Nyhed
16. okt. 2012 | 10:39 - Opdateret 16. okt. 2012 | 10:49

Danskerne kan nu se Netflix

Foto | Netflix
Det er ikke kun amerikanske film og tv-serier, man kan få fornøjelsen af, når Netflix i dag kommer til Danmark. Også danske tilbud som Broen, Klovn, Flammen og Citronen og Pusher-trilogien vil være på online-hylderne.

Netflix lanceres i dag i Danmark til en månedlig pris på 79 kroner. Efterårets tv-kamp er dermed skudt i gang.

Af Jacob Ludvigsen

De seneste måneder har kombattanterne i efterårets store tv-krig slebet sværene og kridtet skoene.

Eksisterende tilbud inden for Video on Demand-tv som YouSee, ViaPlay og LoveFilm har forsøgt at ruste sig til giganternes indtog i Danmark med tilbud og lavere priser. I Stockholm gør den amerikanske betalingskanal HBO klar til at indtage det skandinaviske marked.

Og nu åbner verdens største abonnementsbaserede internettjeneste så slaget om danskernes opmærksomhed.

Netflix åbner i dag i Danmark med en månedlig pris på 79 kroner, som gør det muligt at streame hundredvis af film og tv-serier til fjernsyn med internetforbindelser, bærbare computer og mobile enheder. 

Dyrere end i Sverige
Prisen har været holdt hemmeligt indtil i dag, men betyder, at danskerne ikke får det helt så billigt, som nogen måske havde håbet på. 

I USA koster abonnementet blot otte dollar, svarende til 46 kroner. I Sverige blev Netflix lanceret natten til i går til 79 svenske kroner, hvilket svarer til 68 danske.

”Vi har kigget på Norden som ét marked og har ikke villet lave diversitet på pris. Det er en regional beslutning. Vi har her skævet meget til Spotify, der har en pris på 99 kroner i hele Norden, og vi har villet gøre noget tilsvarende,” siger Netflix’ medstifter og administrerende direktør Reed Hastings til Ekko.

Netflix lanceres dog med en måneds gratis prøveperiode, og at dømme efter de 27 millioner abonnenter, tjenesten har i Nordamerika, Storbritannien og England, tyder alt på, at forbrugerne er villige til at hoste op for at kunne se deres yndlingsfilm og serier, lige når det passer dem. 

Fremtidens tv
Blandt de film, man fra i dag kan se gennem Netflix, er The Expendables, Happy Feet 2, There Will Be Blood og Submarino. Og er man mere til tv-serier, kan man kaste sig over populære produktioner som Breaking Bad, Arrested Development, Dexter og Sherlock og de danske Klovn, Broen og Lærkevej.

I en pressemeddelelse udtaler Netflix’ medstifter og administrerende direktør Reed Hastings: 

”Vi er stolte af at introducere fremtidens tv i Danmark. Nu kan danskerne se rigtig gode film og tv-serier med det samme, hvor som helst og når som helst på mange forskellige enheder til en lav månedlig pris.”

© Filmmagasinet Ekko