Cannes 2014
Nyhed
16. apr. 2014 | 21:20

Dansk varulvefilm vækker international opsigt

Foto | Niels Thastum
Sonia Suhl spiller Marie, der forvandler sig til en varulv i Når dyrene drømmer. Et talent vi nok skal komme til at se i flere danske film.

”Vi føler, vi har skabt noget nyt,” siger de to ophavsmænd til ungdomsfilmen Når dyrene drømmer, som er blevet hypet i amerikanske medier og spås til Cannes i maj.

Af Daniel Pilgaard

Det sker sjældent, at en dansk film inden biografpremieren får mere omtale i de udenlandske filmmedier end i de hjemlige kulturspalter.

Men det er tilfældet med den overnaturlige ungdomsfilm, Når dyrene drømmer, af instruktør Jonas Arnby og manuskriptforfatter Rasmus Birch. 

I januar omtalte branchebladet Variety filmen som en del af den såkaldte nye skandinaviske filmbølge: ”Nordic Twilight”.

Og i samme filmblad spås den endda til at være et godt bud på at blive udtaget til Cannes-festivalens sidekonkurrence Directors’ Fortnight, hvor programmet annonceres på tirsdag.

Teenagepige er vampyr
Når dyrene drømmer foregår på en lille ø ud for den midtjyske kyst og handler den om sekstenårige Marie (Sonia Suhl).

Moren (Sonja Richter) er alvorligt syg, mens faren (Lars Mikkelsen) forsøger at få familien til at hænge sammen. Marie er ensom blandt sine jævnaldrende, men livet i lokalsamfundet tager en drejning, da teenagepigen opdager, at hun er en varulv.

Men hvem er så de her to ophavsmænd til Når dyrene drømmer, og hvad er det filmen kan, som har formået at vække udlandets interesse?

Fandt melodien fra begyndelsen
Vi spørger først filmkonsulent Rasmus Horskjær ved Det Danske Filminstitut, der har støttet filmen med lidt over ni millioner kroner.

”Manuskriptet lignede ikke noget andet, jeg før havde haft på mit bord. Det er velskrevet og klogt og bruger Danmark som arena på en helt anden måde, end man tidligere har set. Og deres samarbejde virkede helt unikt. De fandt melodien fra begyndelsen og fremstod helt sikre på, hvad de lavede,” siger Rasmus Horskjær.

Han fremhæver især fundet af den ukendte amatør, Sonia Suhl, som et sandt scoop.

”Jonas Arnby har skovlet hele Danmark igennem, og det er lykkedes ham at finde et talent, der stikker rigtig meget ud. Det viser stort mod og tro på sig selv, at han ikke satser på noget sikkert, selv om det er hans debutfilm,” siger filmkonsulenten. 

Fra Super16 og autodidakt
Et stenkast fra Filminstituttet i det indre København på filmens produktionskontor hos Christoffer Boes Circus Alphaville opsøger vi de to talenter.

Rasmus Birch er lige ankommet, da Jonas Arnby byder velkommen i de sparsomt indrettede lokaler, hvor møblerne ikke ville have en chance på et loppemarked.

39-årige Jonas Arnby blev i 2004 uddannet fra den alternative filmskole Super16. Siden afgangsfilmen Manden der blandt andet var en sko har han ikke instrueret film, men i stedet med stor succes lavet reklamer (heriblandt det virale hit Dynamite Surfing) og musikvideoer i Danmark og udlandet. 

37-årige Rasmus Birch er autodidakt manuskriptforfatter. Han har en bachelor i Filmvidenskab fra Københavns Universitet, men droppede specialet og kandidatgraden for at udleve filmdrømmen med nazi-bøsse-dramaet, Broderskab fra 2009, der var hans debut som manusforfatter til en spillefilm. 

Det eksotiske Vestjylland
”Jeg læste manuskriptet til Broderskab, som jeg var ret begejstret for, og så hev jeg fat i Rasmus og spurgte, om han ville være med på det her projekt. Det er snart tre år siden,” erindrer Jonas Arnby og fortsætter:

”Vi deler visionen om at finde et fælles perspektiv fra manuskriptet til den færdige film. Det har været en lang, kreativ proces, hvor Rasmus har været involveret i alt fra casting til locations.”

Rasmus Birch nikker.

”Det har været meget inspirerende at skrive ud fra de fælles indtryk, som vi dannede os i Vestjylland.” 

Var det et nemt projekt at sælge til Det Danske Filminstitut?

”Vi har været igennem en meget lang udviklingsproces, hvor vi brugte et år på at køre Sonia Suhl i stilling til filmen. Men da manuskriptet endelig var færdigt, blev Filminstituttet overbevist,” mindes Jonas Arnby.

