hun er Adolf Hitlers yndlings-propagandist: Leni Riefenstahl. Nu, lidt over et år efter tyskerne rykkede ind i Danmark, er Henning Karmark på vej ind i varmen.

Hvad Karmark og Riefenstahl taler om under frokosten i solen, er uvist. Men sikkert er det, at Henning Karmark under kongressen udpeges til Danmarks IFK-repræsentant for import og eksport af film. Den position kan udnyttes. Og det vil han gøre til det yderste de næste to år.

Charmerer tysk filmbaron
Kort efter hjemkomsten fra Berlin er han til møde med tysk films skrappeste bannerfører i Danmark, Hans-Jürgen Maximilian von Hake, som er direktør for den danske filial af det tyske filmselskab Ufa. Han er en brysk herre med høje tindinger, stålbriller og smal høgenæse, og han farer hårdhændet frem over for den danske filmbranche. Men ”baronen”, som von Hake også kaldes, er helt centralt placeret og sidder med nøglen til lukrative eksportaftaler med tyskerne. Han havde også en plads ved frokostbordet i Berlin. 

Mødet lige efter ”Berlinerkongressen” foregår i Ufas kontorer i Nygade 3 midt i det besatte København. Det er her, Henning Karmark tager førertrøjen. Fra at være kørt bag af dansen af sine konkurrenter, direktørerne på Nordisk Film, Palladium og distributionsselskabet Teatrenes Films-Kontor (TFK), er ASA og Karmark ved at blive det danske kort, tyskerne satser på.

Under mødet er von Hake bekymret over, at den danske stat vil lancere en produktion af kort- og dokumentarfilm, som kan fortrænge tyske ugerevyer fra danske lærreder. Tyskeren har siden invasionen gjort sig store anstrengelser for at få de upopulære og nazi-propagandistiske ugerevyer ud i danske biografer. Nu forsøger den danske stat sig med en boykotforanstaltning: dansk producerede forfilm.

Angiveri og benspænd
Henning Karmark øjner en mulighed og slår øjeblikkeligt til.

Han røber for von Hake, at han og de øvrige filmbosser har deltaget i et møde med repræsentanter for Filmfonden og Statens Filmcentral. Her har statens mænd presset selskaberne til at producere kortfilm uden nævneværdig fortjeneste – og til at spille dem, fordi det er et nationalt anliggende at albue de tyske ugerevyer ud af billedet.

I samme åndedrag angiver Karmark Robert Hove fra Filmfonden og Thomas Hejle fra Statens Filmcentral som ”socialdemokrater” og ”antityske”. Og han lover von Hake at boykotte statens kortfilminitiativ, så intet kommer i vejen for den tyske ugerevypropaganda.

Von Hake har endnu en sten i skoen, som han vender med Karmark. Der produceres såkaldte omvendekopier af udtjente amerikanske film i Danmark, så filmene stadig kan cirkulere i biograferne, når de originale filmkopier er slidt op.

Von Hake er særligt indigneret over, at Hollywood-filmene kopieres over på tysk råfilm, som er en rationeret vare og et effektivt magtmiddel over for den danske filmbranche: Vil danskerne ikke makke ret, truer tyskerne med at blokere for tilførslen af råfilm.

Sladrer om kollegers lager
Også her træder Karmark velvilligt til. Han vil oplyse von Hake om, hvor store lagre af råfilm de danske selskaber ligger inde med. Det er nyttig viden, for effektiviteten af et eventuelt stop for tilførslerne afhænger af lagrenes størrelse.

Så Karmark giver den en tand til.

Han vil også forsøge at opkøbe råfilm fra sine danske konkurrenter, så deres lagre skrumper, og en eventuel tysk blokade er endnu mere ødelæggende for filmproduktionen.

Henning Karmarks optræden under dette møde i juli 1941 overbeviser von Hake om, at her er en mand, man kan gøre forretninger med. Få dage efter skriver han en hel lille præsentation af Karmark, som han sender hjem til Ufa i Berlin. I brevet, der er mærket ”strengt fortroligt”, fortæller von Hake om mødet med Karmark og forklarer: ”Den internationale filmkongres i Berlin har tilsyneladende øvet den indflydelse på ham, at han har indset, at et samarbejde med Tyskland er nyttigt”.

Karmark har taget et bastant og effektivt skridt ind i varmen hos von Hake på Ufa i Nygade 3 – og begået sine første angiverier, inden han er ude af døren igen.

