Cannes 2013
20. maj 2013 | 14:03

Dansk producer indtager Cannes

Foto | Steve Dietl
"Casey Affleck ser aldrig sine film. Han kan det bare ikke," fortæller Lars Knudsen. Her ses Affleck med Rooney Mara i danskerens Aint't Them Bodies Saints.

”Da vi kom hjem fra fest klokken fem i nat, sad Harvey Weinstein allerede klar i lobbyen,” fortæller Lars Knudsen, hvis nye film med Casey Affleck og Rooney Mara tiltrak en horde af fotografer til premieren.

Af Jacob Ludvigsen

Der er næppe nogen, som længere er i tvivl om, at danske Nicolas Winding Refn skal deltage i konkurrencen på årets Cannes-festival.

Til gengæld er det gået de flestes næser forbi, at en anden dansker også har en film med i Cannes: produceren Lars Knudsen, hvis Ain’t Them Bodies Saints er udtaget til sideprogrammet ”Semaine de la Critique”.

Her tiltrækker filmene sig normalt ikke fotografernes kendis-søgende blitzlys, men premieren på Ain’t Them Bodies Saints, som Knudsen har produceret for sit amerikanske selskab Parts & Labor, var en undtagelse.

Rooneys entourage
Filmens stjerner er nemlig to af Hollywoods mest hotte unge navne: Rooney Mara (der spiller Lisbeth Salander i David Finchers The Girl with the Dragon Tatoo) og Casey Affleck (Gone Baby Gone, The Assasination of Jesse James by the Coward Robert Ford).

Og det giver et ekstra aspekt at have to navne af den kaliber, fortæller Lars Knudsen, da vi møder ham i Grand Hotels have i Cannes.

”Det er jo en lidt anden verden, de lever i under sådan en festival. Rooney har et helt entourage med, og hver gang hun skal ud fra hotellet, skal hun have en ny kjole på,” fortæller han.

Det politiske spil
Filmen distribueres internationalt af verdens mest berømte og berygtede producer, den på alle måder store Harvey Weinstein. Han var også til stede ved premieren lørdag aften – og hviskede filmens unge instruktør, David Lowery, (sidste år kåret af Variety som en af ti instruktører, man skal holde særligt øje med), i øret, hvornår han skulle rejse sig og høste salens bifald.

”Harvey Weinstein er især gået ind i filmen på grund af Rooney Mara, fordi hun er en upcoming stjerne, så han vil gerne vise, at han støtter filmen. Han kører det meget stramt hernede. Da vi kom hjem fra fest klokken fem i nat, sad han allerede i lobbyen og var i gang med dagens arbejde,” siger Lars Knudsen.

Han fortæller også, at Weinstein formentlig har en vis gennemslagskraft hos Cannes’ programlæggere.

”Vi havde faktisk en anden film, Mother of George, som var udtaget til Semaine de la Critique helt op til dage før offentliggørelsen. Men så kom Ain’t Them Bodies Saints med i stedet. Dér kunne vi se det politiske spil, der foregår.”

– Var det på grund af Weinstein-faktoren?

”Han har også Fruitvale Station med i Un Certain Regard, så han har helt klart noget at sige. Men det er også, fordi Cannes kunne få en film med store stjerner. De er vilde med filmen, men det spiller også ind, at det giver Semaine de la Critique noget opmærksomhed på grund af Affleck og Mara,” siger produceren, der også selv prøver at opbygge et tættere forhold til Cannes-ledelsen.

”Vi prøver at lære alle programlæggerne at kende. Og vi er også ved at prøve at få et møde i stand med Thierry Frémaux (Cannes’ festivalleder, red.). Det er bedre, at vi selv har en kontakt, for når man bruger salgsagenter, har de jo mange film, de skal tage hensyn til.”

Inspireret af Malick
Rooney Mara så hele filmen ved premieren, mens Casey Affleck hurtigt listede ud efter at have charmeret salen med et par sætninger på fransk – fremsat med hans karakteristiske mumlen.

”Han ser aldrig sine film. Han kan det bare ikke. Sådan er der en del skuespillere, der har det,” siger Lars Knudsen.

Parts & Labor er ved at blive et af USA’s mest anerkendte independent-selskaber og havde i januar hele tre film med på årets Sundance-festival, hvor Aint’ Them Bodies Saints fik verdenspremiere. Filmen foregår i det svedige Texas og handler om et ungt par, Bob og Ruth, der efter et mislykket røveri bliver fanget af politiet. Ruth er gravid og går fri, Bob kommer i fængsel i fire år.

Den dramatiske optrapning sker, da Bob flygter. Men filmens egentlige attraktion er den drømmeriske fortællestil, der kunne være inspireret af de tidlige Terrence Malick-film Badlands og Days of Heaven.

Baby bliver til produkt
I Cannes holder Lars Knudsen oceaner af møder for at få finansieringen til sine næste film på plads. En nervepirrende og uforudsigelig proces.

”Vi har et projekt, der hedder When I Live My Life Over Again. Klokken tre natten til søndag kommer der en fyr hen til mig og siger: ’Vi skal lave den her film!’ Heldigvis mente han det også, da han blev ædru – han vil læse manuskriptet, og hvis det ikke er noget lort, så fuldfinansierer han den,” fortæller Lars Knudsen, der også er en primus motor i det nye, dansk-amerikanske udviklingsselskab Creative Alliance.

”Men der er jo også møder, der ikke går godt. Vi havde på et tidspunkt en film med Clive Owen, som så hoppede fra i allersidste sekund. Så skal vi til at recaste, og det kan ændre hele projektet, fordi instruktørens første- og andenvalg måske ikke er kommercielle nok for investorerne, mens finansierernes første- og andenvalg ikke passer kreativt.”

”Så kan man ende med tredje eller fjerde prioritet. Det kan være lidt hårdt som producer at se sin film blive behandlet som et produkt på den måde. Det er jo ens baby.”

© Filmmagasinet Ekko