”Det hjalp også på støttetildelingen, at vi holdt fast i at filme alt on location i Agger og ikke ville lave endnu en film med København som kulisse,” siger Rasmus Birch.

Hvorfor var det så vigtigt for jer at filme on location?

”Handlingen forgår i det her mikrokosmos af et lille øsamfund. Områderne ved Agger og Thyborøn virker helt fabelagtigt og eksotisk i forhold til, at det er Danmark, og som ikke er skildret før på den her måde,” siger Jonas Arnby. 

Varulve-klicheer bandlyst
Det var Rasmus Horskjær, der introducerede begrebet ”Nordic Twilight”, da Variety interviewede filmkonsulenten til deres artikel om den nye nordiske bølge af film, som blander det overnaturlige med realisme. 

En bølge, der startede i 2008 med den svenske vampyrsucces, Lad den rette komme ind, og som blev lidt mere kulørt videreført i Norge med horrorfilmene Død sne, Thale og Troldjægeren

Kan I genkende det billede, Variety tegner af jeres film?

”Det er fint, at Variety skaber et samlet fokus på de her film, men vi ser ikke os selv som en del af en bølge. Vi har heller ikke tænkt filmens handling ind i den sammenhæng, siger Rasmus Birch og fortsætter:

”Vi har villet folde den klassiske varulvehistorie ud i realistiske rammer og undgå en rendyrket gyserfilm.”

Jonas Arnby supplerer:

”Vi har droppet klicheerne med den typiske forvandling ved fuldmåne og lignende myter. Det er en coming-of-age-historie om en pige. Hun er ved at blive voksen og opdager en dyrisk side, som hun skal beslutte sig for at omfavne eller skubbe fra sig.”

Et anderledes univers
Ask Hasselbalch laver en fortsættelse til Antboy, Martin Barnewitz kommer med monsterfilmen Dannys dommedag til efteråret, og næste år er Bo Mikkelsen klar med zombiefilmen Sorgenfri. Hvad tror I, at bølgen af danske genrefilm, som dyrker det overnaturlige, er udtryk for? 

”Man talte meget om de her stue-film i en lejlighed på Østerbro op gennem 1990’erne og 00’erne. Hvis der er noget, man skal, når man går i biografen, er det at opleve et anderledes univers og ikke se noget, der er skildret 30.000 gange før,” mener Rasmus Birch.

”Modbølger er godt, og det er fedt, at folk tør tage en vild ide og gå hele planken ud. Så kan det godt være, at det falder til jorden, men nogle gange bliver man nødt til at forsøge,” siger manuskriptforfatteren.

Er det tankegangen bag Når dyrene drømmer?

”Et hundrede procent. Vi føler, vi skaber noget nyt. Vi lægger os ikke bare i en slipstrøm og kopierer andre,” siger Birch, mens Arnby bryder ind.

”Derfor er det også fedt, at den er blevet støttet. For man gør sig ofte nogle ideer om, at Filminstituttet ikke har interesse i at støtte film af den type, som du nævner.”

Spændt som en flitsbue
I har brugt tre år på filmen, og nu skal den snart møde publikum og kritikerne. Er I nervøse?

”Jeg er spændt som en flitsbue, men den er blevet solgt til det amerikanske biografmarked og flere andre lande. Vores franske salgsagent fra Gaumont er helt oppe at køre. Så det indikerer da, at vi ikke har skudt helt ved siden af,” siger Jonas Arnby.

Har I så et nyt fælles projekt på vej bagefter?

”Vi har fået manusstøtte til en ny film, men det er så meget på tegnebrættet, at ideen kan udvikle sig i alle mulig retninger,” lyder det samhørigt fra de to.

Bliver filmen udtaget til Cannes i Director’s Fortnight på tirsdag?

”Vi har intet hørt,” svarer Jonas Arnby og kigger over på Rasmus Birch, som ikke fortrækker en mine.

Når dyrene drømmer forventes at få premiere 31. juli.

Kommentarer

Jonas Alexander Arnby

Født 1974 i København.

Uddannet instruktør fra Super16 i 2004.

Har lavet reklamefilm og musikvideoer i både Danmark og internationalt.

Har instrueret kortfilmen Manden der blandt andet var en sko (2004).

Når dyrene drømmer er hans spillefilmdebut.

Rasmus Birch

Født 1977 i Slagelse.

Uddannet bachelor i Filmvidenskab fra Københavns Universitet.

Autodidakt manuskriptforfatter.

Skrev manuskriptet til Broderskab (2009).

Har instrueret kortfilmen Ulykkesfugl (2008).

© Filmmagasinet Ekko