Sundance 2018
20. jan. 2018 | 17:51

Dag 2: Danske Sundance-film imponerer

Foto | Nadim Carlsen
Victoria Carmen Sonne beviser med sin hovedrolle som gangsterkæresten Sascha i Holiday, at hun er et af dansk films største skuespiltalenter.

Nick Hornby-filmatiseringen og Gus Van Sants humoristportræt er charmerede, men de to danske thrillers blev dagens højdepunkt.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Anden dag på Sundance kom der virkelig liv i festivalen.

Den søvnige hovedgade Main Street har fået en overhaling. Så nu er der over det hele små barer og tilflugtssteder, som er arrangeret af selskaber, der bruger festivalen som konkurrencefremstød.

Nogle er mere eksklusive end andre, men man behøver ikke gå længere end 50 meter for at få en gratis kop kaffe.

Til gengæld skal man stå i kø. Der har været et natligt indryk af filmfans, så man dårligt kan få plads på gratisbusserne, der fragter fans og frivillige rundt til visninger.

De snakker højt og passioneret om film, og man skal ikke løfte blikket meget for at blive udspurgt om sine favoritfilm på festivalen. Park City er en lille by, og alle er her for at se film.

Krænkerforhold på charterferie
Isabella Eklöfs Holiday rammer direkte ind i tidsånden med et hårrejsende portræt af en kvinde, der holder ferie med sin egen krænker.

Den smukke Sascha (Victoria Carmen Sonne) er trofækæreste for narkohandleren Michael, og er fulgt efter ham til det paradisiske Grækenland med 40.000 euro i håndbagagen.

Den første lussing kommer næsten, så snart hun er landet. Hendes kort blev afvist, så Sascha stak hånden i kagedåsen. Den går ikke, når man har med narkopenge at gøre.

Eklöfs debutfilm skildrer et modbydeligt parforhold og en sørgelig kvinde, der ikke kan sige fra.

Der er ikke så lidt charterferie over Grækenlandsturen, hvor frikadelledanskerne chikanerer de lokale, æder og drikker sig i hegnet til Lars Lilholt-karaoke, mens Michael systematisk nedbryder Saschas selvværd.

Instruktørens rolige temperament kommer historien chokerende til gode.

Det gælder ikke mindst en horribelt langtrukken voldtægtsscene så realistisk, at det kun kan være et spørgsmål om tid, før den dukker op på nogle afskyelige pornosider.

Og alligevel bliver Sascha hos Michael. Tør ikke forlade ham. Vil ikke. Hun er svag. Magelig og forvænt tager hun gerne et par tæsk for at få et bundløst kreditkort.

Man får ondt i maven.

Klaustrofobisk telefon-thriller
Det gør man også af det andet danske Sundance-håb, Gustav Möllers Den skyldige, der ligesom Holiday dyster i World Cinema Dramatic-kategorien. Men hvor Eklöfs film dyrker ubehaget, er Möllers en mere ligefrem thriller.

Ligefrem, men langt fra ordinær.

Betjenten Asger er sat til at passe telefoner på alarmcentralen. Han hader det. Alle de opmærksomhedssøgende idioter, der forstyrrer ham med deres småproblemer, når han burde være ude i vælten og gøre en forskel som rigtig politimand.

Men så får han et højdramatisk opkald fra en kvinde, der med magt og tvang er blevet bortført af sin ekskæreste og nu er fanget i en bil på vej mod Nordsjælland.

Genistregen er filmens klaustrofobiske afgrænsning til et enkelt lokale, til aldrig at vise os den anden side af Asgers telefonsamtaler. Det greb er set før – tænk på Phone Booth, Buried eller det glimrende drama Locke.

Som i de film gør Möller og manusforfatter Emil Nygaard Albertsen præmissen fængende og intens med et knivskarpt manuskript, en original og intelligent iscenesættelse og en tordnende stærk skuespilpræstation i centrum for dramaet.

Filmens styrke og spænding kommer fra Jakob Cedergreen, der endnu engang slår fast, at han er et af dansk films største talenter, som alt for sjældent bliver brugt.

Nørd og afdanket rockstjerne
Dagens tredje film gav et tiltrængt stemningsskifte.

Nick Hornby er en fænomenal forfatter, der har en særlig evne til at skabe selvmedlidende karakterer uden at gøre dem ulidelige. Det mærker man også i Juliet, Naked, der er baseret på hans roman af samme navn.

Annie er så ulideligt træt af at høre sin kæreste Duncan nørde om sin store besættelse, 90’er-rockeren Tucker Crowe, der udgav ét godt album og så forsvandt fra jordens overflade.

Da de oprindelige demooptagelser fra det album dukker op ud af det blå, er han ellevild, og hoverer over for sine internetvenner – nemlig andre midaldrende mænd, der husker kærlighedsalbummet fra deres tid på universitetet.

Annie reagerer ved at sable albummet ned på Duncans hjemmeside. Og så får hun en mail fra Tucker Crowe.

Han er enig! Så bliver deres korrespondance mere afslørende og intim, og inden længe står Annie splittet mellem den fluekneppende nørd og den afdankede rockstjerne.

Instruktør Jesse Peretz tager sig ikke de store friheder med Hornbys romanforlæg, og man kunne måske have savnet en mere vovemodig oversættelse af historien.

Men det er og bliver en skidegod historie, og trekløveret i centrum er skønt og charmerende spillet af Rose Byrne, Chris O’Dowd og ikke mindst Ethan Hawke, der er fremragende som den selvcentrerede has-been med rod i mange parforhold og forsømte børn i baggagen.

Legesyg Gus Van Sant
Gus Van Sant er et stort navn i indie-verdenen, og selv om hans nye Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot ikke er helt uafhængig nok til at konkurrere, var den en kærkommen og ivrigt imødeset Sundance-premierefilm.

Den sande historie om humoristen John Callahan, der drikker sig fuld, forulykker i sin bil og tilslutter sig Anonyme Alkoholikere, er også et stærkt karakterstudie.

Der er en dejligt visuel legesyge i iscenesættelsen, som man ikke har set længe fra Gus Van Sant, og som ligger i tråd med hovedpersonens skæve humor og lakoniske betragtninger.

Callahan blev berømt for sine avisstriber. En af de bedste viser et par Ku Klux Klan-folk, der kommer ud fra et hus klædt i hvide lagner. Den ene siger til den anden: ”Jeg elsker bare, når de er helt varme fra tørretumbleren.”

Den sans for humor finder man hele vejen igennem filmen, som Van Sant selv har skrevet manuskriptet til. Hovedrollen spilles af Joaquin Phoenix, der fortaber sig lige så fuldkomment i rollen som den selvynkende Callahan, som Daniel Day-Lewis gjorde det i Min venstre fod.

Men han dominerer også filmen så meget, at han skygger for birollerne. Jonah Hill er rørende og Jack Black er mindeværdig, men Rooney Mara er totalt spildt som den hurtigt hengivende sygeplejerske, der kaster sig over humoristen.

Og filmens inspirerende fejring af AA-programmets fortræffeligheder føles amerikansk med et alt for stort A.

Trailer: Don’t Worry, He Won’t Get Far On Foot

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Sundance-festivalen.

Sender dagligt beretninger hjem fra festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Sundance blev grundlagt i 1978 og er den største independent-festival i USA.

Løber fra 18. januar til 28. januar.

Læs mere på festivalens hjemmeside.

© Filmmagasinet Ekko