ASA-film tækkes tyskerne
I kapløbet om at tjene penge på forretninger med tyskerne har ASA og Henning Karmark hidtil stået dårligst rustet blandt de store selskaber. ASA, der er et relativt nystartet selskab, har ikke de samme velafprøvede kontakter til den tyske filmbranche som Nordisk, Palladium og TFK.

Men Karmark har fra sidst i 30’erne gjort forretninger med tyskere i det reklamebureau, han har etableret sammen med skuespilleren Ib Schønberg. Og et lille års tid før Karmarks gennembrud i sommeren 1941 indfinder ASA’s top sig i den arena, hvor kampen om besætternes gunst udspilles.

Det sker i august 1940 ved en særforestilling i storbiografen Kino-Palæet, hvor de danske nazister i DNSAP viser tysk propagandafilm. Efter seancen rapporterer DNSAP’s propagandachef Langgard Nielsen til fører Frits Clausen:

”Vi har i dag vist Arbejdsfrontfilmen i Kino-Palæet, der var ret godt besat. Bl.a. overværedes forestillingen af 10 af personalet fra ASA Film med Lau jr. og Ib Schønberg i Spidsen. – Efter Forestillingen takkede de, fordi vi havde beredt dem denne Oplevelse og stillede sig til Raadighed saafremt der var noget de kunde gøre for os.”

Tre dage efter ASA-toppens frieri til de danske nazister åbner Ufa sit kontor i Nygade, og fem dage senere tager Henning Karmark første skridt til at indfri det lidt luftige løfte om at ”stille sig til Raadighed” ved at melde sig ind i DNSAP.

Situationen i Danmark har med ét slag forandret sig. Hvor de store selskaber før har kappedes om at få tyske film i distribution, er det nu den tyske filial af Ufa i Nygade, der udlejer film fra de største tyske selskaber. Og samtidig sætter tyskerne sig tungt på handelen med film i det besatte Europa. Så vil man have udenlandske film i udlejning og eksportere til udlandet, må man omkring baron von Hake i Nygade.

Tyskerne kontrollerer eksporten
Det er knagende koldt. Sneen ligger som krystalsukker over landet, bælter og sunde fryser til. I det besatte Danmark er brændsel rationeret, så man forskanser sig bag mørklægningsgardinerne og forsøger at holde varmen omkring nytår 1941/42. Men i Nygade 3 er der opstået en port, som flere danske filmbosser banker på for at komme ind i varmen – en port til det givtige filmmarked i det tyskbesatte Europa.

Indenfor holder von Hake møder og laver aftaler. Henning Karmark har brugt efteråret 1941 på at etablere et nyt filmselskab sammen med revykongen og sangskriveren Aage Stentoft, kendt af generationer af danskere som teaterdirektør og hygge-pianist.

Tyskerne har skruet bissen på over for dansk film.

Nu skal der tyske film på danske lærreder, ellers stopper leverancerne af råfilm. Det er den stok, det tyske Rigsfilmkammer svinger over film- og embedsfolk i Danmark. Guleroden, der skal bevæge det danske æsel i Rigsfilmkammerets retning, er eksportaftaler. Dem bliver der ingen af, hvis ikke danskerne makker ret.

Hen under jul har von Hake besøg af hr. Huber fra det tyske selskab Transit Film, som håndterer distributionen af film mellem landene i det tyskbesatte Europa. Og han er på indkøbstur. Von Hake beder de danske filmbosser om lister over eksport-egnede film.

Nu gælder det for danskerne om at hive eksportaftaler hjem og derfor om at stå sig bedst muligt med ”baronen”.

Målet er at spinde endnu mere guld på de danske film, der allerede har tjent sig ind i hjemlandet, hvor selv dårlige danske film går godt. Engelske og russiske film er forbudt, og der kommer ingen nye amerikanske film til landet, så konkurrencesituationen for dansk film er yderst gunstig.

Alt tyder stadig på, at tyskerne vinder krigen, så trafikken ind ad porten til Nygade 3 er hektisk i de første måneder af 1942.

Spiller jødekortet
Midt i februar mødes von Hake med Henning Karmark og Tage Nielsen fra Palladium. Forhandlingsklimaet i von Hakes gemakker er lige så iskoldt som temperaturen udenfor. Nielsen og Karmark er stærkt fortørnede over, at hr. Hubers besøg ikke har spækket ordrebogen på hverken ASA eller Palladium. 

Hvad værre er: Nordisk Film har afsat ikke mindre end fem film til eksport via Transit Film. 

Favoriseringen af Nordisk Film generer ikke kun Karmark og Nielsen. Den stikker også en alvorlig kæp i hjulet på von Hakes plan for, hvordan den nazistiske kulturpolitik kan fremmes på filmfronten i Danmark – en plan, som han har indviet Ufas øverste direktør i Berlin i. Tage Nielsen har allerede inden mødet skrevet til Transit og kritiseret hr. Hubers indkøb. Og den 20. februar beklager von Hake sig så i et brev til Ufa Berlin over Transit Film og refererer fra mødet med Tage Nielsen og Henning Karmark. De har:

”… især beklaget sig over, at filmen Alle gaar rundt og forelsker sig, i hvilken ikke-arieren Lilian Ellis spiller hovedrollen, er blevet købt af Tyskland, mens de gør sig umage for at holde deres film fri for ikke-ariere for at kunne handle med os.”

Hermed har to af landets førende filmbosser spillet jødekortet for at tilsværte konkurrenten Nordisk Film.

Det er ikke første og næppe heller sidste gang, den slags finder sted i dansk film under besættelsen. Og lige siden tyskerne marcherede ind i landet, har selskaberne bedrevet præventiv antisemitisme blandt deres medarbejdere af jødisk afstamning for at tækkes de nye herrer i det danske hus. På den front var de danske filmbosser noget mere ivrige, end tysk films repræsentanter hertillands forlangte.

Hilsen med Heil
Men timingen er uheldig for von Hake, som just er i færd med at søsætte et vidtrækkende initiativ sammen med Karmark. Fire dage før han kritiserer hr. Hubers indkøb, 16. februar 1942, skriver von Hake til direktøren for det Ufa-ejede marionetselskab Continental i Paris, Bischoff. Der kommer snart en henvendelse fra danskeren Henning Karmark, som von Hake vil bede Continentals direktør om at tage vel imod. Karmark præsenterer sig lidt over en uge senere ”efter aftale med Ufa København”.

Han er direktør for flere filmselskaber, han har indgået aftaler med det Quislinge-statsstyrede norske Filmdirektorat om import af norske film og er i færd med at opbygge et selskab, der skal stå for import af udenlandske film til Danmark – i samarbejde med Ufa København og von Hake. Og nu vil Karmark så høre, om han kan få en importaftale på franske film. Og for at sætte ekstra trumf på slutter han sit brev med følgende salut: 

Jeg skal ikke undlade at henvise til, at jeg er medlem af det danske nationalsocialistiske parti, og hilser dem med

Heil Hitler/Dansk Front

Bare to dage efter sætter Karmark og Aage Stentoft deres underskrifter på en hemmelig aftale med von Hake i København. De har etableret et nyt selskab, Merkur Film, sammen med Ufa.

Værnemagerselskab
Det er et udlejningsfirma, som i sin selskabskonstruktion er skåret over samme læst som de tyske filialselskaber i København. Og det tyske gesandtskabs advokat, Vilhelm Delmar, sidder i bestyrelsen for selskabet. Det er også et værnemagerselskab efter de definitioner, der bliver gældende under retsopgøret efter befrielsen.

For det er et nyt selskab, der udelukkende er etableret for at lukrere på samarbejdet med besættelsesmagten. 

Den hemmelige aftale annullerer al konkurrence mellem Ufa og Merkurs udlejningsvirksomhed og sikrer, at kun biografer, der lydigt spiller nazistiske ugerevyer og begunstiger tyske spillefilm, vil blive tilbudt udenlandske film. Von Hake bryster sig kort efter over for det tyske gesandtskab med, at af de cirka 150 udenlandske film, der er til rådighed for det danske marked, sidder han, sammen med Karmark og Stentoft, på 100-110 film.

Karmarks stikkerbrev
Med den hemmelige aftale i hus fortsætter Karmark sit styrtløb ned ad skråplanet den sidste uge af februar 1942.

Det kommer frem, da frihedskæmpere fra Gruppe 1944 i foråret 1945 foretager et raid imod Ufa, hvor de stjæler en bunke breve for at kunne dokumentere filmbranchens kollaboration med tyskerne, når krigen nu snart er slut.

I bunkerne finder de et brev fra Henning Karmark, skrevet på tysk, dateret 23. februar 1942 og mærket ”strengt fortroligt”. Gruppen oversætter og offentliggør det i deres illegale blad i en anonymiseret form, så de personer, der forrådes af Karmark, ikke eksponeres yderligere. Karmark skriver:

Højtærede hr. von Hake,

Idet jeg henviser til de forskellige samtaler, vi har haft vedr. dette emne, tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg – ligesom De – mener, at en udrensning inden for dansk film af alle de elementer, der er imod et samarbejde med Tyskland, er meget vigtig. 

Jeg har indtil dato fået skrevet flere filmmanuskripter af den danske forfatter Børge Müller, og havde endnu 3 manuskripter i ordre hos ham, men har nu opsagt kontrakten med ham, fordi han i de revuer, han har skrevet i den senere tid, har vist en i det mindste forstærket tysk-fjendtlig tendens.

En af mine medindehavere af Apollon Film A/S er indehaveren af Apollo Teateret, Hr. Aage Stentoft. Hr. Stentoft har allerede lovet mig, at han i sin næste revue vil bringe en på en eller anden måde tysk sungen sang. Og endvidere vil gøre sig umage for at bringe en tysk-venlig tendens eller måske en lille satire, f.eks. på det nære samarbejde England-Rusland. 

Jeg vil naturligvis stadig i de film, der hører under mig, ikke benytte skuespillere, der på en eller anden måde beskæftiger sig tyskfjendtligt eller er ikke-arier. Desværre måtte jeg i min sidste film – Afsporet – der af den samlede danske presse blev betegnet som den bedste danske film, der endnu er fremstillet, benytte en ikke-arisk skuespillerinde – Illona Wieselmann, da jeg ellers ikke kunne få manuskriptet. Jeg skal dog, som sagt, ved vort forhåbentligt snarligt påbegyndte samarbejde, gøre mig umage for at overholde de fra tysk side ønskede kulturpolitiske retningslinjer i den produktion, jeg har indflydelse på.

Med venlige hilsener,
Henning Karmark

Bremser anti-tysk satire
Med dette brev angiver Karmark sin manuskriptforfatter og en jødisk skuespillerinde. Han var tvunget til at invitere Illona Wieselmann med på rollelisten, fordi manuskriptet til filmen Afsporet (1942) er baseret på hendes mand, Karl Schlüters skuespil. Andre akter fra Ufa København viser, at Karmark mundtligt har oplyst von Hake, at Illona Wieselmann ikke bare er af jødisk afstamning, men ”barnebarn af en rabbiner fra Wien”, og at ASA’s musikarrangør, Peter Deutsch, også er jøde.

Karmark fungerede også som indpisker for sin kollaboratør-kollega Aage Stentoft.

For tyskerne var ikke altid lige begejstrede for den til tider anti-tyske satire, der lød fra scenen på Stentofts Apollo Teater. Og der går ikke mange måneder, inden Stentoft trækker sig fra samarbejdet, fordi dansk presse får nys om, at Merkur er et kollaboratørselskab. Men Henning Karmark lader sig ikke kyse af lidt ufordelagtig omtale.

Fælden smækker
Den 2. februar 1943 vender den tyske krigslykke. Hitlers 6. armé taber det afgørende slag ved Stalingrad.

Dagen efter melder Henning Karmark sig ud af DNSAP. Og så går det hovedkulds den anden vej: To uger senere annullerer han den hemmelige aftale med Ufa og indleder en charmeoffensiv over for Ministeriernes Filmudvalg, som producerer de kortfilm, han tidligere lovede von Hake at boykotte.

I foråret 1944 bomber danske nazi-håndlangere de store danske filmselskaber, heriblandt ASA. Og Karmark lukker det reklamebureau, der ellers har tjent godt på tyskernes annoncer, og trækker sig fra ASA’s bestyrelse, da hans stikkerbrev offentliggøres i den illegale presse.

Besættelsens sidste måneder er kaotiske, modstandsbevægelsens sabotager og tyskernes terror tager til. Karmark arresteres af Gestapo, løslades og flygter til Sverige i befrielsesdagene – fra den danske modstandsbevægelse.

Nogle måneder senere er han tilbage i Danmark, hvor politiet indleder en undersøgelse af ham. Den fører dog aldrig til nogen sigtelse, selvom politiadvokaten konkluderer, at Karmark er værnemager og ”opportunist af allerværste skuffe” – politiet havde andre og vigtigere sager at tage sig af på det tidspunkt.

Morten Korch for nazi-guld
9. januar 1950 er der premiere på Morten Korch-filmen De røde heste i København. Inden den pilles af plakaten har 2,3 millioner danskere, over halvdelen af den samlede danske befolkning på 4,3 millioner, købt billet til filmen.

Det er dansk filmhistories største kassesucces. De røde heste baner vej for en hel stribe Morten Korch-filmatiseringer, som Henning Karmark har sikret sig rettighederne til i 1949 – og som han tjener millioner på at producere.

I december 1950 følges den første succes op med Mosekongen, og i december 1951 har den næste, Det gamle Guld, premiere. Mens sidstnævnte går sin sejrsgang i biograferne, kontakter Henning Karmark en gammel kending fra besættelsestiden, Ufa Berlins pressechef, Carl Opitz. Han er ansvarlig for udlejningen af Ufas film, blandt andet dem fra krigsårene. Og Karmark har en hel stribe gamle film på bestillingssedlen.

Han vil blandt andet gerne importere film af Goebbels’ yndlingsinstruktør Veit Harlan, der netop har undgået en dom for en forbrydelse mod menneskeheden med sin antijødiske hetzfilm Jøden Süss fra 1940.

Flere af de film, Karmark vil bestille, kan Opitz ikke udleje. De er på de allierede besætteres liste over forbudte film i Tyskland. Men Karmark sikrer sig optionen. For der kommer nok en dag, hvor de allierede slipper grebet om besættelsestidens største tyske publikumssucceser, og så gælder det om at være beredt – igen. Danskerne så jo tyske film under besættelsen, selvom det ikke er populært at sige højt, så hvorfor ikke give dem repremiere!

Blut und Boden i danske film
I 1960 er Henning Karmark den første danske filmproducent, der afsætter film til tysk tv – blandt andet Morten Korch-filmen Die rote Pferde.

Det gamle Guld er, som Morten Korch-filmene generelt, gennemsyret af en national- og bonderomantisk patos. Som i en væsentlig del af de vigtigste tyske film fra nazi-tiden fejres hjemstavnen og forbundetheden mellem slægten og jorden – eller sagt med en nazi-tysk propagandaparole: ”Blut und Boden.”

Slægtsgården er hele tiden på spil, pengegrådige slubberter med fremmedartede navne fra den moderne storby truer det uskyldsrene og naturlige liv på landet. I Det gamle Guld er det fundet af forfædrenes begravede guldskat, der sikrer helten ejerskabet til slægtsgården. Blodet og jorden hører sammen. Der leges visuelt med runesten – noget også tyske propagandister havde en svaghed for.

Dansk filmhistories største kassesucceser trækker på tankegods og æstetik, der ligger i forlængelse af den nazi-tyske hjemstavnsromantik. Og det var en dansk nazist, der producerede filmene og blev millionær på dem.

Hans instruktør, Alice O’ Fredericks, gjorde også dybt knæfald for besætterne af Danmark. Hun lavede film, som ingen tysk propagandist kunne have ønsket sig anderledes. Men det er en anden historie.

 

Foto | uoplyst
Tysk films skrappeste gesandt i det besatte Danmark, Baron von Hake (tv.), med Palladiums Tage Nielsen til bords.

Lars-Martin Sørensen

 

Født 1964 i Nørre Søby på Fyn.

Forskningsleder ved Det Danske Filminstitut.

Gæsteforsker ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Stod i 2011-13 for forskningsprojektet ”Filmhistoriens fem forsømte år”, som afdækker dansk filmhistorie under besættelsen.

Ansvarshavende redaktør af filmtidsskriftet Kosmorama.

Udgiver bogen Dansk film under nazismen, som udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhof den 5. maj. Denne artikel er skrevet eksklusivt til Ekko.

Henning Karmark

Filmproducent og direktør for ASA-film.

Producerede cirka 90 danske spillefilm.

Købte rettighederne til Morten Korchs bøger i 1949, som andre selskaber havde sagt nej til.

Senere blev Morten Korch-filmene den største kommerciel succes i dansk filmhistorie.

Producerede de oprindelige Far til fire-film, nogle af dem sammen med Lau Lauritzen.

Blev medlem af det danske nazistparti i 1940.

© Filmmagasinet Ekko